Så man Per Wennicks dygtigt tilrettelagte dokumentarfilm om skuespilleren Frits Helmuth, »Frits – Ølhundens søn«, er der scener, man ville ønske, man aldrig havde set. Filmen blev vist på DR sidste år. Den var baseret optagelser, som Helmuth selv havde sat i værk kort før sin død i 2004. Efter et langt liv ville han tilsyneladende fortælle historien, sådan som den var. Sådan som han ikke havde evnet at fortælle den i sin egen erindringsbog med den titel, »Med mellemrum«, der sigtede til hans berømte tandsæt, men som også passende kunne referere til en helt anden slags mellemrum: de fortielser, han ikke havde mod og kræfter til at dele med resten af verden.

I sit ejendommelige filmprojekt ville han ud med den barske, usminkede fortælling om den opvækst, der martrede ham til det sidste. Om den pris, en fornem, men krævende karriere havde kostet i privaten. Om sine tre forliste ægteskaber. Om det svigt, han selv havde udsat sine børn for. Om ensomheden. Om den alkoholisme, der omtrent havde overtaget hans liv. Resultatet var forstemmende. Nærbillederne fortalte alt om tilstanden: Øjnene skvulpede i vand, næsen var blå, kinderne rødsprængte af sprut. Meget var fordrukkent sludder: »Hvor meget poesi tror du, der kommer ud af et glas isvand?« Var det virkelig nødvendigt at vise den store skuespiller Frits Helmuth ligge hulkende på gulvet? Vidste Helmuth overhovedet, hvad han havde haft gang i?

Uden dokumentarfilmen, der havde overvældende seertal på DR1, havde der næppe været en ny bog om Frits Helmuth. Men det er der nu. Journalisten Andreas Fugl Thøgersen har skrevet »Frits Helmuth – en biografi«, som i og for sig ikke ændrer så meget i den tragiske fortælling om familien Helmuth, som kun antydes af Frits Helmuth selv i hans egne memoirer, men som fik fuld skrue i den tidligere Se & Hør-journalist John Lindskogs »Faders vilje – Osvald, Søster og Frits Helmuth« (2005), der afslørede rimeligt chokerende detaljer fra den berømte teaterfamilies liv bag den glamouriserede facade.

Til gengæld jonglerer den nye biografi fornemt rundt med de fakta, der allerede er til rådighed. Og forfatteren kan lægge nyt til i forbindelse med de sidste år – der, hvor Frits Helmuth havde erklæret, at han ville drikke sig ihjel og var godt på vej til det. Her bidrager børnene Mikael og Pusle Helmuth med klare, usentimentale og nøgternt konstaterende, men alligevel kærlige stemmer.

Forsidebilledet

»En mand er mindst sig selv, når han udtaler sig på egne vegne. Giv ham en maske på. Og han vil sige sandheden.« Det er det citat, Andreas Fugl Thøgersen har sat i front, inden vi overhovdet er gået i gang. Det var ikke Helmuth selv, der sagde det, men derimod Oscar Wilde. Sammenhængen med den danske skuespiller, der døde for ti år siden? Naturligvis den ofte fortalte, men her særligt gennemførte historie, at det at øse af sig selv, at afsøge alle kroge af sindet, sådan som den store kunster må gøre for at kunne yde det, han eller hun skal, har sin pris. En pris, som handler om ikke at overkomme at være rigtig til stede i livet, fordi man ofrer det hele på kunstens alter. Frits Helmuth vidste, at han var blevet en stor skuespiller: »Jeg er en ener«. Men han vidste også, hvor meget hans kunstneriske meddelelsestrang kostede. Hvis man sætter kunsten først, hvad er der så tilbage til én selv, når rampelyset er slukket? Hvis man prioriterer livet i fiktionen, hvad er der så tilbage til dem, der omgiver en – til konerne, kæresterne, børnene? Og hvad stiller man op i livet, når man kan spille alle de store roller, men ikke den måske væsentligste: den som sig selv.

Som en af de instruktører, der kendte Helmuth bedst, Kaspar Rostrup, siger i bogen: »Frits levede det meste af sit liv i en uvirkelighed, for det er det at stå på scenen eller være med i film, og til sidst blev den til virkelighed for ham. Det forplantede sig til publikum, hvor nært og godt han spillede, men det gjorde hans private liv svært.«

Faders vilje

Men er historien om Frits Helmuth historien om den pris, kunstneren betaler, så er det også beretningen om alt det, den store eners omgivelser må lide under. Om de ulykker, der kan nedarves fra generation til generation. En biografi om Frits Helmuth bliver næsten lige så meget fortællingen om Osvald. Så meget fyldte faderen i hans liv, så lange skygger kastede han ind over den søn, der var bange for ham, som aldrig fik hans anerkendelse, og som hele livet forsøgte at finde en rolle som andet og mere end »Ølhundens søn«.

