På denne dag for nøjagtig et år siden blev overtegnede i al hast sendt af sted til Norge for avisen.

En bombe var gået af i Oslos regeringskvarter, der var en del ødelæggelser og muligvis også enkelte dræbte, rapporterede TV og nyhedsbureauer. Tag derop, se hvad der sker - og skriv, lød ordren fra redaktionsledelsen.

Ved ankomsten til Oslos Gardermoen Lufthavn midt på aftenen 22. juli sidste år stod det klart, at det ellers så fredelige land var forandret.

Bevæbnede politifolk med nervøse blikke gik rundt i transithallerne, passagerer snakkede lavmælt sammen i grupper, nogle græd, og det centrale Oslo var angiveligt spærret af.

Inde i den norske hovedstad fik man syn for sagen. Selv 400-500 meter fra bombesprængningen lå knuste butiksruder på asfalten eller hen over stole og borde på fortovscafeer. Og selve Youngstorget foran det næsten totalsplintrede regeringshøjhus lignede en krigszone.

Mens Berlingskes udsendte gik rystet rundt i aftenmørket i dette kaos af støv og glasstumper, var Utøya endnu ikke den altoverskyggende tragedie. Man begyndte at forstå, at der formentlig var en sammenhæng mellem den enorme bombesprængning i Oslo midt på eftermiddagen og noget, der mindede om en massakre på unge medlemmer af det norske arbejderparti et par timer senere samme dag. Men ved sengetid denne fredag aften i Oslo talte politiet stadig om op mod ti dræbte ude på øen.Næste morgen var alt forandret. På NRK og norsk TV2 havde studieværterne svært ved at holde tårerne tilbage, mens de berettede om, at der formentlig var 80 dræbte unge mennesker ude på øen foruden syv ofre inde i Oslo.80! Det virkede komplet uvirkeligt. Som noget, der bare ikke burde kunne ske i vores fredselskende, velhavende og velfungerende broderland.

Fokus var flyttet fra en splintret og lammet statsadministration hvilket i sig selv var en historisk stor katastrofe til en idyllisk, beskeden og hjerteformet ø ude i Tyrifjorden vest for Oslo.

Jeg glemmer aldrig turen derud - i en udlejningsbil sammen med gode kolleger fra andre danske medier.

Om sommeren er det sydlige Norge bjergtagende smukt. Blinkende søer, grønne fjelde, vajende norske flag, luft så frisk at man kunne sælge den på flaske.

Sådan så der ud på vejen langs Tyrifjorden, og sådan ville man have oplevet det, hvis ikke en galning havde forandret alt dagen før. Nu var idyllen brudt af kolonner af ambulancer, ligvogne og busser med pårørende i chok. Vi fik ikke lov at gøre holdt foran selve øen, der ligger få hundrede meter fra land. Men på øens kyst kunne vi se dusinvis af hvide ligposer, og overalt sejlede gummibåde med dykkere for at finkæmme farvandet for eventuelle druknede.

På det nærliggende Sundvollen Hotel, der hastigt var indrettet som samlingssted for overlevende og pårørende, var stemningen på det udendørs udskænkningsområde så trykket, at det nærmede sig det ubærlige. Utrøstelige unge mennesker, indsvøbt i tæpper, omfavnede hulkende deres forældre, og en let regn silede ned.Der er ingen grund til her at gå i detaljer med de moralske og helt personlige overvejelser, man gør sig som journalist midt i en så ufattelig tragedie. Men mødet med de tapre unge mennesker, der havde gennemlevet et mareridt, som ingen nogensinde burde opleve, sidder stadig dybt i mig her et år efter.Heldigvis sidder der et endnu stærkere minde tilbage om nordmændene. Og det er sammenholdet og den stædige insisteren på, at kærlighedens og ikke hadets arm er den stærkeste.

Man så det allerede om aftenen dagen efter massakren. Unge, gamle, indvandrere, ægtepar med børn, nyforelskede med armene slynget om hinanden i hobevis vandrede de stilfærdigt gennem Oslos gader for at lægge blomster foran byens domkirke.

I begyndelsen drejede det sig bare om nogle få kvadratmeter med roser og tulipaner. Men som dagene gik, voksede og voksede blomsterhavet, til det havde nået en størrelse, der syntes naturstridig.

Det var umuligt ikke at få en klump i halsen ved synet af denne tavse og uendeligt smukke manifestation - på én gang et folkeligt udtryk for grænseløs medfølelse med de overlevende og deres pårørende og en magtfuld demonstration mod intolerance, ekstremisme og had.

Gid Danmark aldrig må opleve noget lignende. Men skulle det unævnelige ske, vil jeg ønske, at vi kan følge nordmændenes eksempel og give de gale fundamentalister fingeren med blomster, fællessang og udstrakte arme mod hverandre.

Web-tv: Norges statsminister deler sine erindringer om dagene efter 22.
juli-massakren. Og om, hvordan han fandt trøst og en ny glæde ved livet.