TYSKLAND: Den tyske forbundsdag gav fredag forbundskansler Angela Merkel opbakning til, at hendes regering går i forhandling om en tredje lånepakke til Grækenland til en værdi af mere end 600 milliarder kroner.
Kansleren, der har stået stejlt på, at grækerne ikke får en euro mere, med mindre de bliver i stand til at betale tilbage, sagde til parlamentsmedlemmerne, at det ikke vil nytte noget at ekspedere grækerne ud af eurozonen i en periode. Det har hendes finansminister ellers slået til lyd for.
»Alternativet til denne aftale vil ikke være en »time out« fra euroen. Det vil være et forudsigeligt kaos«, lød det ifølge Reuters fra Merkel inden afstemningen.
Blandt modstanderne af at sende flere euro fra Tyskland til Grækenland er finansminister Wolfgang Schäuble, der har sat spørgsmålstegn ved, om den nye hjælpepakke overhovedet vil have effekt.
Men kansleren kørte over finansminister med endnu en bemærkning om, at hverken Grækenland eller de andre 18 eurolande er villige til at acceptere et »Grexit«:
»Det er ikke en bæredygtig vej,« lød det fra Merkel.
Ifølge Reuters takkede hun dog finansministeren for indsatsen under forhandlingerne med de andre deltagere i den kommende hjælpepakke, og parlamentet kvitterede med applaus mod Wolfgang Schäuble, der svarede med et skævt smil.
Finansministeren bakker stadig op om sin kansler.
»Jeg anmoder alle om at stemme for dette forslag. Regeringen kom ikke let til dette resultat,« lød det fra ham.
Også i Østrig vedtog parlamentet fredag at bemyndige regeringen til at gå videre med forhandlingerne med Grækenland.