Et afgørende slag om beskyttelsen af personlige data indledes, når den amerikanske højesteret skal vurdere, om amerikansk lovgivning kan bruges til at tvinge Microsoft til at udlevere e-mails, som opbevares i softwaregigantens datacenter i Irland.
Ni højesteretsdommere skal tage stilling i striden mellem USAs justitsministerium og Microsoft, som nægter at udlevere e-mailene til myndighederne, fordi de efter Microsofts mening slet ikke hører under amerikansk lovgivning men derimod under den europæiske, som er langt skrappere, hvad angår beskyttelsen af privatlivets fred. Den pågældende var bosiddende i Irland, da han oprettede sin e-mailkonto hos Microsoft.
