Det var ikke Theresa Mays skyld.

Det var ikke hendes skyld, at en bundfisk af en komiker afbrød hendes årsmødetale for at give hende en fyresedel, og at hun fik tilbagevendende hosteanfald og lød som en talende grusgrav, og at bogstaverne i det konservative slogan bag hende begyndte at falde ned. Det var heller ikke hendes skyld, at hun kun nåede i mål med talen på samme måde, som Casper og Frank når i mål i »Klovn.« Med et publikum med krydsede fingre, krøllede tæer og lukkede øjne.

»Uger, måneder, selv år fra nu, måske i resten af mit liv, vil jeg stadig vågne med et spjæt midt om natten. Mit hjerte vil hamre, min pyjamas vil være våd af sved, og mine lunger vil gispe desperat efter vejret, mens jeg i pinefuld slow-motion genoplever det skrigende mareridt, som talen var,« skrev Michael Deacon i sin klumme i Telegraph

»Stakkels kvinde. Stakkels, stakkels kvinde.«

»Træk stikket«

Det var ikke Theresa Mays skyld, men det var heller ikke Poul Nyrup Rasmussens skyld, da en aarhusiansk betjent gav ham en forkert cykelhjelm, og statsministeren cyklede ud i en international atomprotest med noget, som lignede en æggekoger på hovedet.

Det var en tilfældighed, som kom til at spille en meget større rolle end en tilfældighed, fordi den synes at bekræfte præsident Roosevelts ord om, at »intet i politik er tilfældigt.« Cykelhjelmen var den x-faktor, som understregede, at Poul Nyrup hverken kunne være folkelig eller »en stor mand,« som Information dengang brutalt skrev.

»Tilfældigheder afhænger af den måde, som vi ser verden på,« som en gammel taoistisk tekst siger, og i bedre tider kunne Theresa May på talerstolen være blevet ramt af alle uheldene - og Egyptens 12 plager - og historien ville blive, hvordan jernkvinden også betvang dem og stred sig hjem.

Men Theresa May regerer ikke i »bedre tider,« hun regerer i kølvandet på Brexit og på en kølig valgdukkert, hun regerer en regering, hvor fire eller fem medlemmer drømmer om at blive kalif i stedet for kaliffen, og hun regerer et land, hvor vælgerne foretrækker gammelsocialisten Jeremy Corbyn som premierminister frem for hende.

Og derfor bliver tilfældighederne til, hvad de er blevet til dagen derpå - til en metafor for en premierminister, en regering og et parti i forfald. Tag bare kommentatorerne hos det konservative Spectator. »Kald det synkroniseret entropi. Intet fungerer. Det er tid til at trække stikket,« skrev Rod Liddle. »Har Theresa May ikke mere held tilbage i sprøjten,« spurgte James Forsyth og mindede om Napoleons ord om »held« som den væsentligste kvalifikation. »Theresa Mays britiske mareridt,« skrev Isabael Hardman, og i lederen talte Spectator om en »eksistentiel konservativ krise« og et parti, »der er ved at falde fra hinanden.«

Det var, hvad de konservative kommentatorer skrev - altså de kommentatorer, som formodes at være venligst over for May - og det giver et fingerpeg om, hvad kritikerne skrev. Ét eksempel er tilstrækkeligt. »De konservative minder mest om en underafdeling af TV-serien 'Real Housewives:' med en besætning af adfærdsinkontinente mennesker, som ikke har nogen ide om, hvordan de skal opføre sig, når andre betragter dem,« som Marina Hyde skrev hos Guardian.

Imperium 2.0

Den officielle reaktion fra partiet og regeringen i går var ubetvivlet opbakning til Theresa May.

Et rygte ville vide, at hun efter talen legede med tanken om at gå af, fordi hun frygtede at være en belastning for partiet - og Mays spinmestre fortalte til britiske medier, at ministrene kimede Downing Street 10 ned for at sige, at hun for alt i verden ikke måtte gå af. Og en af ministrene, Greg Clark, tog den store tur rundt på TV og radio fra morgenstunden og forsikrede om, at Theresa May var stærk og sej, ved godt mod, og at hun selvfølgelig ville lede landet i de næste fem år og også partiet ved næste valg.

Den slags rummer for det første en indre modsætning. Det er ikke nødvendigt at udbasunere ministrenes loyalitet og premierministerens langtidsholdbarhed, hvis ikke begge dele er til diskussion. Og for det andet - det er den. Konservative parlamentsmedlemmer og ministre diskuterer mere eller mindre åbent et opgør med Theresa May - fem ministre er på vej ud af regeringen, skriver The Times - men opgøret strander på spørgsmålet »hvad så?«

De to store britiske partier er begge varehuse af forskellige og ofte modstridende fraktioner, og hvis et parti virker enigt, er det snarere udtryk for, at én fraktion p.t. dominerer. Det er f.eks. tilfældet hos Labour. Men hos de konservative er der ingen altdominerende fløj. Fløjene tæller bl.a. socialkonservative og socialliberale, statskonservative og nationalkonservative, liberalister og centrister, og de slås om ideologi, de slås om Brexit, og de slås om hvem, der skal lede dem, og Theresa May er et kompromis, et amalgam af det hele og ingenting.

Derfor overlever hun - fraktionerne kan ikke blive enige om at erstatte hende og med hvem og med hvad - og det er en relativt beskeden eksistensberettigelse for en partileder. May kunne forsøge at skabe sig en mere godartet berettigelse ved at samle partiet om et overordnet og ambitiøst projekt, som Margaret Thatcher gjorde. Theresa May kunne bruge Brexit til f.eks. et globalt frihandelsprojekt - et »britisk handelsimperium 2.0,« som tilhængerne taler om - men hun er tydeligvis af natur mere reaktiv end proaktiv, mere konkret end visionær, og to af hendes forslag i årsmødetalen er sigende. Labour har vundet gehør for en agitation mod høje energipriser og manglen på billige boliger, og May reagerede i talen ved at sige, at hun ville dekretere et prisstop for energipriser og bygge lidt flere sociale boliger.

Det lød som Labour light og noget fra en svunden tid, som Isabel Hardman skrev i Spectator, og det var uden visioner og uden anden samlende effekt end at de fleste græsrødder og tilhørere var enige om, at det var en tynd omgang.

Hillary

På den måde er Theresa Mays krise en meget vestlig krise. Et udtryk for afslutningen på en æra med departementchefspolitik.

Valg bliver ikke længere vundet på håndværk, som Angela Merkel fandt ud af. Valg bliver tabt på manglen på autenticitet og karisma, som Hillary Clinton fandt ud af. Og nationalisterne kan tabe, hvis de bliver imødegået af en tilsvarende stor og visionær ide, som Marine Le Pen fandt ud af.

Men Theresa May behøvede ikke gå til hverken USA, Tyskland eller Frankrig for at finde ud af tidehvervet. Hun kunne blot gå rundt til nogle af undermøderne på sit eget årsmøde. Her ville hun høre - som Berlingske gjorde - hvordan græsrødderne klagede over medlemsflugt, internt kævl i regeringen og manglen på interesse blandt unge, og hvordan de tryglede efter en positiv ide. Og hun ville se de samme græsrødder stå i kø i en time for at høre de mest karismatiske og visionære politikere, f.eks. Jacob Rees-Mogg, som er ultraliberalist og tilhænger af en stenhård linje over for EU.

De færreste ser Jacob Rees-Mogg som en kommende partileder, men de fleste tvivler også på, at den nuværende kan stå distancen.

Og det er til gengæld Theresa Mays skyld.