Vinden kommer fra en ubestemmelig retning, den er kold og har en film af regn med sig, og ude i disen - ude i havet ud for Brighton - ligger de rustne og forfaldne rester af West Pier. Stranden er tom bortset fra en mager, ældre mand, som foroverbøjet strider sig vej og ikke ænser de udbrændte ruiner af noget, som engang var noget.

Rockgruppen Queen synger i »Brighton Rock« om, at der er magi i luften langs promenaden, men ... ikke rigtigt. Snarere lugter her af gammel, våd hund, og udsigten minder en om de store gamle europæiske arbejderpartier, som også engang var noget, og som i dag som West Pier er sunket tilsyneladende håbs-forladt sammen.