Fredag 1. marts klokken 17.30 i TV 2’s »Go’ Aften Danmark«-studiet på Hovedbanegården.

Lars Hjortshøj ankommer direkte fra Jylland. Han hilser roligt på de tilstedeværende, joker med receptionisten og sætter sig op til tv-værten Michèle Bellaiche i sminkerummet, hvor de taler om, hvordan aftenens program skal forløbe. Han skal være medvært og har i den forbindelse inviteret den 27-årige danske kok Jeppe Foldager med, der netop har vundet sølv ved kokkenes VM, Bocuse d’Or.

Med Jeppe Foldager vil Lars Hjortshøj vise danskerne, at her er et hårdtarbejdende talent, som rent faktisk kan noget helt unikt, vi andre ikke er stand til. At vi bør hylde Jeppe Foldager som en konge i stedet for at ligge under for janteloven og brokke os over, at vi kun vandt sølv, som da håndboldherrerne tabte til Spanien i VM-finalen.

På tv bliver Jeppe Foldager taget godt imod, men »Go’ Aften Danmark« kommer ikke til at handle om jantelov eller manglende anerkendelse af de virkelige talenter. Det ufarlige aftenshow får lov at forblive ufarligt. Og efterfølgende må Lars Hjortshøj da også sande, at janteloven ligger dybt forankret i ham selv.

»Det danske spørgsmål er typisk: »Stiller du op næste år for at få guldet, for du vandt jo kun sølv?« Tanken ligger da også hos mig selv, for jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Det var fandens nærliggende at spørge ham om det.«

I torsdags havde Lars Hjortshøj premiere på sit comedyshow »My Danish Collection« – hans første solo-show siden 2009. Med en blanding af stand-up, gøgl og revy optræder den nu 45-årige komiker med en række velkendte og helt nye figurer, som er arketyper på tidens danskere. Det gælder blandt andre den seksuelt understimulerede hippie Tue, den barnagtige og overdrevent selvglade Robert og den bedrevidende og frelste Politiken-læser Carsten, der mener, at indvandrere kan integreres ved hjælp af rytmer.

»Jeg har en kærlighed til dem alle, men jeg forsøger at opstille nogle knap så flatterende sider af danskerne, som jeg også kan genkende i mig selv.«

Formålet med figurerne og showet er at forsøge at finde ind til, hvad der karakteriserer danskere – og hvilke danske værdier han selv er rundet af.

For krisen har klædt danskerne af og afsløret deres barnagtige iver efter gratis velfærd og et ekstremt behov for at dyrke det middelmådige og talentløse. Det har gjort ham så rasende, at den selverklærede hofnar nu stiller sig op og peger fingre.

Derfor opfører han sit eget show som middelmådig fredagsunderholdning. Uden talent spiller han guitar, bugtaler og danser poledance med forskellige karakterer, som publikum kan stemme på via sms.

Lørdag 2. marts klokken 8 i et mørkt kælderlokale under Bremen.

Hjortshøj sidder tilbagelænet i stolen med benene over kors. Morgenmaden er smurt, kaffen er varm og snakketøjet i orden.

Han har ellers været en ekstremt presset mand. Hele februar har han brugt på at indspille årets TV 2-julekalender »Tvillingerne og Julemanden« og har derfor ikke haft tid til at forberede sig omhyggeligt på sit solo-show. Berlingske ville gerne have fulgt ham under prøverne over flere dage, og han godkendte det først selv, men måtte trække i land. Hans bagland rådede ham til kun at møde os fredag aften på »Go’ Aften Danmark« og så et par timer før prøverne lørdag og mandag morgen. Og sådan blev det.

»Jeg ligger under for en forventning om, at jeg skal arbejde i mit ansigts sved for overhovedet at komme i Himlen. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg går rundt tirsdag formiddag og laver ingenting. Jeg skal op og i gang.«

Den protestantiske arbejdsmoral fik han med sig i sin opvækst i Aarhus, Aalborg og på Fyn.

»Vi med de brede skuldre skal tage et ansvar. Jeg er vokset op med klassiske socialdemokratiske værdier og er rundet af social ansvarlighed og velfærdssamfund. Vi har rejst meget som følge af min far og mors arbejde. Min mor var sygeplejerske og min far var plejer på et psykiatrisk hospital og siden hen halinspektør. Desuden dannede de forstanderpar på et plejehjem. Det var folk, der stod op og gik på arbejde .«

Arbejdsmoralen banede vejen til en succesfuld karriere, som startede på en efterskole i det mørke Jylland.

»På mine to efterskoleår mødte jeg meget engagerede lærere, som skubbede mig i en bestemt retning og vækkede min glæde for at optræde. Herefter gik jeg på high school i USA, hvor jeg blev introduceret for standup, som jeg bragte med hjem til Aarhus og Marselisborg Gymnasium, hvor jeg begyndte at optræde.«

Siden var han med til at udbrede genren i Danmark. I 1990erne tog hans professionelle karriere fart, og han opnåede status som en af de mest berømte komikere herhjemme. I dag bor han tæt på Farum med sin kone Tina Bilsbo, sin 15-årige datter Emma og 12-årige søn Oscar nord for København i de bleghvide ghettoer med kønne lyshårede børn på gaderne. Ikke et kvarter, hvor man møder den brogede samling af danskere, han selv optræder med.

Til gengæld har Lars Hjortshøj flere gange mødt janteloven i sin sociale opstigning. Da han for mange år siden købte et lille sommerhus i Toscana med sin kone, fortalte hans far ham, at det var alt for dyrt, ekstravagant og utilladeligt.

»Jeg har også en Mercedes, og på den vej, hvor vi før boede, var det den fedeste bil. En dag kom naboen over og sagde: »Nå nå, der er vist en, der har fået ny bil, hva´? Det har man råd til.« Der følte jeg, at jeg burde undskylde. Jeg svarede hurtigt: »Det er en frikøbt taxi, og jeg kører jo over 40.000 km om året, så jeg vil gerne have en god bil at sidde i.« Men jeg skulle jo bare have sagt, at det går mig pisse- godt her i livet, selvfølgelig kører jeg Mercedes. Hvis ikke jeg skulle have en fed bil, hvem skulle så?«

Hans materielle goder gør ham flov, og han undskylder stadig over for sig selv og andre. Fordi det netop ligger så dybt forankret i den danske folkesjæl, at vi får dårlig samvittighed over egen succes, men samtidig forsøger at pille andre ned, når lykken tilsmiler dem, mener han.

»Det kan være særlig slemt, hvis mine kolleger vinder flere priser eller sælger flere billetter end jeg. Det kender du også, hvis dine kolleger rammer forsider. Det er frygtelige sider af en selv. Det er for helvede ikke det, det handler om. Men jeg kan jo kun grine ad mig selv, for jeg ved om nogen, hvilket talent og arbejde, de har lagt i det. Det skal vi anerkende.«

Der skal ikke meget til, før jantelovens ånd fortæller ham, at han ikke er noget værd.

»Når jeg går ind til forpremieren, og alle griner, ser jeg kun ham oppe på 6. række, der ikke griner. Når jeg kommer ud bagefter, vil alle sige: »Nej, hvor det gik godt derinde, alle grinte.« Men jeg vil stå og sige: »Jeg fik kraftedeme ikke ham oppe på 6.« Nogle gange bliver jeg så stædig, at jeg kigger på ham, indtil jeg får ham til at smile marginalt. Så bliver det en kamp i kampen.«

Talerækken stopper, og han tænker sig om med en alvor, der hører universitetsverdenen til. For hans retorik består på den ene side af akademiske gloser og samfundsanalyse. Han læser selv på folkeuniversitetet og en forelæsningsrække om danskhed inspirerede ham til at lave et show om danskhed, barnagtighed og velfærdsstatens opløsning.

»Vi opfatter velfærdssamfundet, som om vi er kunder og har ret til at blive forargede, hvis ikke vi får den service, vi har krav på. Det er så barnagtigt. Min karakter Robert er udstillingen af den infantile dansker, som handler for at tilfredsstille vores umiddelbare behov: »Jeg vil have den der, jeg vil have det der« og sætter os selv foran fællesskabet. Men ansvar er ikke noget, man får, det er noget, man tager.«

På den anden side flyver ordene ud af munden på ham, når noget for alvor irriterer ham. Som når talen falder på talentløse talentkonkurrencer eller folks hang til dyr.

»Hvordan kan en fucking hund få lov at fylde en avis i 14 dage? Undskyld, jeg siger det. Thor kan i den grad samle nationen, men der må være noget, der er vigtigere i verden end en hund. Jeg kender folk, der poster billeder af deres hunde på Facebook med nissehuer på. Stop nu. Jeg bliver arrig og bruger enormt mange kræfter på det. Jeg prøver at analysere mig frem til, hvorfor jeg skal se et billede af en hund på Facebook. Jeg burde jo bare sige: Lad nu folk have de hunde i fred. Det er ikke noget at hidse sig op over.«

Midt i talestrømmen banker det på døren, og hans manager spørger, om det ikke er tid til at ryge. Men røgen må vente.

»Jeg er ved at snakke mig varm, og jeg er rasende,« lyder svaret på opfordringen.

Hvorfor bruger du kræfter på at hidse dig op over det?

Lars smiler djævelsk og afvæbnende.

»Det forstår jeg godt, at du spørger om. Indignationen over fuldstændig ligegyldige ting er mit brændstof. Det er som regel mikroskopiske ting. Min hustru siger, at jeg ikke har noget niveau. Hvis jeg taber en kop kaffe, bliver jeg irriteret. Dels har jeg mistet min kaffe, dels skal jeg tørre op. Når tingene går mig imod, står jeg og tramper som et fem-årigt barn. For nylig kunne jeg ikke finde ud af at samle en reol. Jeg blev rasende. Hvad er det for noget pis? Det kunne jeg åbenbart ikke finde ud af. Mine børn rystede på hovedet, som om jeg var idiot: »Slap nu af, det er bare en reol.«

Mandag 4. marts klokken 8.30 i samme mørke lokale på Bremen.

