Journalisten gik op til baren. Kaffebaren.

Han følte i det øjeblik, at han havde set det hele, og det hele havde tydeligvis set ham. Hans hår var væk, hans hud var solrynket, og han forsøgte ikke engang at skjule en alder, hvor alle cheferne var yngre end ham.

I et dårligt lys lignede han sådan én, som Hans Pilgaard ville komme til hjælp.

»Og hvad kan jeg hjælpe dig med,« kvidrede kaffepigen, som kunne være undfanget til en Wham-koncert.

Journalisten vågnede af sin selvafskrivning. »En dobbelt espresso,« sagde han, men rettede ordren, inden hun nåede at skrive den på papkoppen: »Tredobbelt.«

»Du er ikke bange af dig,« replicerede hun.

Det var en slags kompliment, og han nåede at sole sig i den i præcist syv sekunder. Så fik han øje på manden. Han stod kun ganske få skridt væk, og han ragede ikke så meget op, som han ragede ud. Journalisten gav ham en hurtig visitering og fæstnede øjnene på det mest iøjnefaldende: I mandens bælte, i et opknappet hylster, sad en Glock, en ni millimeter pistol med 17 skud, og mellem den og forstøvningen var kun en enkelt ulykkelig beslutning.

Journalisten følte tilværelsens ulidelige vilkårlighed og sin egen dødelighed og ikke mindst, at barristaen tog fejl. Alvorligt fejl.

I næste afsnit undrede journalisten sig over, hvordan Dan Turèll kunne holde den stil gående i bog efter bog – og han vendte tilbage til de hele sætninger uden for faux noîr.

For jeg stod i en Starbucks i Phoenix, og det gjorde han også, den lille mand med den store pistol. Jeg er ikke våbenfetichist, men jeg genkendte den som en Glock, fordi jeg har skrevet om mange af de massedrab, der netop involverer en Glock, og jeg følte mig så ilde til mode, at jeg forlod stedet. Med min espresso.

Og det lærte mig en lektie, som mange amerikanere nu også er ved at lære. Våben som teori og som ideologi – det er én ting. Noget andet er våben som koldsvedig nærvær.

For jeg bildte mig faktisk ind, at jeg havde fået et forholdsvist afslappet forhold til våben.

Som dansker kom jeg til USA med en hovedrysten over for landets liberale våbenlove, men med årene sænkede jeg paratreaktionen. Vorherrebevares, hvis en amerikaner lovligt vil eje en halvautomatisk riffel eller en ditto pistol – hvorfor så ikke? Og som politisk emne fører det også en halv Bastille-storm med sig, så hvorfor ikke bare lade det ligge?

I bakspejlet kan jeg godt se, hvor logikken haltede. Jeg led af akkurat samme afsondring som så mange andre i Washington. Jeg havde ingen venner med våben, mine børn legede ikke i hjem, hvor der var løstgående rifler, og vi færdedes i det hele taget i en skrid- og skudsikker verden af cykelhjelme og flåt-tjek. Våben var lige så langt væk og eksotisk som mongolsk hoppemælk.

På det plan er det nemt at være tolerant, ligeglad eller helhjertet støtte retten til våben.

I Obama-årene er der sket en generel oprustning; våbenproducenter og våbenlobbyen har næret en frygt for, at præsidenten vil konfiskere alt, hvad der siger bang, og salget er fordoblet.

»Obama er en gave til hele industrien,« som redaktøren for et våbenmagasin tidligere i år sagde til BusinessWeek. Sidste år blev der solgt over 21 mio. våben – ny rekord – og der er p.t. 300 mio. våben i omløb i USA. Eller knap tre per husstand.

Også politisk er der sket en oprustning, og tilhængere har i stat efter stat fået slækket på de få eksisterende restriktioner. I Arizona må alle personer over 21 år i princippet gå alle steder med et våben, og i Kennesaw er det påbudt at eje et våben. Og for de fleste politikere, lobbyister og sponsorer er det nemt at sige ja – og for de fleste pæne vælgere er det nemt at trække på skuldrene – for konsekvenserne er ikke deres.

Troede de.

I sidste måned kastede en våbengruppe i Texas sig således ud i en restaurantaktion, som for alvor gav rekyl. Gruppen kæmper for at normalisere halvautomatiske rifler i hverdagen, og først dukkede medlemmerne op hos Jack in the Box. De ansatte troede, at det var et røveri og låste sig inde i fryserummet. Så dukkede to aktivister op hos Chipotle; de var ekviperede med rifler af AK-47-typen og lignede et par fra en Robert Rodriquez-film. De skræmte kunder og ansatte fra vid og sans, og billederne af de to riffelmænd gik viralt i USA.

Derefter kom turen til kæden Chili’s, hvor en aktivist gik rundt med en riffel over ryggen, og en mor gik hen til ham og sagde: »Der er børn her. Du er et forbistret fæ,« som en video viser. Sådan fortsatte det, med almindelig forskrækkelse, og inden måneden var omme, reagerede restauranterne. Chili’s, Jack in the Box, Chipotle, Sonic og Applebee’s forbød våben, og det samme havde Starbucks allerede gjort.

Forløbet er ikke svært at forklare; i det mindste ikke for en mand, som selv har været der.

Pludselig kommer våbenrettighederne med til bords, med krudtslam på skuldrene og frygten for en enkelt forkert bevægelse; pludselig hjælper det ikke med fem frugt og ti-tusind skridt om dagen, for nu er helbredet i hænderne på ukendte mænd, som ligner den slags, som kan tabe en usikret riffel på gulvet.

Våben er simpelt som et teoretisk koncept. Som et slogan om frihed og helt op med flaget. Men når våbnene ligger på nabobordet, ved siden af salt- og peberbøssen, får vi en lektion i skrøbeligheden i den slags ideologiske bekvemmeligheder.

Så er vi bange for noget – og det er ikke en tredobbelt espresso.