»Min konklusion er, at jeg havde haft det lettere som ukendt, selv om folk typisk tror det modsatte. Har du én gang været barnestjerne, så er du altid barnestjerne i folks øjne,« siger Pusle Helmuth.
»Det samme gælder formentlig for realitystjerner, der også har svært ved at bryde ud af deres bås. Jeg har dog lært at leve med det, fordi jeg har prøvet det, fra jeg var barn, men det er alligevel hårdt. Du er ikke noget værd, hvis du har været barnestjerne. Sådan har jeg følt det i perioder«.
Siden 2005 har 51-årige Pusle Helmuth arbejdet som lægesekretær samtidig med, at hun har haft et almindeligt familieliv med mand og to børn på 11 og otte år og en søn på 21 år fra et tidligere forhold. Ved siden af har der være fart på med bogudgivelse, foredrag, kunstudstilling og medvirken i diverse TV-udsendelser.
Livet som barnestjerne var festligt, og Pusle Helmuth har mange kære minder derfra. Men en opvækst, der var så anderledes end de fleste andres, har også krævet en del tankevirksomhed som voksen for at bryde barndommens mønstre, så de ikke blev ført videre til hendes egne børn. Balancen i livet er til stede nu, og derfor taler Pusle Helmuth også gerne om både alt det gode og det mindre gode ved sin karriere.
Hendes farfar er legendariske Osvald Helmuth, og hun er datter af skuespillerne Frits Helmuth og Jeanne Darville. Hendes far kom til tops, men havde samtidig et hårdt liv med megen alkohol uden for rampelyset.
Hendes mor var uddannet skuespiller på Det Kongelige Teater, men selv om det blev til mange film, blev det ikke til de hovedroller, hun ønskede. Jeanne Darville fik i stedet for sine ambitioner vækket til live i lille Pusle, der kom med i sin første film om »Min søsters børn« i 1966, da hun kun var tre et halvt år gammel.
Forældrene kunne ikke gøre det anderledes
I alt blev det til fire film i den kolossalt populære filmserie om »Min søsters børn« samt en enkelt anden film. I slutningen af 1960erne toppede det med Pusle-dukker, reklamer for Eventyr-is samt 13 singleplader blandt andet med »Tryllesangen«, som hun fik en sølvplade for.
»Min mor troede fuldt og fast på mit talent, og udefra kom det til at se ud som om, hun forsøgte at forlænge karrieren et godt stykke tid ud over det tidspunkt, hvor jeg syntes, det var sjovt. Det var formentlig ikke bevidst. Min mor ønskede bare, at det ikke måtte stoppe,« siger Pusle Helmuth.
Jeanne Darville døde i 1994 og Frits Helmuth i 2004. Forholdet mellem far og datter var aldrig nemt, og de nåede aldrig at blive særligt nære.
»Begge mine forældre har gjort det så godt, de kunne. Deres egen opvækst gjorde bare, at de ikke kunne handle anderledes, end de gjorde. De er begge tilgivet, og jeg har så forhåbentlig formået selv at rette op på de ting i mit liv, de ikke lærte mig om eller gav mig. I vores generation er der heldigvis større tradition for at tænke sig om og gå til psykolog, så man som forælder kan bryde den onde cirkel.«
Var mest sammen med voksne
Når vi andre kigger i gamle familiefotos, bladrer Pusle Helmuth i stedet for i scrapbøger, gamle avisartikler og ugeblade samt samlinger af stillbilleder fra film.
»Fra filmene husker jeg bedst familiestemningen på holdet, der var den samme film efter film. Og så var det bare sjovt at være med i filmene. Det eneste, jeg husker som træls, var, at jeg ikke måtte det, som alle de andre børn måtte. Jeg måtte ikke falde og slå en tand ud, for man kunne ikke sådan lige sætte en ny tand på, som man kan i dag. Alt var mere besværligt dengang. Og så passede min mor bare godt på mig. Jeg ville gerne lege med drengene og cykle og gynge, men det måtte jeg ikke for min mor«, siger Pusle Helmuth.
Jeanne Darville synes ikke, at Pusle var moden nok til at komme i skole, før hun var otte år gammel. Hun brugte stadig sut, da hun begyndte i skole, og hun havde ikke mange veninder som barn. Eller sociale netværk på samme måde som skolekammeraterne.
»Jeg var for det meste kun sammen med voksne og gik til receptioner med min mor, så det blev ikke til mange børnefødselsdage. Karrieren stoppede, da Annelise Reenberg stoppede filmserien, fordi vi børn blev for store. Min mor forsøgte at lave cabaret med mig i Helsingør, men det gik ikke så godt. Jeg var glad for at stoppe, men min mor var ked af det, og det kunne jeg mærke«.
