Kaffen er kun lige skænket i kopperne i Marinehjemmeværnets fartøj »Hvidsten«s messe, da en sømand stikker hovedet ned fra broen ovenover. »Vi har fået en SAR og sejler med det samme,« siger sømanden.
En SAR betyder eftersøgnings- og redningsopgave. Ombord på »Hvidsten« virker ordet som et trylleord, der får motoren til at larme og ryste, mens fortøjningerne i Københavns Havn bliver kastet. En mand er gået i vandet fra badeanstalten »Helgoland« og har efterladt tøj og personlige effekter på land. Måske en vinterbader, der er kommet i vanskeligheder. Uanset forklaringen er alarmen gået på Øresund. Udover »Hvidsten« er Søværnets patruljefartøj »Nymfen« også tilkaldt, mens Flyvevåbnets redningshelikopter snart begynder at flyve i lav højde i mønstre over Sundet. Helikopteren har kastet en SAR-bøje, som fortæller præcist om strømmens retning og fart. Et hurtigsejlende fartøj fra Københavns Lufthavn og en fritidssejler bliver også en del af eftersøgningen.
Nede i messen sidder Marinehjemmeværnets chef, kommandør Jens Walther, og ser ikke utilfreds ud. Den pludselige eftersøgningsopgave viser i en nøddeskal, hvorfor det er værdifuldt at have Marinehjemmeværnets 30 patruljefartøjer med frivillige besætninger fordelt over hele landet, klar til at stikke til søs med en times varsel.
Efter rundt regnet 40 års tjeneste lægger han uniformen nytårsaften, når klokken slår midnat. Men han går ikke i stilhed. Jens Walther blev tidligt i sin karriere chef for missilbåde i Willemoes-klassen, som under Den Kolde Krig var en superpotent del af forsvaret mod en sovjetisk invasion. Det kræver en chef med mod, handlekraft og evne til at handle på egen hånd, når man fra et skjul skal affyre Harpoon-missiler og torpedoer mod en forventet meget overlegen invasionsflåde. Temperamentet og viljen til at sige sin mening bærer han stadig med sig, trods årene hvor han navigerede et skrivebord – frem for et skib – gennem klippefyldt farvand. I flere omgange har han gjort tjeneste i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, hvor evnen til at holde mund bliver optrænet. »Jeg fandt ud af, selv om FE var en lille efterretningstjeneste, var den ikke ubetydelig. Vi var i stand til at varsle russernes angreb på Tjetjenien, og militær varsling er jo en militær efterretningstjenestes hovedopgave. I dag er det mit indtryk, at FE er fuldstændig DJØFiseret, og jeg tvivler på, at FE havde den militære kapacitet til at varsle russernes overfald på Ukraine. Men jeg ved det ikke,« siger han.
I mellemtiden er en af besætningen kommet ned i messen for at skifte sin uniform ud med en orange overlevelsesdragt. »Hvidsten«s hurtige gummibåd skal sættes i vandet for at afsøge vandet helt tæt på land. En druknende kan befinde sig mellem stenene ved land, hvor »Hvidsten« ikke kan komme ind. Nogle af de ti besætningsmedlemmer er ældre folk, andre har taget fri for at sejle en tur med Jens Walther. Gennem årene som chef for Marinehjemmeværnet har han afsat en mandag i hver måned til at sejle med »Hvidsten« og møde dem, der havde lyst til at tage med og tale med chefen. Man skal have kontakt til og respekt for de frivillige. »Hjemmeværnet er en stor, billig og effektiv militær beredskabsorganisation, som anvendes til en lang række samfundsnyttige opgaver, mens vi venter på fjenden,« siger han. Marinehjemmeværnets 5.000 frivillige yder næsten 10.000 beredskabsdøgn om året. Seks gange om dagen er et af fartøjerne indsat i en opgave, og skulle Søværnet selv klare opgaven, skulle de ansætte 2.500 mand, hvilket er flere, end der er militært ansatte i hele Søværnet i dag. »Da jeg var ung og krigerisk, mente jeg, at Marinehjemmeværnet var dødens maritime forgård. Mit ændrede syn skyldes dels, at jeg som ung ikke vidste meget om Hjemmeværnet og dels, at Hjemmeværnet er fuldstændig forandret. Jeg kunne ikke blive pensioneret fra en bedre stilling,« siger Jens Walther.
En chef for Marinehjemmeværnet befinder sig et stykke fra toppen i forsvaret, men er tæt nok på til at vurdere de ændringer, der er sket gennem de seneste år, hvor kontrollen med forsvaret, bortset fra dets operationer og uddannelse, er flyttet fra forsvarschefen til departementschefen i Forsvarsministeriet.
