Det dér med ikke at turde komme helt tæt på andre mennesker. Endda røre ved dem. Dét kan du godt pakke væk. Der er nemlig et tæt forhold mellem fysioterapeut – uddannet som studerende – og patient.

Dagligt skal fysioterapeuterne hjælpe mennesker med for eksempel skulderproblemer, dårlige knæ eller discosprolapser. Mennesker som skal i behandling, genoptrænes eller rehabilliteres.

Og det kræver kontakt. Tæt kontakt. Det var Pernille Sahlertz fra Aalborg klar over, da hun startede på uddannelsen som fysio­terapeut.

»Jeg tænkte, at det nok ville blive en ubehagelig overraskelse hvis man først efter uddannelsen finder ud af, at man ikke har det så godt så tæt på andre mennesker. Gennem praktikken finder man virkelig ud af, om man har lyst til kontakten eller om det bliver for grænseoverskridende,« fortæller hun.

Når hun kigger tilbage på uddannelsen, var det en stor styrke, at undervisningen veksler mellem teori på skolebænken og praktiske øvelser på hospitaler, klinikker eller plejehjem.

Det er dér mellemlange uddannelser, som for eksempel sygeplejerske, lærer eller fysioterapeut, skiller sig ud.

De varer mellem to og fire år og har masser af praktik indlagt. Tag fysioterapeuten. Den varer 3,5 år, og af den tid er 28 uger ren praktik fordelt på flere forløb af forskellig længde. Det første starter allerede på uddannelsens første modul.

»Der er en rigtig god sammenhæng mellem forløbene. Det er meget motiverende, at vi får prøvet de ting, vi sidder og læser om i praksis, og at man i slutningen af hvert praktik­forløb føler, at man nu virkelig har lært det og brugt det og er klar til at komme tilbage på skolen og få fyldt mere på,« siger Pernille Sahlertz.

Kræfterne afprøves

Alle får prøvet kræfter med både kommunale steder, privatklinikker og hospitaler, men hvornår og hvor længe afhænger af, hvilket modul de studerende går på, fortæller Anette Helt Hansen, der er uddannelsesleder på fysioterapeutuddannelsen på Metropol i København.

»Uddannelsesstederne har aftaler med de kliniske undervisningssteder, men det er forskelligt fra skole til skole, hvem de har kontrakter med, og hvordan praktikpladserne fordeles,« siger hun.

På Metropol får de studerende en liste på holdene, og skal selv fordele pladserne mellem sig. Men Anette Helt Hansen anbefaler dem, at de kommer godt rundt og får prøvet det hele lige fra plejehjem til privatklinik, så de får mest muligt ud af praktiktiden.

»Styrken er netop denne vekselvirkning mellem teoretisk og klinisk undervisning. De studerende får hurtigt et indtryk af, hvad de skal kunne, og hvordan de kan bruge teorien i praksis. De bliver hurtigt opmærksomme på det ansvar, der følger med fagligheden,« siger Anette Helt Hansen.

Praktikstedet er afgørende

Pernille Sahlertz tog uddannelsen i Aalborg og blev uddannet fysioterapeut i juni 2012. Her fik de ikke muligheden for at vælge, hvor de ville i praktik. De kunne få lov at give et ønske til det sidste og længste forløb, men ikke alle får de ønsker opfyldt.

»Det er ret afgørende, hvor man bliver placeret, og der er stor forskel på, om man skal lave benøvelser på et plejehjem eller skal håndtere discosprolaps på en klinik,« siger Pernille Sahlertz.

»Der er forskel på ens erfaringer, men også på, hvor god man bliver til det, man egentlig vil bagefter.«

Pernille Sahlertz endte på en skole for børn med CP – en slags spastisk lammelse – i sit sidste praktikforløb. Dem arbejdede hun med i ti uger, hvilket var både grænse­overskridende og givende. Efter uddannelsen læste hun videre på en kandidat i socialt arbejde, men det er fysioterapeut, hun skal være. Helst på klinik med tæt patientkontakt og behandling – det fandt hun ud af i praktikken.

»Når man skal arbejde med mennesker, vil man aldrig lære så meget på skole­bænken, som man gør i praktikken. Man modnes og får en masse erfaring. Man rykker sig utroligt meget på de uger, man er ude,« siger Pernille Sahlertz.