Det var en typisk aften i Chicago. Der var nogle, der blev skudt.
I det trætte gullige lys i en park spillede en gruppe unge mænd basketball. Mænd, kvinder og børn stod og kiggede på dem; skolen var begyndt, men sommeren var ikke slut, og aftenerne var stadig lange.
Klokken 22.15 gled en grå Sedan op ved siden af parken. Vidner har siden fortalt, at de i bilen så to mænd med dreadlocks, og at mændene fiskede en halvautomatisk riffel op og begyndte at skyde ind i parken; ikke mod nogen i særdeleshed og dermed mod alle i almindelighed. Politiet fandt 16 kugler, som undervejs sårede 13 mennesker, deriblandt to unge teenagere og en treårig dreng, der længe svævede i livsfare. Han overlever, men skal have plastikkirurgi, fordi kuglerne har revet hans ansigt i stykker.
»De skød næsten hele hans ansigt af,« sagde politichef Garry McCarthy til Chicago Sun-Times. »Det er et mirakel, at han og de andre overlevede.«
Den grå Sedan speedede op og forsvandt.
Det tog ikke de lokale medier mange minutter mellem de skræmmende billeder og TV-optagelser at nå til en enighed om den slags, der i disse dage går for at være et motiv i de fleste af Chicagos motivløse skyderier: Bandekrig. Et par af de sårede tilhørte banden Gangster Disciples, som historisk har været i krig mod banden Black P Stones, og i øjeblikket synes kampene at gå fra dør-til-dør.
Den følgende dag kom den seneste drabsstatistik fra FBI, og i weekenden lød overskriften: Chicago er nu USAs drabshovedstad. New York har tre gange så mange indbyggere, men færre drab.
Fanden – eller hans folk – er løs i Chicago.
Uden disciplin
»Bandekrig« er en mærkværdig forklaring på jagt efter en forklaring.
For bander er ikke noget nyt i Chicago. Da Frederic Thrasher i 1927 skrev et af gennembrudsværkerne i moderne sociologi, var det med en selvforklarende titel – »Banden: Et studie af 1.313 bander i Chicago«. Og krig er heller ikke noget nyt. De fleste af de nuværende store bander i Chicago blev etableret i 1960erne, og i 1970erne delte de sig i to rivaliserende alliancer, People Nation og Folk Nation, som ofte har været i totterne på hinanden og sig selv.
Men banderne og deres krig har i de fleste af årene været præget af en vis struktur og diciplin, og det ville ikke være udelukket, at medlemmer af Black P. Stones foretog et angreb på medlemmer af Gangster Disciples, men det ville være udelukket at køre forbi en park med kvinder og småbørn og snesevis af andre uskyldige og bare skyde løs med en Bushmaster. Det ville ganske enkelt være »bad biz«.
Et godt eksempel på bandestrukturen og disciplinen finder man i et andet banebrydende værk, professor Sudhir Venkateshs »The Social Organization of Street Gang Activity in an Urban Ghetto«.I otte år fulgte han en bande i det sydlige Chicago, og han opregnede, hvordan fodsoldaterne arbejdede et godt stykke under sulteløn – de fik 3,30 dollar i timen – og blev kun i banden, fordi de håbede en dag at komme op i funktionærlaget, hvor man kunne leve af det eller blive franchisejer. Eller endnu bedre: At komme op i topledelsen, hvor pengene var rigelige. Hele Venkateshs portræt er præget af en bande med den slags organisation, som godt kunne lære Danske Bank et fif eller to.
»Jeg slår dig ihjel«
Hans artikel udkom i 1997, og 1997 er meget længe siden på gaderne i Chicago, som magasinet Wired også illustrerer med en nylig artikel om bander, sociale medier og et par halvkendte lokale rappere.
Lil JoJo var således en kommende stjerne med alle de kvalifikationer, som kræves inden for gangsterrap. Han havde forbindelse til en af de store bander i Chicago, han var i en ordkrig med andre rappere, og han kunne rime på alle de grimme ord. Han skulle nok være blevet til noget, hvis han ellers havde fået tid.
Men for et år siden besluttede han sig for at køre gennem en rivaliserende bandes område, og her mødte han rapperen Lil Reese. Videoen med konfrontationen ligger på YouTube, og man kan høre, hvordan Lil JoJo råber et skønsomt udvalg af skældsord efter den anden, og den anden råber tilbage: »Jeg slår dig ihjel.« Lil JoJo tweetede om det hele og linkede til sin videooptagelse. »Jeg fik ham igen,« hoverede han, og i løbet af kort tid klikkede og linkede og tweetede hele bandesfæren, og på internettet kan man også finde alle de haha-tweets, som Lil JoJo fyrede af for at vise, at Lil Reese bare var en pudseklud, som ikke turde gøre alvor af sin mordtrussel.
