En muslimsk kvinde i burka, en gruppe kongelige skuespillere i »fede-kostumer« og en karikeret jysk accent. Det er nogle af ingredienserne i Christian Lollikes komedie »Kagefabrikken«, der har premiere på Det Kgl. Teater på fredag.
Fabrikken er i krise, og en coach bliver ansat til at få medarbejderne til at tabe sig og samtidig gøre den til en moderne virksomhed. Hen over kaffebordet på fabrikken kommer de jyske medarbejdere ud med en del fordomme om de fremmede og udstiller deres uvidenhed om verden udenfor.
»Det handler blandt andet om angsten for forandring og fordommene over for det fremmede,« fortæller Helle Fagralid, som de sidste ti år har været en fast del af Det Kgl. Teaters ensemble.
I stykket spiller hun fabriksarbejderen Sally, der ligesom sine kolleger aldrig har talt med en kvinde med muslimsk baggrund før. Da der bliver ansat en på fabrikken, må hun gøre op med sine fordomme.
Samme oplevelse, men med modsat fortegn var Helle Fagralid selv ude for, da hun sidste år flyttede til Hellerup, sammen med sin mand, instruktør Ole Bornedal.
Hun er delvis vokset op hos sin mor i et socialt boligbyggeri i Helsingør, hvor der boede folk med mange forskellige kulturer, så det var ikke duften af fremmede krydderier i opgangene, der skræmte hende, men derimod forestillingen om det pæne og dertil kedelige liv.
»Jeg følte, at jeg blev fanget ude i en forstad – velhavende, men stadig en forstad til København, væk fra centrum, Vesterbro og Nørrebro, hvor jeg boede før. Altid centralt og midt i en masse liv,« husker hun.
»Men det er jo sådan med de fleste fordomme, at når man får kigget ind bag dem og får et nuanceret billede, så opløses de.«
Hun opdagede, at der findes mange forskellige typer i området og ikke mindst, at der er fantastisk smukt og idyllisk.
»De fordomme, som jeg har haft om den pæne forstad, er jo gjort til skamme. Det kan godt være, at folk derude generelt har flere penge, men de har da også problemer og ja, de er jo bare mennesker,« siger hun.
»Det er meget svært at have fordomme, hvis man går åbent ind i et møde og er nysgerrig.«
Strandvejen kan dog stadig få hende til at trække på smilebåndet. Dernede kan det til tider godt blive for meget.
»Der er nogle fruer, der synes, de bestemmer alt. Det må være hårdt at have forretning der indimellem,« siger hun med et glimt i de klare, blå øjne.
Vi sidder i hendes garderobe i Skuespilhuset, som trods de få kvadratmeter er et betagende rum, hvor man bliver draget direkte mod endevæggen, som er ét stort glasparti ud mod Københavns Kanal. Helle Fagralid beskriver det som sit andet hjem, og på et trin ved vinduet er indrettet en lille seng, hvor man kan tage sig en lur med udsigt til bølgerne og himlen. Ved sminkebordene ligger et mindre udvalg af makeup, og på spejlet hænger et billede af Helle Fagralids søn, Louis, som i dag er seks år gammel. Helle Fagralid er mor til en, og stedmor for Ole Bornedals fire børn.
Ikke så længe før mødet med Ole Bornedal og Hellerup var hun blevet skilt fra sin første mand, trommeslageren Stefan Pasborg, som hun havde levet sammen med i ti år.
»Det var hårdt at blive skilt, men jeg tror, at jeg kunne holde det ud, fordi det var en nødvendighed. Vi kunne ikke fortsætte sammen. Hvis man kan mærke, at det ikke går, må man tage konsekvensen af det, og det var det, vi gjorde,« forklarer hun.
Beslutningen var fælles, og det har uden tvivl gjort tingene en del nemmere, mener Helle Fagralid. Alligevel var det svært.
»Især i forhold til ens børn, fordi det har så stor indflydelse på deres liv. Men samtidig er det jo også en beslutning ikke at blive skilt. Det kan have lige så negativ indflydelse på deres liv. Jeg tror, at uanset hvor hårdt det er, er det bedre at være ærlig og tro mod sig selv,« siger Helle Fagralid.
Hun og eks-manden har haft fokus på at have en god kommunikation, og det er ifølge Fagralid den eneste måde at komme helskindet igennem.
»Man kan nok ikke skilles fuldstændig uden sår eller smerte – vreden og sorgen er jo også en positiv drivkraft i forhold til at komme videre og komme væk fra hinanden – men det er vigtigt, at man bevarer respekten for hinanden,« siger hun. Og det mener hun, at de er lykkedes med.
Den i forvejen kaotiske situation i forbindelse med at blive skilt blev ekstra kompliceret af, at Helle Fagralid kun fire måneder efter bruddet med sin mand, mødte den 16 år ældre Ole Bornedal og blev forelsket i ham.
