Umiddelbart kunne de ikke være mere forskellige. Den flamboyante medieklassesommerfugl Mads Holger, der trods et omsiggribende meningsdannervirke er et nyslået konservativt kort i dansk politik, og mureren Mattias Tesfaye, der gradvist har bevæget sig fra den revolutionære kommunisme ind i Socialdemokratiet.
Og så alligevel. Begge er børn af enlige mødre, formet af både velfærdsstaten og livsforløb, der er stærkt atypiske for en politikerstand, hvor de fleste vælger samme velbetrådte vej fra ungdomspolitik over DJØF-studier til taburetten i Folketinget.
Ved det kommende folketingsvalg konkurrerer de to om vælgernes gunst i Københavns Omegns Storkreds. Og selv om deres partipolitiske engagement er på hver sin fløj, er Mads Holger og Mattias Tesfaye ikke desto mindre enige om, at tabet af fællesskab er en af Danmarks største udfordringer.
Mads Holger møder Berlingske på Bo-Bi Bar i det indre København. Det intime, rødligt belyste og nærmest livmoderagtige lokale er ifølge legenden byens ældste værtshus. Og ganske som Mads Holger, der blev født på Sankt Josefs nu nedlagte hospital på Nørrebro, indledte sit liv i hænderne på københavnske nonner, er Klareboderne opkaldt efter Sankt Claras for længst nedlagte nonnekloster.
»Jeg voksede op på skiftevis Øster- og Nørrebro med en enlig mor, der var sygeplejerske. Mit barndomshjem var kærligt, men indeholdt hverken klaver eller nogen litterær arv. Det var højst Dea Trier Mørchs ’Vinterbørn’, som stod på reolen. For tidens baggrundsfarve var jo nu engang rød.«
Historien om levemanden Mads Holger er lige dele kliché og virkelighed, hvilket han udmærket ved. Han har selv skabt og fortalt den allerede fra sine tidligste teenageår. En skolegang omgivet af navne som Kløvedal, Auken og Giese kombineret med tidsåndens ironiske heroinæstetik førte til en foragt for det, Mads Holger så som en kulturradikal og normløs verden.
»Hvis jeg skal psykologisere, tror jeg, at jeg påtog mig rollen som mand, som jeg nu engang mente, at en mand burde se ud. Prætentiøs og selvbevidst med jakkesæt, cottoncoat og pæne støvler. Ganske som i dag. Det gav selvfølgelig en masse tæsk, for jeg røg smøger og var en fandens karl, der scorede de lækre damer og fortalte røverhistorier i ét væk. Men det var unægteligt også en oprigtig søgen efter former, tradition og noget andet end det, som 90ernes ironiske tidsånd tilbød,« siger han.
Efter en bachelor i teologi flygtede Mads Holger fra et Københavns Universitet, hvis studiekultur han beskriver som næsten mareridtsagtigt i sin røde middelmådighedsdyrkelse, til udlandet. I 00erne levede han et demonstrativt opulent jetsetliv i blandt andet Sydfrankrig, Moskva og Damaskus, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor han blandt andet har ernæret sig som radiovært, klummeskribent og forfatter.
Historien om Mads Holger handler derfor ikke om en aristokrat, der fødes ind i den borgerlige højkultur og derfra går den slagne vej, men en stenbrodreng, der bevidst vælger at bryde med det, han kommer fra.
Og selv om mange forestiller sig, at Mads Holger kun er navnet på den karakter, man ser i medierne, skal man ikke bruge lang tid med ham, før det står klart, at karakteren og personen Mads Holger ikke kan adskilles.
Han er den, han er.
Trods en imponerende række partiskift forekommer selve mistanken om, at der skulle være noget forstilt eller forløjet over Mattias Tesfaye, også sært malplaceret, når man møder manden. Blikket er evigt rastløst, mens han bruger tid på tavst at overveje hvert spørgsmål i hele og halve minutter, før han svarer causerende, men aldrig undvigende.
Han har sat Berlingske stævne på Cafe Brillat i Glostrup Shoppingcenter, der ligger belejligt placeret nær indfaldsveje og offentlig transport. Selv om Tesfaye oprindeligt er aarhusianer, passer rammen så fint, som omplaceringen til hovedstadsområdet tillader. Ganske som Glostrup engang var sin egen middelalderlandsby, som København har forvandlet til forstad, er Mattias Tesfayes barndomsby, Vejlby, også en statelig gammel oplandsby, der for længst er blevet spist af Aarhus’ ekspansion mod nord.
