Tanken om at indsætte bevæbnet militært personel i aktioner på gaderne i Danmark, med tilhørende risiko for drab på civile, har traditionelt stået som et skrækscenarie for de fleste politikere.

Måske er det »Slaget på Fælleden,« hvor husarer med trukne sabler i 1872 blev sat ind mod demonstrerende arbejdere i København, der ligger i den politiske rygrad. Husarerne slog heldigvis kun demonstranterne med sablernes flade side, så ingen blev dræbt.

Men den opgave, som frivilligt hjemmeværnspersonel nu forberedes til, er ikke vendt mod den danske befolkning, men har tværtimod til opgave at beskytte befolkningen mod en ny tids fjender.

Og indsættelsen af Hjemmeværnet, med tilhørende beføjelser til potentielt dødelig magtanvendelse, kan kun ske efter den procedure, der kaldes »særlig hjælp til politiet.« Den skal politiet og forsvaret følge, når politiet har brug for forsvarets hjælp til opgaver, hvor der er risiko for konfrontation med civile – og terrorister regnes som civile – eller hvor der er risiko for soldaternes eget liv.

Proceduren indebærer, at politiet skal bede justitsministeren om tilladelse til at spørge forsvaret om den særlige hjælp, og forsvaret skal spørge forsvarsministeren om lov til at give den.

Det lyder tungere og langsommere, end det er i den virkelige verden, lyder forsikringen fra folk, der har brugt den.

Proceduren har været anvendt i mange år. Som eksempler på »særlig hjælp til politiet« kan nævnes Frømandskorpsets hjælp til politiet, da politiet standsede norske narkotikasmuglere ved Aalbæk Havn i Nordjylland. Aktionen udløste en ildkamp, hvorunder en af smuglerne blev dræbt.

Et andet eksempel er Søværnets hjælp i form af flådefartøjer og specialstyrker til at forhindre aktivister i at forstyrre fangsten af grindehvaler på Færøerne.

Forsvarets hjælp har typisk, men ikke udelukkende, bestået i at stille skibe eller fly til rådighed i missioner, der kunne udvikle sig livsfarligt.

Men indsættelse af et måske større antal bevæbnede hjemmeværnsfolk i gaderne som støtte ved brede politiopgaver er en nyskabelse. Med den beslutning overskrider myndighederne og de ansvarlige politikere, hvad der hidtil har været anset for en rød linje mellem civilsamfundet og militæret.