»Det kom virkelig bag på mig, at jeg kunne blive så fuldstændig forelsket midt i denne her sorg. Det var en tid, hvor alle følelser var oppe og vende,« siger Helle Fagralid.
Men på trods af forelskelsen slap hun ikke for sorgen over det forliste ægteskab.
»Sorgen var der sideløbende, som et vilkår, og det tror jeg også bare, den skal have lov til at være,« siger hun.
»Man kan lære rigtig meget af en skilsmisse, og jeg har tænkt virkelig meget over, hvad det er, der gør, at man glider fra hinanden. Om det også er noget kemisk på en eller anden måde, der forandrer sig. Nogle gange er det bare nemmere at ændre gamle mønstre i nogle nye rammer,« siger hun.
Helle Fagralids karakter i »Kagefabrikken«, Sally, arbejder på lageret, og er ligesom sine kollegaer overvægtig. Derfor har Helle Fagralid og de andre medvirkende skuespillere »fede-kostumer« på.
»Det har været rigtig sjovt og inspirerende at prøve at have en anden krop,« fortæller hun.
Selv er hun lille og spinkel af bygning og har ikke de store bekymringer i forhold til sin vægt. Hun har et højt stofskifte og behøver derfor ikke at have så mange skrupler i forbindelse med sin mad, blot den er nogenlunde sund, forklarer hun.
Men hun understreger, at man ikke kommer uden om, at udseendet har stor betydning i en skuespillers verden. I en alder af 36 år har hun allerede prøvet at blive erklæret for gammel til en rolle.
»Det var sådan en »nå, okay, nu er jeg ikke dér mere« oplevelse,« siger hun.
»Tidligere har jeg skullet kæmpe for at få nogle roller, hvor jeg skulle spille min egen alder. Jeg har altid spillet yngre, end jeg var, men der kommer åbenbart et tidspunkt, hvor alderen sætter sine spor. Alder handler ikke kun om rynker, men også om fremtoning og udstråling,« siger hun.
Og Helle Fagralid er ikke længere den unge og uprøvede pige, som hun har spillet i en række danske film og serier. Både på scenen og i det virkelige liv er der sket meget, siden hun blev ansat på Det Kongelige Teater i 2002.
»I mit fag er vi jo prisgivet vores udseende, udstråling og det, andre læser ind i os. Det kan godt være, der er nogle roller, jeg ved, jeg ville kunne spille fantastisk, men hvis instruktøren ikke kan se det for sig eller ser noget andet i mig, så er det jo desværre sådan, det er,« siger hun.
»Der er ikke noget, der hedder retfærdighed i vores branche. Den kamp kan man lige så godt glemme. Det handler nok om at være meget realistisk.«
Så måske er det en fordel, at hun privat er gift med en ældre mand?
»Ja, det kan man sige. Jeg vil altid være den unge kone. Det er skide smart. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Så vil han til gengæld altid kunne føle sig lidt klogere end mig, fordi han har mere livserfaring. Men helt ærligt så er aldersforskellen ikke noget, jeg tænker over,« siger Helle Fagralid og griner.
Hun mener, at man skal acceptere kroppens forandringer og få det bedste ud af det.
»Der er et hysterisk fokus på ungdom og idealer, som ingen almindelige mennesker kan leve op til. Jeg så et lille klip af en film, jeg har spillet med i, som kommer til efteråret, hvor jeg skal se yngre ud i et par scener af filmen. Der har de været inde og gøre mig yngre med computerteknik, og det så jo helt fantastisk ud, fordi det passede til rollen,« siger hun.
»Men de fortalte mig, at det gør man åbenbart konsekvent med mange af de store stjerner. Man retter hvert enkelt billede, hvor de ikke ser top-stramme ud. Det er jo fuldstændig urimeligt, hvis det bliver normalen, og vi vænner os til at sammenligne os selv med noget, der ikke er virkeligt. Og det er jo også derfor, mange filmstjerner bliver botoxet.«
Botox bliver dog ikke aktuelt for Helle Fagralid.
»Nej, umiddelbart kan jeg ikke forestille mig, at det vil være en løsning for mig. Som skuespiller skal jeg kunne udtrykke mine følelser og ikke have et ansigt, der er stivnet i en smuk maske. Men folk må gøre, hvad de vil. Hvis de får det bedre af det, så skal de gøre det,« siger hun og kigger ud på mågerne, der flakser rundt over kanalen uden for vinduet.
Fotografen kommer for at tage billeder, og Helle Fagralid beder om et par minutter til at sætte sit hår og rette på sin enkle makeup før hun kaster sig ud i fotografens forskellige påfund. Man skal ikke dømme på det ydre, men for en skuespiller har det alligevel sin betydning.
»Man er jo på eller anden måde bare en vare.«
»Kagefabrikken« har premiere fredag 22. marts.