Og selv om Glostrups borgmester nok er fra Venstre, er byen grundlæggende socialdemokratisk, hvor magten i blot seks år siden 1952 har været på borgerlige hænder. Ganske som magten i Aarhus kun lejlighedsvis bliver udlånt til andre end socialdemokrater. Vejlby er som Glostrup skabt til at udleve drømmen om det gode forstadsliv med egne biler og parcelhuse, der solidarisk er placeret side om side med det sociale boligbyggeri, hvor arbejderklassens hårdt prøvede medlemmer kan bo.
Mattias Tesfayes baggrund er i den sidste gruppe, de hårdt prøvede. Under sin opvækst i et socialt boligbyggeri i Vejlby oplevede han velfærdsstaten nedefra. Han har prøvet at gemme sig bag sofaen, mens kongens foged kom, og han har oplevet, hvordan det er, når strømmen bliver taget på grund af manglende betaling. Og han romantiserer det ikke.
»Jeg er ikke vokset op i noget stolt arbejdermiljø, men på bistand og dagpenge. Min mor var langtidsarbejdsløs, og det, jeg kalder første overførselsindkomstgeneration. Som det så ofte sker for folk i den situation, tørrede hendes sociale netværk gradvist ud. Mit hjem var kærligt, men fattigt. Men der var ikke noget af den misbrugskultur, som jeg mener, medierne alt for ofte tilskriver underklassen. Vi havde den samme flaske snaps liggende i fryseren i årevis. Jeg ønskede faktisk, at nogen ville komme forbi og drikke den med hende,« siger Tesfaye, som i de år primært selv levede og åndede for det fællesskab, som han fandt i fodboldspillet.
Men hvad er det sunde og gode fællesskab så, og hvor gik det egentlig galt? Mattias Tesfaye er ikke i tvivl.
»Historisk set var Socialdemokratiet underklassens parti. Men det var en værdig og arbejdende underklasse, der kunne se deres fædre ranke ryggen i flagets brus, som sangen om det røde flag går,« siger han.
Men nu er det anderledes. Tesfaye mener, at en stadig større del af underklassen i Danmark er blevet til klienter, som er parkeret på offentlig forsørgelse og mangler både stolthed og identitet, fordi de ikke er en del af arbejdsmarkedets fællesskab.
»I dag er underklassens udfordring, at de intet har at have deres selvværd i. Al deres opmærksomhed går med at være sure på sagsbehandlere og kommunen. Deres verden bliver derfor lillebitte, og deres relationer til systemet kommer til at fylde alt,« siger han og fortsætter:
»Den politiske diskussion polariseres i to yderpunkter, hvor det enten er samfundets eller den enkeltes skyld. Men det er en falsk modsætning. For et sæsonkort til arbejdsmarkedets tribuner går i arv. Det kan jeg se mange steder på Vestegnen. Hvis man ikke er vokset op med forældre, som smører madpakke og kommer hjem og oplever ting, ender børnene uden forbilleder og de værktøjer, som kræves på arbejdsmarkedet, og ender med at fortsætte en ond spiral.«
Og skulle den gruppe synge en sang om deres tilværelse, ville det være ynk og selvmedlidenhed fra første til sidste vers, siger han.
Også Mads Holger ser opløsningen af tidligere betydningsfulde fællesskaber som et af Danmarks største problemer.
»Det største kulturtab, som Danmark har oplevet de sidste par generationer, er uden tvivl tabet af de kollektive identiteter, som tidligere fortalte os, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvor vi hørte til. Forståelsen af os selv som tilhørende en bestemt klasse, en religion og en nation er i vid udstrækning forsvundet,« siger han og peger på ungdomsoprøret som syndefaldets udgangspunkt.
»Egentlig var ungdomsoprøret en ædel tvekamp mellem gamle autoriteter og en nye måde at se verden på. En kamp, som 68erne vandt stort. Problemet kom bagefter, hvor sejrherrerne nægtede at tage pladsen som nye autoriteter og sætte noget andet i stedet for det, de havde nedkæmpet.«
Mads Holger fremdrager som eksempel, hvordan venstreorienterede i hans ungdomsår desperat forsøgte at italesætte modstand mod den kulturradikale, godmodige og cykelhjelmsbærende Poul Nyrup Rasmussen som et opgør med brutale og autoritære magthavere, og han trækker også på et eksempel fra sin egen historie.
»Tag eksempelvis min egen far, som på mange måder var indbegrebet af 1968, der levede det helt frie og ansvarsløse kunstnerliv og endte med at tage sig selv af dage. Så symptomatisk nok for 68erne var min faderfigur også helt bogstaveligt væk,« siger han.
Konsekvensen er, mener Mads Holger, et samfund, hvis normer i vid udstrækning har opløst sig selv.