Klokken 15.18 tweetede han til Lil Reese og til alle andre, der ville læse det:
»Jeg er lige her, bitch, på min to fødder, hvor er du,« og klokken 15.18 tweetede han endnu en kom-bare-an: » Jeg er på 69,« sagde han med henvisning til 69. Street og tilføjede et opkæppende »stop the fuckin flexin,« der på pænt dansk betyder: »Vil du noget eller hvad?«
Lil JoJo var ganske rigtigt på 69. Street, han stod bag på en cykel, og få øjeblikke senere dukkede en gammel Ford Taurus med sænket undervogn op. Bilen kørte hen mod cyklen, og en seks-syv skud blev affyret. Lil JoJo flygtede til et nærliggende hus, skriver Chicago Sun-Times, og en ambulance kom ti minutter senere, men 11 minutter for sent. For Lil JoJo havde inviteret til sit eget drab, og nogle havde taget imod invitationen. Han var død.
»Lmao, « tweetede en rivaliserende rapper. »Laughing my ass off.«
Det er – som Wired konkluderer – fortalt i en enkelt begivenhed historien om bandekrigen i Chicago, for den illustrerer bedre end noget som helst andet, hvordan krigen er forvitret og ude af enhver kontrol. Chicago huser nu 70.000 bandemedlemmer fordelt på 850 kliker, og sociale medier er ofte en indirekte årsag til volden og drabene. Bandemedlemmer eller -tilhængere skyder med skældsord på Facebook og andre sites, og fornærmelser kræver et svar, som kræver et eskaleret svar, som til sidst kræver en legemeliggørelse. 80 pct. af alle voldelige episoder i de ældste klasser i skolerne i Chicago skyldes den slags online-fornærmelser, skriver Wired.
Hvilket blot dokumenterer, hvordan strukturen og disciplinen er væk, som professor Harold Pollack fra University of Chicago siger til magasinet:
»Du tager et par af de fyre plus et småligt skænderi plus våben, og du står med et lig. Det er den slags stupide teenagedrab, vi har med at gøre. Det er, hvor vi er i dag.«
»El Chapo«
Men hvorfor er det så endt med den slags tilfældige skyderier, der minder om psykopatbanden Rogues fra kultfilmen »The Warriors«?
Wired giver ikke noget svar – men andre gør. Bloomberg Markets skriver i sin oktoberudgave om business-dimensionen af krigen i Chicago, og svaret ender 2.600 kilometer væk, i Sinaloa i Mexico.På en telefonaflytning i 2006 kunne politiet høre, hvordan verdens førende narkokonge, Joaquin Guzman, fortalte sine folk, at han ville gøre Chicago til sin »hjemby« i USA. Guzman – alias »El Chapo«, »Den Korte« – er trods få års skolegang en sjælden forretningsbegavelse, og han valgte Chicago af samme grund, som Boening også i 2001 valgte at flytte sit hovedkvarter til byen: Logistik. Chicago har en strategisk beliggenhed midt i USA og er et globalt trafikknudepunkt.»El Chapo« har holdt ord, og han har vendt hele forretningsmodellen på hovedet. Først sikrede han sig kontrollen over nogle af de vigtigste plazas langs grænsen – indsmuglingsbyer – og det var medvirkende til den mexicanske narkokrig, som siden 2006 har kostet 60.000 mennesker livet. Dernæst begyndte hans mafia selv at fragte narkoen til Chicago og sælge den til faste priser, og det sidste var revolutionerende, skriver Bloomberg. Tidligere smuglede flere mexicanske bander narko over grænsen og ind i USA, og så kom banderne fra Chicago ned til grænsen og hentede varerne – og de kunne handle hos den sælger, som kunne tilbyde den bedste pris og kvalitet. Ikke længere. »El Chapo« ejer nu Chicago, og han dekreterer markedet og vilkårene: Man handler hos ham, man henter narkoen i hans varehuse i den mexicanske Little Village sydvest for Chicagos downtown – og prisen ligger fast. Prisen på heroin er i dag fordoblet til 80.000 dollar per kilo, skriver magasinet.Det skaber en problematisk monopoløkonomi for de lokale bander; de kan ikke længere købe bedre og billigere end rivalerne, og de skal hele tiden betale mere for varerne. Eneste løsning er at erobre mere terræn at sælge i – altså gøre deres lokale marked større – og derfor farer de i kødet på nabobanderne for at erobre deres gadehjørner.Det har ikke alene fået banderne til at kæmpe mod hinanden, men også kæmpe internt, og hvert øjeblik synes der at opstå en ny fraktion, som vil skyde sig til nogle flere gadehjørner, og det er blevet til det mareridtssamfund, som filosoffen Thomas Hobbes i 1600-tallet omtalte »som alles krig mod alle«.
Derfor er Chicago nu USAs drabshovedstad.