»Der er kun én måde at komme videre på, og det er at sige, ja, det var løftebrud«

Mattias Tesfaye svinger ind på den lille allé, som fører op til de flere millioner gule mursten, der lag på lag udgør Grundtvigskirken, som troner over Bispebjerg i Københavns nordvestkvarter. Han kommer lige fra et af sine utallige oplæg på en af landets erhvervsskoler. Da han stiger ud af bilen, trækker han den sorte Adidas-trøje på og retter blikket mod kirken.

»Det er 1.sorteringssten, der er brugt til kirken, mens det er 2.sorteringssten, der er brugt til husene derovre,« siger Mattias Tesfaye og peger på de omkringliggende gule huse.

»Det viser, at man ikke gik på kompromis med håndværket dengang. Når vi skal skabe noget smukt i dag, klistrer vi noget uden på dét, der egentlig holder huset. Her er selve fundamentet på bygningen i sig selv udsmykningen. Det kan jeg godt lide. Det blotter håndværket,« siger Mattias Tesfaye og klapper muren.

En uge tidligere forklarede han i telefonen, at kirken, der blev indviet i 1940, er et symbol på det solide håndværk, som på flere planer er hans politiske drivkraft. Og et symbol på værdien af håndens arbejde som ifølge Mattias Tesfaye har tabt anseelse i det danske samfund.

»Min egen uddannelse som murer og de andre uddannelser på erhvervsskolerne bliver anset som steder, hvor man bare losser folk hen, hvis de ikke har andet at lave. Holdningen er ofte, at enhver idiot kan finde ud af at lave noget praktisk, mens det at vide noget er for de fine og de fornemme. Det er helt skævt. Respekten for at kunne skabe noget uden for en selv, som står der, når du selv er væk, som eksempelvis Grundvigskirken her, er dét, jeg bygger hele mit politiske projekt på,« siger Mattias Tesfaye.

Opsangen er ikke kun rettet mod dem »højt på strå, som tjener penge på spekulationer og ikke tænker over, at værdien skabes af folk som arbejder«. Men det er i lige så høj grad en kritik af dem som udvikler sig i velfærdsstatens skød, hvor der er »en kultur omkring at være på overførselsindkomst«.

»Derfor bakker jeg også op om regeringens reformamok,« siger Mattias Tesfaye.

Svigtede i skurvognene

Mattias Tesfaye er folketingskandidat for Socialdemokraterne ved det kommende folketingsvalg, og udfordringen er klar, hvis man spørger debattøren, forfatteren og mureren, som stiller op på den københavnske vestegn. Socialdemokraterne er Danmarks arbejderparti, men arbejderne vender dem ryggen. De føler sig svigtede, og det har Mattias Tesfaye selv en aktie i. Ved forrige folktingsvalg, da han stadig var medlem af SF, overtalte han sine kolleger i skurvognene til at støtte Thorning for at få nye dagpengeregler og ny efterlønsordning. Men han svigtede sine kolleger.

»Det er ikke blandt overlægerne og bistandsklienterne, vi har mistet opbakning, men blandt hr. og fru keddeldragt. Det kan godt være, at vælgerne var sure på både Anker Jørgensen og Poul Nyrup i sin tid, men de var ikke i tvivl om, at det, de gjorde, blev gjort for, at gadefejeren stadig havde råd til at være en del af middelklassen og ville have mulighed for at tage til Costa Del Sol. Det motiv anfægter folk nu,« siger Mattias Tesfaye og konstaterer:

»Folk har simpelthen svært ved at se på os og sige: »De er nogle af vores egne«. Og det er et problem.«

Netop dem, som Mattias Tesfaye omtaler, er en eftertragtet vare i det politiske supermarked frem mod det næste folktingsvalg. Arbejderne. I denne gruppe finder man faglærte og ufaglærte arbejdere som industriteknikere, tømrere, lastbilchauffører og sosu-assistenter, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgør 42 pct. af befolkningen.

Politikere bejler ti arbejdernes gunst

Partierne på Christiansborg bejler over en bred kam til arbejdernes gunst og taler ofte om og til denne gruppe mennesker. Han er én af dem, Mattias Tesfaye. En af dem som står op, har en erhvervsfaglig uddannelse og går på arbejde. Men diskussionen om arbejderne kan hurtigt blive en rækken tilbage efter en idyl, som aldrig har været der, mener han og forklarer, at et succesfuldt Socialdemokraterne kræver bred opbakning blandt alle befolkningsgrupper.

