Nu, hvor den del af Europa, der ligger syd for den danske landegrænse, har begyndt ferien, viser de første grønne spirer sig endelig i det kriseplagede Sydeuropa. I Spanien, hvor den borgerlige flertalsregering med Mariano Rajoy i spidsen har anlagt en konsekvent reformkurs, er ledigheden for første gang i flere år begyndt at falde. Den er stadig høj, 26 pct., men det går den rigtige vej. Landets eksportindustri har genvundet sin konkurrenceevne, og betalingsbalancen er i plus. Det stive spanske arbejdsmarked er gjort mere fleksibelt, og virksomhederne tør nu igen ansætte nye medarbejdere. Samtidig hjælper det selvfølgelig Spanien, at de nordeuropæiske turister i år svigter det urolige Egypten og til dels Tyrkiet til fordel for de spanske strande.

Et egentligt selvbærende opsving har vi endnu til gode – bl.a. fordi de spanske banker stadig er sårbare og holder igen med udlån. Men væksten ser ud til at blive positiv i andet halvår. Også i Grækenland er der små tegn på, at den EU- og IMF-dikterede hestekur er begyndt at virke. Dog er grækerne fortsat bagud med de reformer, der skal mindske landets tunge og korrupte offentlige sektor. I Portugal er den siddende centrum-højre regering under hårdt pres fra oppositionen, men holder stadig fast i reformkursen. Tilbage er Italien, hvor udviklingen fremdeles giver anledning til bekymring. Siden Monti-regeringen trådte tilbage, er reformkursen sat på stand by, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at den bliver genoptaget. Først skal en ny valglov vedtages. Derefter bliver de italienske vælgere formentlig spurgt på ny. Forhåbentlig viser de større ansvarlighed end ved valget i februar, hvor anarkisten Beppe Grillo og folkeforføreren Berlusconi fik et alt for godt resultat.

De spanske og til dels også de græske, portugisiske og irske reformer følger i det spor, der blev lagt af Letland for år tilbage, da denne baltiske stat ramtes hårdt af finanskrisen. Den lettiske kur har været barsk, men nu, hvor den er udstået, står Letland tilbage med en sund og bæredygtig økonomi, der kvalificerer landet til medlemskab af euroen. De spæde tegn på opsving i Sydeuropa er opmuntrende, selv om de kommer sent, og udviklingen endnu er usikker. Man har diskuteret, om regeringerne politisk kunne holde til at gennemføre reformerne. Både i Spanien, Portugal og Grækenland er de under hårdt pres. Men standhaftigheden ser ud til at blive belønnet.

Situationen i Sydeuropa minder på slående vis om tilstanden i Danmark ved indgangen til 1980erne, hvor Anker Jørgensen-regeringen havde kørt landet ud på afgrundens rand med gentagne devalueringer og en løs økonomisk politik. Schlüter-regeringen lagde kronen fast og gennemførte liberaliseringer og sparekure, der i løbet af årtiet lagde grunden for det langvarige opsving, vi fik i 90erne og i nullerne. Erfaringerne fra dengang viser, at reformer er den langtidsholdbare vej ud af krisen – devalueringer og store offentlige pengeudpumpninger gør kun problemerne værre. Det er man nu også ved at lære i Sydeuropa, om end indlæringstiden har været usædvanlig lang.