Det er nye tider for skuespilleren Helle Fagralid. Siden 2012 har hun været medlem af Det Kongelige Teaters faste hold af skuespillere – en del sæsoner som medlem af ensemblet i ensemblet, Det Røde Rum. Men nu skal hun til at prøve kræfter uden for teatrets mure. Mon ikke hun nok skal klare freelance-tilværelsen med den erfaring, et væld af opgaver i stort set alle tonearter har givet hende i de mange år på nationalscenen?

Hun har i hvert fald sluttet af med maner som den frustrerede hustru i den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennigs morsomme og let skræmmende livsstils- og samtidssatire »Vintersolhverv« – en af sæsonens bedste teateroplevelser. Rollen passede hende rigtigt godt som den moderne skuespiller, hun er. Hun tilførte figuren alle de mellemtoner af længsel og utilpasset frustration, den skulle have: »Helle Fagralid besidder den helt rette blanding af kølighed, vrede og vemod som kvinden, der i sidste ende har en usikker fornemmelse for sine egne konturer,« som vi skrev her i avisen.

Tag i det hele taget ikke fejl af den milde kvindelighed, hun umiddelbart udstråler, og som let kunne have placeret hende i et gammeldags passivt rollefag. Selv har hun sagt om det spinkle ydre og den – nå, ja – yndige profil, hun ikke kan løbe fra: »I mit fag er vi jo prisgivet vores udseende, udstråling og det, andre læser ind i os. Det kan godt være, der er nogle roller, jeg ved, jeg ville kunne spille fantastisk, men hvis instruktøren ikke kan se det for sig eller ser noget andet i mig, så er det jo desværre sådan, det er,« forklarede hun Berlingske for et par år siden.

Et gennemgående adjektiv, anmelderne hæfter på hende, er »sød«, men altid i sammenhæng med noget andet og mere: trods og tvivl, oprør og temperament. Hun har i det hele taget formået at undgå rubricering, når hun er gået til de mange forskelligartede opgaver med et lidt alvorspræget spilletalent, som fra tilskuerrækkerne ser ud som om, det er båret af både stor loyalitet over for forestillingen og dedikeret viljestyrke. Ind imellem har netop denne færdige »dygtighed« luret på hende som en fare, der kunne hæmme indsatserne, men når hun har været bedst, har hun spillet sig ud over den.

På teatret har hun fået lov til at prøve kræfter med alt mellem himmel og jord. Billederne flimrer forbi: Den kønne, kloge Inger i Kaj Munks »Ordet«, den oprørske, men snart kuede Marianne i »Wienerballader«, den gale Ofelia, helt alene på SkuespilhusetS store scene, den psykiatriske patient »Sabine S«, som vrider sig på stolen. Fra TV husker man hende især som den desperate mor til det kidnappede barn i tredje ombæring af »Forbrydelsen«. Og på biograflærredet fik hun en rigtig god og svær rolle i Nils Malmros-filmen »Sorg og glæde«, hvor hun forløste en kvinde, som i sin fødselsdepression tager livet af sit eget barn, med stor og overbevisende indlevelse.