Indtil hun blev 18 år, følte Pusle Helmuth, at hun var henvist til at sidde hjemme i weekenden og se fjernsyn og spise slik med sin mor, fordi hun ikke måtte gå i byen. Resultatet var, at hun blev for tyk, og til sidst rev hun sig da også løs fra den bekymrede mor.
Kampen for tryghed
Pusle Helmuths mor havde fået indprentet i sit barn, at hun med tiden nok skulle komme til Hollywood og vinde en Oscar.
»Det var først, da jeg var i 20erne, det gik op for mig, at det var utopi, og det var lidt hårdt, for jeg havde hængt en masse håb og drømme op på det luftkastel. Jeg fandt ud af, at jeg ingenting var mere. Det var ret hårdt. Jeg skulle bygge noget helt nyt op forfra, og det magtede jeg ikke på det tidspunkt«, siger Pusle Helmuth.
På ét plan blev Pusle Helmuth voksen hurtigere, men på et andet var hun mere forvirret end de fleste.
»Mange får først deres karriere, når de bliver voksne, og jeg fik den, da jeg var barn. Det betyder, at jeg har prøvet rigtig mange ting som helt ung, som andre først prøver, når de er i 30erne. Det betød også, at jeg var meget langsom til at finde ud af, hvad jeg ville i stedet for. På den måde har livet som barnestjerne ikke været så godt. Jeg har jagtet noget, jeg ikke skulle jagte og ikke kunne få og derfor brugt en masse tid på ingenting. Jeg har også spildt en masse tid på at gå i byen og alt det, jeg ikke måtte, da jeg var teenager. På det punkt har mit liv været forvirrende, turbulent og utrygt. Trygheden fik jeg ikke, før jeg mødte min nuværende mand, da jeg var 32 år«, siger Pusle Helmuth.
Skal være med i TV-serie
Pusle Helmuth fortryder, at hun ikke i sin tid søgte ind på skuespillerskolen. Hun forsøgte også at blive TV-vært og ville gerne arbejde bag kulisserne i showbusiness.
»Jeg har i perioder syntes, at det var mærkeligt, at jeg var med i premiereræset og ikke med i showbusiness længere, så jeg har haft det hér ønske om at komme ind til savsmuldet i manegen igen. Det er bare ikke rigtigt blevet til noget. På den ene side kan man sige, at det så måske ikke var meningen, men jeg er alligevel samtidig forundret over, at jeg i visse situationer ikke kom længere. På grund af mit navn er jeg altid kommet igennem til de øverste hoveder i telefonen, men det lykkedes for eksempel ikke at blive TV-vært«, siger Pusle Helmuth.
Skuespillerdrømmen lever imidlertid i bedste velgående. Gennem et par år har Pusle Helmuth læst hos skuespiller, instruktør og tidligere teaterdirektør Jan Hertz.
»Jeg har ikke værktøjer som en professionel skuespiller, men jeg mener, at har du talent som barn, så har du det også endnu, selv om det har ligget i dvale. Hos Jan Hertz har jeg indstuderet både nogle Ibsen-scener og øvet en del forskellige skuespillerteknikker. Det har været meget spændende. Det var først, da min far døde, at jeg fik en enorm lyst til at afprøve mig selv som skuespiller, og jeg sagde fra starten til Jan Hertz, at han skulle sige sin ærlige mening. Han har hele tiden opmuntret mig til at fortsætte, og det er et godt tegn. Hertz vil have, at jeg skal spille teater, men det vil jeg ikke så gerne. Heldigvis har jeg den luksus, at jeg ikke skal leve af skuespil, så nu tager jeg den første mulighed med en TV-serie,« siger Pusle Helmuth.
I løbet af denne og næste måned indspiller filmproducenterne fra Incredible Stories en pilotepisode til TV-serien »Jensen«. Den nye serie sigter mod hele familien og er et Indiana Jones-agtigt eventyr, der foregår i 1960erne og bliver fortalt med brug af masser af effekter.
Håbet er, at pilotepisoden skal munde ud i en første sæson på ti afsnit til enten DR eller TV 2. Seriens skabere Anders Meldgaard og Daniel French har valgt Pusle Helmuth til den voksne hovedrolle som den på én gang livlige og mystiske Tante Nørregaard.
»Og kommer der flere tilbud, vil jeg ikke udelukke noget,« siger Pusle Helmuth.