»Faders vilje« hed en af Osvald Helmuths viser. Og den herskede i den grad hjemme på Søbakken 5 i Skovshoved, hvor den store Osvald, som hele Danmark var på fornavn med, regerede. Elsket for sin sublime visekunst, hvor han oftest optrådte som den lille mands inkarnation og forsvarer. Han kendte alle livets jævneste udtryk og gengav dem »med så ren en naturlighed, at man kommer til at elske ham,« som tidens store kritiker Frederiks Schyberg skrev.

»Frits Helmuth – en biografi« videregiver dygtigt den medaljens bagside, som danskerne aldrig fik kendskab til. Osvald var en drukmås, som ikke bare forsvandt henne om hjørnet i dagevis, men som også var nede i kælderen. Han var biseksuel, en kendsgerning, der nu bekræftes af familien, og havde affærer både med kvinder og unge mænd, som han slæbte hjem på adressen i de tidlige morgentimer, mens hans kone lå søvnløs og nedfældede bitre dagbogsnotater. Han opførte sig i det hele taget som en gemen tyran over for konen, kællingen, madammen, der omtrent var reduceret til opvarterske, men som alligevel ikke kunne forlade det dumme svin – til trods for en mangeårig forelskelse i en gift, norsk faldskærmssoldat, hun plejede under krigen. Hun kunne ikke tage Osvald fra danskerne, og han ville gå til grunde uden hende.

Vidunder- og præmiebarnet Frits, der allerede som barn fik mavesår, led under et ødelæggende had-kærlighedsforhold til den beundrede far, der mishandlede moderen psykisk på hjemmefronten, og som sønnen på et tidspunkt prøvede på at kværke. Stærke sager. Jo tak, men her brugt i en sammenhæng, hvor de bidrager til den mosaik, der lægges af kunstneren Frits Helmuth. Ham, der tidligt får at vide af moderen, at han ikke bør gå skuespillervejen, fordi han aldrig vil kunne måle sig med sin far, men som alligevel gør det.

Uhyggelig symbolik

Længe spiller han den pæne unge mand, delvis dikteret af et fysiognomi med et lidt ukarakteristisk, blødt ansigt. Men det lille handicap fik han vendt til en fordel: »Jeg ligner ikke noget som helst – der er det, der er det gode ved det,« som han selv formulerede det, for det ydre blev illumineret indefra. Som ung var hans naturlige replik farvet af renhed og naivitet, men med tiden blev han en stor karakterskuespiller. Han havde stadig en umiddelbar forbindelse til det rørende og det resignerende– tænk på »Dansen med Regitze«, men smerten kunne også være satanisk og livsfarlig, intelligent og drilagtigt snu – tænk på lektor Blomme i »Det forsømte forår«. I den folkelige bevidsthed voksede han sig ud af sin fars skygge.

Men gjorde han det nogensinde rigtigt i sin egen? Tag engang og kig på det Rigmor Mydtskov-forsidefoto af den ældre Frits, der pryder Andreas Fugl Thøgersens biografi. Ligheden med Osvald er slående. Han kom til at ligne ham fuldstændig med årene. Og der er en nærmest brutalt ironisk, halvt perverteret grusomhed i, at den første rolle, drengeskuespilleren Frits overhovedet spillede, var som faren – eller i hvert fald drengeversionen af den rolle, Osvald spillede – i filmen »Blaavand melder storm« i 1938. Og at hans sidste optræden på en scene var i rollen som Osvald selv i et stykke skrevet af Klaus Rifbjerg, hvor han – efter at have holdt sig fra det livet igennem – endelig sang sin fars berømte viser. Som et sidste forsøg på forsoning, et desperat forsøg på at få liv og kunst til at gå op. Symbolikken er næsten uhyggelig. Og biografiens forfatter lader arven gå videre i et såkaldt appendix, hvor han effektivt lader sønnen Mikael Helmuth sidde tavs og rødmosset i sin teatergarderobe.

Den velresearchede biografi hævder sig ved det kor af empatiske og forundrede stemmer, der bidrager til forståelsen af den vanskelige rolle som kunster og menneske i livet: de begavede teaterkolleger Thure Lindhardt, Kasper Rostrup, Peter Schrøder og Ghita Nørby, foruden altså også børnene Pusle og Mikael. Et par mindre fejl skæmmer en smule. Men det ændrer ikke ved, at bogen om Frits Helmuth er et både rystende og rørende billede af en stor skuepiller. Skrevet med det niveau, med den forståelse for sammenhængen mellem liv og kunst, der berettiger det nærgående. Frits Helmuth har fået den livsskildring, han fortjener, og som han ikke selv evnede at videregive, selv om han prøvede i flere omgange. For man kan sige meget om Frits Helmuth. Og meget er blevet sagt. Men han var en fremragende skuespiller.

Titel: »Frits Helmuth – en biografi«.

Forfatter: Andreas Fugl Thøgersen.

Sider: 300. Pris: 300.

Forlag: Gyldendal.

Læs et uddrag fra bogen her: