USA: På et fælles pressemøde slår USAs Barack Obama og Tysklands Angela Merkel fast, at de to lande fortsat arbejder på at finde en diplomatisk løsning på konflikten i Østukraine. Også selvom Obama ikke kan udelukke våbenstøtte til ukrainerne, og Merkel ikke kan se en militær løsning for sig.

»Muligheden for (at støtte med, red.) dødbringende defensive våben er en af de ting, der er ved at blive undersøgt. Men jeg har endnu ikke truffet en beslutning om det,« sagde Barack Obama ifølge Reuters under pressemødet i Det Hvide Hus.

Den tyske kansler understregede samtidig, at selvom der har været tilbageslag i forhandlingerne om en fredelig løsning mellem Rusland og Ukraine, så vil bestræbelserne fortsætte. Merkel mener ikke, at løsningen skal findes i mere militær, oplyser hun på pressemødet - men lader dog døren stå på klem for andet end en diplomatisk løsning på den omtrent et år lange og blodige konflikt mellem prorussiske separatister og de ukrainske regeringsstyrker:

»Hvis vi på et tidspunkt bliver nødt til at sige, at succes ikke er mulig - selvom man sætter alt ind for at få succes - så bliver USA og Europa nødt til at gå sammen og forsøge at udforske yderligere muligheder for, hvad man kan gøre,« sagde Merkel ifølge Reuters på pressemødet.

Obama pointerede, at der er en masse hensyn at tage, før man overvejer at sende amerikanske våbenleverancer til de ukrainske soldater: Blandt andet om våbnene risikerer at falde i hænderne på de forkerte, og at sådan et træk risikerer at optrappe konflikten.

»Jeg tager min beslutning ud fra overvejelsen: »Er det sandsynligt, at det vil være effektivt?« - og det er det, vores overvejelser handler om,« sagde Obama.

Repræsentanter fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland mødes onsdag i Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at forsøge at nå til enighed om en ny våbenhvile i Østukraine.

For at tilskynde fredsprocessen har EUs udenrigsministre udskudt yderligere sanktioner mod ukrainske separatister, russere og organisationer til først at træde i kraft 16. februar.