Kære kvinder, som er til den slags: Beklager.
Donald Trump er ikke single, Melania har ikke forladt ham, og faktisk er hun nu flyttet ind hos ham. Hun udsendte natten til mandag dansk tid et kort tweet, som viste to stearinlys, som omkransede et vindue i residensen i Det Hvide Hus, og i horisonten kunne man se Washington-monumentet.
»Jeg glæder mig til de minder, som vi vil skabe i vores nye hjem,« skrev Melania Trump i sit tweet.
Hendes talsmand bekræftede det også med et tweet. » Det er officielt,« skrev han, »førstedamen og Barron er flyttet til Washington.«
Barron Trump er præsidentparrets 11-årige søn.
Det vil formentlig være forkert at konstatere, at »dermed slutter lang tids spekulation om Trumps ægteskab,« for i en socialmedial tid tager det bare et nedkastet blik eller en forkert håndbevægelse for to mennesker socialmedialt at blive næsten-skilt. Og i dette tilfælde er der meget at sige, og der er rigeligt med bekendte omkring parret, som vil sige det.
I sidste måned offentliggjorte det ansete magasin Vanity Fair f.eks. en lang, velresearchet artikel, som hævdede, at Melania var fanget i et ulykkeligt og kærlighedsløst ægteskab. »Hun ønskede ikke det her, hun havde ikke nogen interesse i det her,« sagde en af hendes venner f.eks. til magasinet. Andre sagde, at hun bevidst gemte sig fra præsidentskabet, og at hun forsøgte at holde afstand til sin mand, også af hensyn til parrets søn, som hun elsker over alt i verden.
Vanity Fair afslørede i artiklen den ene detalje efter den andet, som viste Donald Trump som et menneske, der kun kerer sig om ét menneske, og det var hverken Melania eller Barron.
Tidligere havde ugebladet US Weekly talt med kilder, som sagde det samme; US Weekly beskrev Melania Trump som »elendigt til mode« og »ulykkelig over den måde, som hendes liv har udviklet sig på.«
Efter de to artikler fulgte så en række scener fra Trump-parrets tur til Mellemøsten, hvor Melania Trump tilsyneladende demonstrativt afviste at holde præsidenten i hånden - CNN kørte indslag om førstedamens »håndsmæk,« som stationen beskrev det - og hos andre medier gennem-analyserede eksperter parrets kropssprog over for hinanden og forklarede f.eks., at det var udtryk for »disrespekt,« at Trump møvede sig foran sin kone og gik med en salafistisk afstand til hende.
Så de socialmediale trommehvirvler til den store ægteskabelige implosion var i gang, og Melania Trumps opdatering på Twitter natten til mandag kommer som et antiklimaks for trommeslagerne. Parret har også meddelt, at Barron er blevet optaget på St. Andrew's Epispocal School i en eksklusiv forstad til Washington. Skolen er en privat mellemskole for sjette, syvende og ottende klasse, og Donald Trump skal betale 38.500 dollars - eller godt en kvart mio. kr. - om året for at få sønnen skolet her.