»Forsvaret er i dag blot én af otte ligestillede styrelser under Forsvarsministeriet. Det betyder, at forsvarschefen, der har ansvaret for at opstille og indsætte militære styrker, ikke råder over værktøjerne til at løse opgaven. Han bestemmer hverken over personalepolitikken, økonomien, materiellet eller kaserne og fly- og flådestationer. Derfor nytter det ikke at rette skytset mod forsvarschefen, når lokummet brænder. Man skal helt op på departementschefniveau, før trådene samles. Det er hér, man skal vise aktiv og synlig ledelse i en kriseramt organisation med personaleflugt. Den eneste fordel ved denne organisation er vel, at når noget går galt, så kan man aldrig placere et ansvar, da ingen af styrelsescheferne har helhedsansvar. Det vil altid være de andres skyld.«
På sit eget niveau har Jens Walther registreret, at de tre selvstændige værns ledelser er blevet samlet i en værnsfælles operativ kommando. Søværnets Operative Kommando er blevet splittet i én del, Marinestaben, der har ansvaret for at uddanne og bemande skibene, mens den værnsfælles operationsafdeling har ansvaret for at indsætte enhederne både på vandet, på land og i luften. »I hvert fald på det maritime område har det betydet en alvorlig faglig svækkelse. Søværnets Operative Kommando var en dybt professionel kommando og sparringspartner. I dag ved man ikke, om det er en »købmand eller sømand«, der har vagten i Værnsfælles Forsvarskommando. Det er tilfældigt, hvilket fagligt bagland mine fartøjer har, når Værnsfælles Forsvarskommando indsætter dem i de daglige operationer,« konstaterer Jens Walther, der kalder konstruktionen et »misfoster«.
På »Hvidsten«s bro er der gang i radioen. Helikopteren er væk, og »Hvidsten« har overtaget rollen som »On Scene Commander« og dermed ansvaret for at styre eftersøgningen, så den bliver så dækkende som overhovedet muligt. Men data fra SAR-bøjen viser en kraftig sydgående strøm i Øresund. På broen hælder man mod den opfattelse, at den forsvundne mand først dukker op til overfladen ved Stevns Klint om et halvt års tid. Selv om der findes eksempler på, at mennesker har overlevet meget længere i koldt vand, end tabellerne siger, er troen på at finde den eftersøgte i live stærkt svindende.
Fra broen er der fin udsigt over Øresund. Men hvad der rør sig under havoverfladen i danske farvande, ved man stort set ikke. Og det undrer Jens Walther, der som tidligere efterretningsofficer modtog de efterretninger, som de nu udfasede ubåde leverede. »Det største efterretningsmæssige tab var afskaffelsen af ubådene. Selv om jeg i hjertet er torpedobådssejler, kan jeg kun karakterisere afskaffelsen som et fodskud af den daværende VK-regering,« siger han. »NATO mangler små, konventionelle ubåde. Jeg kan ikke lade være med at reflektere over, hvordan politikerne nu drøfter, hvor mange kampfly vi skal have, og det er der god grund til, for mange af de opgaver, kampflyene løser, kan løses bedre og billigere med andre midler. Men politikerne diskuterer ikke om Danmark skal have kampfly, for de er nødvendige for at håndhæve dansk suverænitet i luftrummet. Men man er tilsyneladende ligeglad med vores suverænitet under havets overflade. Vi har stiltiende og de facto overladt vores undervandsskæbne til tyskerne.«
Men ikke alt er tilbagegang og forfald. Gennem flere år har Jens Walther og Marinehjemmeværnet gennemført pilotprojekter med små, meget hurtige indsatsfartøjer, som er velegnede til eksempelvis at sejle for SKAT og politiet. Især opgaverne for politiet er eksploderet i antal med en stigning på flere hundrede procent fra 18 i 2011 til 152 i 2014. Marinehjemmeværnet har i perioden lånt fartøjer, som har været brugt af kystredningsstationerne, og med hjælp fra indsatsfartøjet fanger politiet spritsejlere og fartbøller på vandet, ikke mindst i Københavns Havn. Jens Walther overlader designet af en nybygning til sin efterfølger. Den kan sejle 60 knob og har plads til et tungt maskingevær bagpå og et let maskingevær foran. For man skal ikke glemme, at Marinehjemmeværnet er en militær organisation. Indsatsfartøjerne står nu på Hjemmeværnets liste over prioriterede anskaffelser.
Men det er ikke alle Jens Walthers ideer, der er blevet godt modtaget. Da han for nogle år siden støttede Danmarks Rederiforenings forslag om, at Hjemmeværnet kunne levere bevæbnede vagter til danske skibe i piratfyldte farvande, måtte han en tur på »tæppet«, som i forsvaret er synonymt med skideballe. Hjemmeværnets daværende politiske chef, Jens Hald (V), afviste, at hjemmeværnsfolk skulle hyres som »lejesoldater« på danske skibe. Efterfølgende har rederne faktisk fået tilladelse til at sejle med bevæbnede vagter, hvilket er en stærkt medvirkende årsag til, at pirateri ud for Afrikas Horn er reduceret til næsten nul.
»Jeg har altid loyalt gjort opmærksom på mine synspunkter, når jeg har haft muligheden – internt på møder, i arbejdsgrupper, i foredrag , avisindlæg og tidsskrifter. Det har altid været mit grundsynspunkt, at man både har ret og pligt til at udtale sig om sit fagområde, hvis man bliver spurgt. Enkelte politikere har af og til bedt om min mening, men du er den første journalist, der har gjort det.«
SAR-opgaven bliver afblæst. Den forsvundne mand forbliver forsvundet. »Hvidsten« sætter omdrejninger retur til København. Efter nytår er Jens Walther tilbage i Marinehjemmeværnet, men som frivillig.