SORT: Dalen omkring Noguera Pallaresa-flodens rivende vandmasser bliver stadig smallere og mere dyster, jo tættere vi kommer på Pyrenæerne. Og da landevejen forsvinder ind i en lang, mørk tunnel på en lokalitet kendt som Helvedets Slugt (El Barranc de l’Infern), er det, som var vi nået til verdens ende.

Et par kilometer omme på den anden side ligger, ikke desto mindre, byen Sort – kilet ned mellem bjergsiderne på et sted, hvor dalen lige netop giver plads til en forvokset landsby.

På den ene side af hovedgaden klumper det historiske kvarters gamle kampestenshuse sig sammen mellem kirken og en middelalderlig borgruin. På den anden står de nye etageejendomme, der skød op for nogle årtier siden i forbindelse med byggeriet af områdets mange vandkraftværker. Ude i floden repræsenterer en white water-bane den adventure-turisme, som de fleste af byens godt og vel 2.000 indbyggere i dag lever af. Og ret meget mere ville der næppe være at fortælle om Sort, hvis det ikke var for Spaniens berømte julelotteri – verdenskendt som El Gordo (Den Fede).

Udtrækningen er netop gået i gang, da vi tidligt om formiddagen ruller ind i byen. Det er søndag 22. december og »den dag, hvor hele Spanien drømmer i takt«, som speakeren i radioens transmission formulerer det. Umiddelbart ser de få, som har vovet sig udendørs, ellers først og fremmest søvnige ud, mens de går og skutter sig på hovedgadens solside. Men henne ved det lokale lotteriudsalg i byens nordlige udkant vidner en række sendevogne om, at vi ganske rigtigt befinder os i »Den Fedes« uofficielle hovedstad.

En rummelig bar ved siden af La Bruixa d’Or – guldheksen, som udsalget af uransagelige årsager hedder – er indrettet som pressecenter. Og mens børnene fra San Indefonso-skolen i Madrid på en stor TV-skærm i et hjørne af lokalet traditionen tro råber de udtrukne numre op med munkesangslignende messen, går Xavier Gabriel omkring og holder hof med de mange spanske og udenlandske journalister.

Af og til bryder klapsalver ud, når det viser sig, at en lodseddel solgt i hans forretning – igen – har vundet en af de større præmier. Men snarere end hekseri er der tale om behændighed. I år har Xavier Gabriel helt præcist 18,6 procent chance for at »vinde« El Gordo, forklarer han.

La Bruixas telefonsvarer, der beder kunderne trykke »1«, hvis de vil købe lodder for over 2.000 euro, giver en idé om hvorfor. Udsalget i den catalanske bjergflække er Spaniens i særklasse største forhandler af julelotteri.

»I skolen fik jeg altid topkarakterer i matematik, mens jeg ofte måtte gå om i andre fag. Jeg var vild med tal og allerede i konfirmationsalderen plagede jeg mine forældre om, at vi skulle sælge lotteri i deres kiosk. Det gik jeg så i gang med, da jeg selv overtog den,« fortæller den 56-årige forretningsmand.

Også i den grad. Xavier Gabriel udnyttede i sin marketing dygtigt den omstændighed, at Sort på catalansk betyder »held« til at øge sin omsætning – ikke mindst da det blev muligt at sælge via internettet. Tre lunser af »Den Fede« langet over disken i 2003, 2004 og 2007 gjorde resten, og siden har alverdens overtroiske spillefugle og andre Gordo-turister året rundt stået i kø for at købe lodder i Sort.

I dag er Xavier Gabriel en af Cataloniens rigeste mænd, og sideaktiviteter i bl.a. restaurations- og modebranchen kombineres med et sponsorskab for den basketballklub i Manresa, hvor danske Rasmus Larsen spiller. Lotterisælgeren har også lagt billet ind på at blive den første spanske turist i rummet.

I det hele taget er det gået bedre end godt, indtil der i år dukkede slanger op i hans spilleparadis. Det vil sige, i forretningssammenhæng regner Xavier Gabriel ikke den catalanske selvstyreregerings lancering af sit konkurrerende nytårslotteri med navnet La Grossa – hvilket også betyder den fede, men på catalansk – for stort mere end en spoleorm. Som borger i den gennem de seneste år stadig mere løsrivelseslystne østspanske region er han imidlertid vred.

»I et område med vores økonomiske problemer burde politikerne sætte alle kræfter ind på at skabe arbejde til de unge og forhindre, at de mest talentfulde af dem emigrerer. I stedet vælger regeringen at bruge de penge, den ikke har, på et lotteri, der aldrig for alvor kan blive rentabelt med et relativt lille kundegrundlag som her i Catalonien,« hvæser Xavier Gabriel.

