Det er alt sammen, som det plejer. Og så alligevel ikke. Fanerne er lige så røde, som de har været i 125 år, det skorter ikke på udråb om »solidaritet« blandt alle »kammerater«, og den danske model er stadig »under pres«.

Men 1. maj i Fælledparken synes i år at have mere karakter af hygge end kampdag. Væk er de seneste års buhende lærere, fløjtende protester og vandpistolsarmerede venstrefløjsaktivist. Skulle der opstå protester mod statsministeren, får de ikke fodfæste.

Spørgsmålet er, om der er gået valgkampsfællesskab i venstrefløjen, eller om det er Helle Thorning-Schmidts længe ventede dagpengeudmelding, der gør udslaget.

»Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Og derfor skal de nytænkes. Vi skal have et dagpengesystem, hvor færre falder ud, og hvor der er mere tryghed. Og kære venner, det får vi,« lyder det fra statsministeren, der fra hovedscenen bliver en lille smule mere konkret om det ømtålige emne.

Jublen begrænser sig til de strategisk placerede DSUere.

Valgparaderne er oppe

Under den regntunge hovedtale trækker publikum tættere sammen om scenen, men trangt bliver der aldrig.

Den kommende valgkamp sætter ikke fut i Fælledparken. Snarere er det, som om tilhørerne af samme grund tager alt, hvad de hører, med et gran salt.

Heriblandt Johnny Lund, der er bænket foran Dansk Metal-teltet.

»Der er jo snart valg,« lyder den tørre motivanalyse fra den pensionerede finmekaniker. Han glæder sig over udmeldingen, men heller ikke mere end det.

»Jeg synes ikke, det er nok. Jeg er tilhænger af, at man skal gå tilbage til det gamle system, så genoptjeningsretten bliver kortere. Men det klæder hende. Hun skal jo også skabe ro nede i rækkerne, for jeg tror, at enhver almindelig socialdemokrat mener, at det er det, der skal til. Ellers går folk jo over til SF og Enhedslisten,« siger han.

Helle Thorning-Schmidt får ikke hans stemme. Også selvom den socialdemokratiske formand bruger mere af sin taletid på dagpengene, end hun plejer på 1. maj.

Ved en anden Dansk Metal-bænk sidder fabriksarbejder Pia Vestergaard, og hun er helt enig i Johnny Lunds analyse.

»Det er positivt, hvis hun mener det, og hvis der sker noget. Men hør nu her, det er valgår, ikke?« lyder det afvæbnende.

Du har ikke den store tiltro til, at det ændres?

»Nej, det må jeg indrømme, det har jeg ikke,« siger Pia Vestergaard og slår fast, at hun i øvrigt synes, at den bedste repræsentant for arbejderklassen er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Det er de næppe enige i helt oppe ved hovedscenen. Her synger de unge socialdemokrater lidenskabeligt med på »Når vi ser et rødt flag smælde«, og for DSU-kredsformand Martin Albrectsens vedkommende sker det alene ud fra hukommelsen:

»Thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod!«

Ungsocialdemokraten er svært begejstret for sin formands kampdagstimede dagpengebudskab.

»Det er helt ekstraordinært fantastisk. Det er noget, vi i DSU virkelig har savnet. Vi har virkelig været frustrerede og sagt til politikerne, at de altså snart måtte melde noget ud. Hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) har været lidt vag, men det, hun sagde i går aftes, er meget skarpere og stærkere, og det har vi brug for,« siger han.

»Hun er fuld af varm luft«

Martin Albrectsen glæder sig over, at formanden ikke som de seneste år bliver mødt af store protester.

»Det virker til, at vi er mere samlede. Der har været en stemning af, at folk på den yderste venstrefløj virkelig har været sure på os, men jeg synes, at de er begyndt at sige, at vi skal stå sammen,« siger han og forklarer årsagen med det kommende folketingsvalg.

Lidt murren er der dog, og Thorning er kun lige trådt op på scenen, da et par såkaldte fuckfingre anes i folkemængden.

Den ene har cykelmekanikerlærlingen Mads som ejermand. Han vil ikke fortælle Berlingske sit efternavn, men derimod gerne, hvorfor han buher og knurrer af hovedtaleren.

»Hun er fuld af varm luft,« siger han og understreger, at han ikke stoler på dagpengeudmeldingen:

»Der er ved at være valg, og så vil hun godt love en masse ting, så hun kan få nogle stemmer. I praksis kommer der ikke til at ske noget,« siger han.

En enkelt fløjte lyder da også under talen, men ellers er sidste års protestinstrument fraværende i Fælledparken.

»Vi har travlt med andre ting og er ikke interesserede i at blive blandet ind i et valgkampscirkus,« skriver arrangøren bag sidste års protest, »Her er oprøret«, på sin Facebook-side.

Arbejdere i alle dele af Fælledparken er måske ikke forenede, men i hvert fald formildede denne første majdag.