»Arven fra 68erne er en verden, hvor det moderne så at sige neutraliserer sig selv. Den moderne konge regerer ikke, den moderne kvinde er ikke feminin, og den moderne præst tror ikke på Gud.«
Selv om Mattias Tesfaye næppe deler Mads Holgers vurdering af, hvor stort et tab kristendommens udvanding har betydet, ser han også det mistede fællesskab som et problem.
»Når jeg kommer ud til nogle af de mere belastede boligbyggerier på Vestegnen, kan jeg se, at det fællesskab, som de ældre omkring de 70 havde, er ved at forsvinde og ikke bliver delt af de yngre generationer. I gamle dage havde man klubber, foreningsliv og en ansvarsfølelse for sit lokalområde, men i mange opgange er naboer efterhånden knap nok på nik med hinanden,« siger han, men understreger, at Vestegnen også er et sted med et unikt vækstpotentiale og stærkt sammenhold mange steder.
Men han mener grundlæggende, at det er blevet for let at melde sig ud af de fællesskaber, der ellers er med til at give en identitet og i sidste ende frihed.
»Jeg synes i virkeligheden, at frihed handler om at være forpligtet på et fællesskab. I dag er det blevet alt for nemt at skifte ægtefælle, fodboldklub og vennekreds. Det lyder paradoksalt, men jeg mener, det er frisættende at blive vurderet på, hvad man kan, eller hvad man kan lide, i stedet for hvem man er,« siger han.
Når man taler om fællesskaber, er det svært at komme uden om liberalismens genkomst som ideologi, der har sat et voldsomt præg på første halvdel af 10erne. Påstanden om, at kun de frivillige og selvvalgte fællesskaber er ægte, bliver hyppigt fremført af nytilkomne ideologiske aktører som CEPOS og Liberal Alliance.
Mattias Tesfaye har sammen med Joachim B. Olsen deltaget i en række paneldebatter, så han kender argumenterne. Men deler dem ikke.
»Jeg mener, at vi mennesker er flokdyr, og det er umuligt at forstå os selv uden at tage udgangspunkt i vores relationer til andre. På et filosofisk plan forstår jeg godt de liberales argument om, at enhver er sin egen lykkes smed, men jeg er grundlæggende uenig. For alene fordi jeg er menneske, er jeg forpligtet over for dig,« siger han.
Mads Holger deler i vid udstrækning synet på, at man som menneske er bundet til at indgå i fællesskaber. Uanset om man har valgt dem eller ej.
»Ganske som man bliver født ind i en bestemt familie med dens traditioner og problemer, fødes man også som del af et samfund. Mange liberale synes at mene, at frihed er retten til at vælge både hvor man kommer fra, og hvor man går hen. Men som konservativ ved jeg, at det kun er sidste halvdel af sætningen, som passer. Så fordi liberale fornægter den virkelighed, de er bundet af, ender de tit – i lighed med mange socialister – med at fremme normløshed,« siger han.
Mattias Tesfaye er dog næppe en af de socialister, som Mads Holger mener, fremmer normløshed. Tværtimod fremhæver Mads Holger netop Tesfaye som én, der er med til styrke de fællesskaber, han også gerne selv ser genrejst.
»Jeg har stor respekt for Mattias Tesfaye. Ligesom jeg selv har han en stærk fortælling om, hvem han er som arbejder, og hvad han vil gøre for de svage i samfundet. Og så skal man jo ikke glemme, at folk som ham i mange århundreder har sat en ære i at bygge de flotte huse, som folk som mig i lige så mange år har været glade for at bo i,« siger han med et glimt i øjet. Nok også i bevidstheden om, at det ikke ligefrem er Københavns mest mondæne og velbyggede kvarterer, han selv kommer fra.
Mattias Tesfayes opsang til de Konservative er mere alvorlig.
»Jeg ved godt, at vi i arbejderbevægelsen elsker at sige, at det er os, som egenhændigt har skabt velfærdssamfundet. Men der skete altså også med hjælp fra rigtig mange klassiske konservative, af den slags, som bankdirektør Varnæs personificerer i Matador. Kapitalister, som nok ville tjene penge, men også værdsatte fællesskabet. I dag er det, som om det konservative samfundssind i høj grad er forsvundet, og der er gået noget tabt mellem generationer, når jeg kommer til gymnasiedebatter herude og kun hører de unge tale om, hvordan de vil have kontanthjælpen sat ned og så i øvrigt arbejde med spekulation i stedet for produktion,« siger han.
Selv om det er en kindhest afsendt i Mads Holgers retning, synes det svært svært at forestille sig, at han vil være voldsomt uenig efter at have tilbragt et par timer med ham.