»Der er ikke nogen nem måde at sige det her på. Så nu siger jeg det bare. Måske du drikker for meget?«
Skuespiller Thomas Bo Larsen taler med rusten stemme og kigger direkte ud gennem skærmen i Sundhedsstyrelsens kampagne, som er rettet mod mænd som ham selv. Midaldrende mænd mellem 45 og 65 år, der drikker for meget.
»Det betyder ikke, at du skal holde helt op. Du skal måske bare holde lidt igen. Og holde lidt længere,« siger Thomas Bo Larsen.
Politiken skriver, at hver 10. mand mellem 45 og 65 år drikker mere end højrisikogrænsen, som er 21 genstande om ugen, mens dobbelt så mange midaldrende mænd drikker mere end det anbefalede maksimum på 14 genstande om ugen.
»Selvom forbruget af alkohol går den rigtige vej, er niveauet stadig for højt. Det er navnlig midaldrende mænd, der har et problem. Derfor har vi sat fokus på det,« siger specialkonsulent på alkoholområdet i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm til Politiken.
Og ifølge Sundhedsstyrelsen giver det mening netop at målrette kampagnen midaldrende mænd med kort uddannelse, fordi der er et ønske om at drikke mindre. Halvdelen af de mænd i aldersgruppen 45-65 år, der drikker over højrisikogrænserne, vil gerne skrue ned for alkoholforbruget, viser en undersøgelse, som Advice har lavet for Sundhedsstyrelsen.
En af de ting, der som led i kampagnen skal være med til at komme overforbruget af alkohol til livs, er mere åbenhed omkring på problemet - især på arbejdspladsen.
»Vi kan se på tallene, at målgruppen er motiveret for at drikke mindre, og at arbejdspladsen har stor betydning. Derfor er det tydeligt, at arbejdspladsen kan gøre en forskel både for at forebygge alkoholproblemer og for at hjælpe dem, der allerede har et alkoholproblem,” siger Kit Broholm i en pressemeddelelse.
En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at det ikke i samme grad er tabu at tale med en kollega om et usundt forbrug af alkohol. 16 procent siger, at de helt sikkert ville tale med en kollega, der drak for meget, og 34 procent siger, at de sandsynligvis ville gøre det.
»Det viser, at der på trods af det tabu, vi traditionelt har haft omkring alkoholproblemer, er ved at vise sig en åbenhed for at tale om det, selv på arbejdspladsen,« siger Kit Broholm.
Sundhedsstyrelsen har som en del af kampagnen lavet en værktøjskasse til jobcentre og arbejdspladser med blandt andet en liste over typiske signaler på alkoholproblemer, gode råd til hvordan man kan lave en alkoholpolitik, og gode råd til hvordan man tager den svære samtale med en medarbejder.
Se Sundhedsstyrelsens kampagnevideo nedenfor. Læser du på mobil eller tablet? Se videoen her.