»Jeg kan bare se, at der slides hårdere på nogle dele af vores vælgerskare end andre,« siger han og sammenligner udviklingen de senere år med et løbebånd, som personerne med ingen eller lav uddannelse har været de første til at blive kastet ned fra.

»Dem, der er røget først ned af løbebåndet, er de kortuddannede og lavtlønnede. Der er ingen overlæger eller kontanthjælpsmodtagere, som skal frygte for, at de eller deres job bliver udliciterede. Det er derimod 3Ferne, de ufaglærte og i nogen grad faglærte lønarbejdere. Det er denne gruppe, som globaliseringen skubber ned af løbebåndet. Derfor er det også dem, som kigger på os socialdemokrater og spørger os, om vi kan holde balancen. Hvis ikke vi kan det, står de af løbebåndet og hopper over til Dansk Folkeparti. Hvis vi skal kunne holde balancen, bliver arbejderne nødt til at bakke os op,« siger Mattias Tesfaye.

Fortid i SF og DKP

Han siger vi og os, når han taler om Socialdemokraternes udfordringer, men har ikke altid været socialdemokrat. Indtil 2012 var han næstformand i SF og har tidligere været aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Under det seneste folketingsvalg deltog han i valgkampen, hvor han på landets byggepladser forklarede personerne i skurvognene, hvordan reformerne af dagpenge og efterløn blev skrottet, hvis en rød regering kom til magten efter valget. Det skete som bekendt aldrig. Det svigt, som en stor del af de røde vælgere har følt, har Mattias Tesfaye selv været med til at skabe.

»Jeg var med til at gå rundt i skurene og sige til folk: »Hør her, vi har været uenige om mange ting, men én ting siger jeg dig: Hvis vi får Thorning som statsminister bliver dagpenge- og efterlønsreformerne lavet om«,« siger Mattias Tesfaye og fortsætter:

»Det er en dolk i maven, når jeg møder de selvsamme mennesker igen, og de siger: »Hvad så, Mattias?« De føler sig svigtet af mig og hele fagbevægelsens lag af tillidsmænd. Der er kun én måde at komme videre på, og det er at sige, ja, det var løftebrud. Og når vi har genetableret et fortroligt rum, kan vi komme videre,« siger Mattias Tesfaye.

Det er ingen hemmelighed, at dagpengereformen har givet den siddende regering blå mærker siden valget i 2011. Det var først, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved partiets landsmøde erklærede, at der er brug for et nyt dagpengesystem, at Socialdemokraterne imødekom det altoverskyggende spørgsmål om dagpengesystemet. Og det er da også her, en af de vigtigste opgaver er efter et valg, mener Mattias Tesfaye.

»Vi er nødt til at gå til valg på et nyt dagpengesystem. Og hvis vi vinder valget, skal vi skrue et nyt dagpengesystem sammen.«

Kæmper for at begrænse

En stor del af Mattias Tesfayes projekt kredser om danskerne med ingen eller kort uddannelse. Han kæmper for at fastholde dem i middelklassen. Eller som han selv udtrykker det: Gadefejeren skal have mulighed for at tage til Costa Del Sol.

De mennesker ser han på Vestegnen, hvor han stiller op, forklarer han og henviser til et kvarter i Brøndby Øster, han for nyligt besøgte. Et godt gedigent socialdemokratisk middelklassekvarter hvor man bruger den kommunale skole. Sådan et nabolag hvor de almennyttige boligforeninger ligger side om side med rækkehusene og hjørnevillaer med Weber-grill i haven. Der er ingen graffiti på væggene eller tomme dåsecolaer i busken. Dem har teknik- og miljøforvaltningen samlet op. Og på rådhuset har den mangeårige borgemester et absolut socialdemokratisk flertal. »En socialdemokratisk drøm,« som Mattis Tesfaye konstaterer.

»Det er de mennesker, jeg taler om. Mennesker som kan tage til Costa Del Sol med deres postarbejderindtægt. En gadefejer fra København har råd til at tage 14 dage til Costa del Sol med familien, hvis han vil. Men han vil ikke møde tyske eller engelske gadefejere. