Start: Moskva
Har man allerede været et par dage i Moskva, spadseret hen over den Røde Plads, ladet sig betage af Vasilij-katedralens farveorgie og måske set en ballet af Tjajkovskij i Bolsjojteatret kan det være på sin plads med en ekskursion ud af byen.
Nisjnij Novgorod ved Volgas bred er en oplagt destination. Alene turen derhen er en begivenhed.De russiske statsbaner, RZD, har for nylig indsat nye tog på strækningen. De hedder »Sapsan«, der betyder »Falken«, og udgør selskabets flagskib. Her kan passagererne glæde sig over den bedste komfort og den højeste standard på Ruslands 84.249 kilometer lange jernbanenet.
Især bedrestillede russere og forretningsfolk foretrækker den hurtige forbindelse til Nisjnij Novgorod, der med 1,25 millioner indbyggere er landets femtestørste by. Men på denne tidlige morgen er også skoleklasser og enkelte turister ombord.
Toget sætter i gang, bevæger sig gennem den russiske hovedstad, hvor de brede boulevarder endnu ligger øde hen.
I det fjerne glimter den opgående sol i Frelserkirkens gyldne kupler – bygningen, hvor medlemmerne af Pussy Riot i sin tid lavede deres berømte optræden.
Et andet sted udspyr et industrianlægs store køletårne damp.
Skinnerne fører ind mellem til- og frakørsler uden biler. I flere niveauer hviler de på piller af rå beton og føjer sig ind og ud af byens hovedfærdselsårer efter en ugennemskuelig logik. Færdselsbanerne filtrer sig sammen med rør, kabler og ledninger i utallige afskygninger og tykkelser.
Alle trådene bidrager til den enorme knude, som udgør metropolen Moskva.
I forstæderne bliver udsynet bedre. Med hver jernbanesvelle toget lægger bag sig, skifter sovjettidens boligblokke langsomt position i forhold til hinanden ud mod horisonten.
Omsider når Sapsan fri af denne megapolis, og sceneriet ændrer sig igen. Solstråler falder skråt ned gennem skyerne på vild natur. Hvide birkestammer lyser op i alt det grønne, og vidtstrakte sumpområder strækker sig helt op til banelegemet.
Første stop: Vladimir
Byen var i sin tid en af Ruslands middelalderhovedstæder og huser et berømt kompleks af kirker fra det 12. århundrede. Kendt under navnet »de Hvide Monumenter i Vladimir og Susdal« udgør de blot en af i alt 25 steder for UNESCO-verdensarv i Rusland.
På dette afsnit af ruten serverer togets personale te. Med en konduktør for hver vogn minder servicen snarere om en flyrejse inden lavprisselskaberne tog over.
Mens passagerne slubrer den varme drik i sig, fortsætter turen stik øst – ind i Ruslands hjerteland langs Volga, over mod Europas yderste grænse ved Uralbjergene.
Med industrialiseringen af Sovjetunionen i 1930’erne oplevede området kæmpe forandringer.
Hydroelektriske stationer og enorme dæmningsbyggerier tæmmede kontinentets længste flod. Røgindhyllede fabrikker, hemmelige militærkomplekser, petrokemiske anlæg og vidtstrakte kollektivlandbrug skød op overalt.
Provinsielle handelsbyer som Nisjnij Novgorod og Samara forvandledes til vigtige urbane kraftcentre og blev lukket for udefrakommende.
Andet stop: Dsersjinsk
Med Sovjetunionens afvikling i 1991 kollapsede industrien, og fabrikkerne ligger stadig som et »rustbælte« tværs over landet. Særlig i byen Dsersjinsk – hvor Sapsan holder for anden gang – danner de udslåede vinduer og sammenstyrtede tage en kontrast til flere smukke ortodokse klostre og deres løgkupler, som der også er udsyn til inde bag ruden.
I mål: Nisjnij Novgorod
Efter i alt fire timer lander Falken på Moskovskij-banegården i Nisjnij Novgorod.
Byen er Volga-regionens kulturelle centrum og har flere spændende attraktioner – blandt andet et enormt fæstningsværk fra 1500-tallet i det historiske centrum og en 3.660 meter lang svævebane.
Den kendte russiske atomfysiker og dissident Andrej Sakharov sad i husarrest i Nisjnij Novgorod i 1980’erne. Lejligheden han boede i er indrettet til museum.