Vi er i tiden op til Første Verdenskrig. Det går ikke så godt i Grimmburg. Statsgælden vokser, landbruget skranter, industrien er underudviklet, minerne er næsten tømt, og storhertug Johann Albrecht II kan ikke udfolde sig med samme pragt, som hans forfædre udfoldede sig med, for samme forfædre har gjort grundigt kål på familieformuen, der efterhånden er »lig med nul eller ikke stort mere.«
Det er så trist, så trist. I hvert fald for dem, det går ud over. Men Thomas Manns roman »Kongelig højhed« (1909), hvori det lille, fiktive hertugdømme optræder, er ikke af den grund nogen trist affære. Selv kaldte forfatteren den for »et lystspil i romanform«, og er der ikke tale om en bog, som man slår sig på lårene af grin over, så er dens grundtone dog mere lys end mørk, dens tonefald diskret og dæmpet ironisk.