Inden mødet har Lars Hjortshøj deltaget i et indslag på P3. Han sidder og taler med trommeslager Kalle Mathiesen, som skal stå for rytmer og sang under showet. Der er to dage til forpremieren, og overskuddet er ikke helt det samme. Han sidder oprejst, noget stivere på stolen, og ordene falder ikke ud med vanlig lethed. Men vi fortsætter, hvor vi slap, med danskheden i ham selv.

»Jeg kan ikke sige mig fri for selv at være et produkt af barnagtigheden og middelmådigheden. Vi danskere er nogle brokkerøve.«

Han kommer ind på »Olsen-Banden«, som han selv spejler sig i, og som definerer danskhed. Den angste Kjeld, den fjogede Benny og ikke mindst Egon Olsen, der er den lille mand, som kæmper mod systemet.

»Han har altid en plan, men også to gigantiske problemer i Kjeld og Benny – to uduelige hundehoveder, socialdemokrater og hængerøre, der står i vejen for hans succes. I Danmark bilder vi os ind, at andre er en hindring for, at vi lykkes. Tag trafikken. Jeg kan blive så sur. Men jeg skal jo hurtigt frem. Mig, mig, mig. Jeg sidder inde i bilen og råber og skriger. Der kommer min barnlighed op i mig. Jeg bliver så arrig over, at der ligger en eller anden idiot ude på overhalingsbanen. Når jeg så endelig overhaler, kan jeg se, at det er et menneske mellem 70 og 80 år. Kunne vi ikke lave den aftale, at alle dem over 70 først må bruge de befærdede veje efter 9.30, når vi andre er kommet på arbejde? Og benytte landevejen mellem 16 og 17, når vi skal hjem igen. Den er meget pænere. Jeg ved, at det her er en frygtelig side af mig selv. Jeg plæderer for, at andre mennesker ikke må køre på vejene i bestemte tidsrum. Men vi skal jo hurtigt frem og dø lige om lidt.«

Der bliver stille. Så du er selv ærkedansker?

»Ja, der er satme ikke meget fremmed blod i mig. På den måde er jeg usædvanligt dansk. Jeg har også stemt socialdemokratisk, men det er godt nok mange år siden.«

Spørgsmål og svar afslører, at han elsker flæskesteg og er glimrende til at lave den med hvidløg og krydderurter, han har været i Spanien nogle gange, elsker fodbold, har fulgt Thomas Helmig gennem hele karrieren og har set både »Olsen-Banden« og »Matador«. Som teenager i 1980erne drak han som alle andre unge og havde med garanti drukket som de unge i Prag, hvis han var 18 år i dag. Og så har han trykket hånd med Dronningen.

Går du også ind for kongehuset?

»Ja, men i Swaziland. Jeg kan godt lide kongen i leopardskind og hans 60 koner med bare patter. Det er et rigtig kongehus. Hvorfor bliver han aldrig inviteret til en kongemiddag i Danmark? Jeg gad sgu godt se ham live-transmitteret i tv, hvor han sidder med fjer i håret og bar overkrop. Jeg har selv været med i råbekoret, der nedgjorde Prinsgemalen, men det fortryder jeg, for han er den eneste, som opfører sig royalt. Han er flamboyant og farverig og hævet over dansken og middelmådigheden. Han kører den helt ud. Var jeg prinsgemal, havde jeg opført mig nogenlunde lige sådan.«

Ved du så nu – efter dit arbejde med danskhed og dit show, hvad det rigtig vil sige at være dansk?

»Jeg har ikke nogen forklaring på, hvad danskhed er, fordi det ville falde i en stereotyp gryde af rødgrød med fløde, stegt flæsk med persillesovs og andet, vi ikke selv kan leve op til. Så reducerer vi danskhed til en klaphattekultur. Men jeg kan da ikke huske, hvornår jeg sidst har spist rødgrød med fløde. Det interessante ved danskhedsbegrebet er, at det bygger på en antagelse af, at vi er noget specielt. Vi har behov for at definere den. Det bedste er, hvis CNN kommer til Danmark og laver et indslag, eller Oprah kommer til landet. Det kan vi rigtig godt lide. Eller måske endnu bedre hvad andre journalister skriver om os i udlandet. Der er et ekstremt behov for, at andre skal se os udefra.«

Han holder endnu en kunstpause og kommer i tanke om noget sjovt med alvor i. For det er faktisk en god ting at se tingene fra andres perspektiv, hvis man virkelig vil vide besked om danskhed.

»Jeg kan godt grine af, at når jeg går ind i en indvandrerkiosk, har de guldbajere, rødkål og pornoblade. Der er en grund til, at Mohammad har de varer på hylden. Det er fordi, de sælger.

Han har lavet en analyse af, hvad der skal til for at tilfredsstille danske kunder. Der har du hele den danske folkesjæl.«

Showet »My Danish Collection« havde premiere 7. marts på Bremen i København og når hele landet rundt til og med 31. maj.

brementeater.dk