Han medgiver, at La Grossa i slipstrømmen fra de seneste måneders nationale tidehverv formentlig vil sælge pænt i år, fordi mange vil købe lodderne alene af patriotiske grunde. Men det gør blot det hele endnu værre, mener lotterisælgeren:

»Indtil for nylig var VM i fodbold og julelotteriet noget af det eneste, som catalanere og spaniere kunne være fælles om, uanset hvad de i øvrigt mente politisk. Nu har de sat en grænsebom op for spilleglæden; endnu en forpulet barriere mellem almindelige mennesker.«

I Barcelona ser Elsa Artadi, der leder den catalanske selvstyreregerings generaldirektorat for afgifter og spil, ikke overraskende anderledes på sagen. La Grossa handler først og fremmest om at tjene penge, og det kan man sagtens, hævder hun.

»Vi har solgt lotteri siden 1987 men de seneste år oplevet, hvordan overskuddet, der går ubeskåret til vores velfærdsprogrammer, er blevet reduceret af krisen og diverse onlinespil. Derfor begyndte vi allerede for halvandet år siden, altså før løsrivelsesprocessen tog fart, at lege med ideen om et julelotteri,« forklarer Elsa Artadi og minder om, at catalanerne sidste år brugte 500 mio. euro på den type spil.

Regionen udgør med andre ord et ganske appetitligt marked, og hvorfor i alverden skulle selvstyreregeringen holde sig ude af det, når den oven i købet spiller på hjemmebane, spørger lotteridirektøren.

Xavier Gabriel står imidlertid langtfra alene med sin kritik. Også i Madrid beskylder især den konservative presse selvstyreregeringen for at have brudt julefreden med sit i øvrigt patetiske forsøg på at efterabe El Gordo. Elsa Artadi afviser, at navnet på hendes lotteri skulle være et plagiat. Men hun erkender, at de omkring 25 mio euro, som La Grossa ventes at omsætte for i sin debut på markedet, i nogen grad hænger sammen med den politiske situation.

»Det er oplagt, at mange for øjeblikket foretrækker at købe vores lotteri i stedet for det, som den spanske stat sælger. Folk ved, at overskuddet går til catalanernes egen velfærd og ikke alle mulige andre ting. Og samtidig udgør lotteriet naturligvis en ganske vist meget lille mursten i arbejdet med at opbygge en nation i den forstand, at selvstyreregeringen altid forsøger at varetage samtlige de opgaver, som vi lovligt har ret til at udføre,« forklarer Elsa Artadi og tilføjer:

»I øvrigt ville vi hellere end gerne sælge La Grossa via La Bruixa d’Or, hvis ikke det spanske nationallotteri krævede eksklusivitet.«

Tilbage i Sort er trækningen forbi. El Gordo har ikke smilet til Xavier Gabriels kunder i år, men han er alligevel godt tilfreds. Ikke færre end halvdelen af julelotteriets 12 sekundære hovedpræmier er solgt i Sort.

»Seks styks ligesom pokalerne i Pep Guardiolas første år som træner for FC Barcelona. Det er aldrig sket før. Konkurrencen fra regeringen virker åbenbart stimulerende,« siger lotterisælgeren med et ironisk smil, da vi siger farvel.

Udenfor har solen fået magt, og da søndagsgudstjenesten er slut, fyldes hovedgaden med spadserende. Mange af dem kigger indenfor til en enkelt på El Coyote, hvor Fransisco – en ældre herre med rødder i sydspanske Granada – byder på en for en bar i Pyrenæerne overraskende god friturestegt calamarblæksprutte og uden politiske kvababbelser sælger lodder til såvel El Gordo som La Grossa.

Xavier Jubany skal først have overstået en fodboldkamp med sønnerne Pau og Arnau henne på kirkepladsen. Den 39-årige vandværksarbejder mener ikke, at lotteri og politik har ret meget med hinanden at gøre, og så alligevel.

»Når min navnebror henne i La Bruixa er sur, mon så ikke det handler mest om, at han ikke kan sælge de nye lodder? Hvis man som mange her i byen plejer at bruge 200 euro på julelotteri, og de 50 går til La Grossa, så er det jo omsætning, han går glip af,« forklarer han i »halvlegen« og tilføjer:

»Men hvis lotteriet kan være med til at rejse midler til sundhedssystemet eller reparation af vores veje, så er det jo positivt for alle. Midler, vel at mærke, som vi selv kan råde over uden at spørge om lov i Madrid, hvor man kun er interesseret i at mase alt økonomisk liv ud af os.«

Kort efter ruller bolden videre, og vi sætter kursen sydpå igen – ud gennem Helvedets Slugt. På vejen tilbage viser et hurtigt tjek af vores egne El Gordo-lodsedler, at det igen i år kun er blevet til et par skaldede euro. Måske der er mere held i La Grossa?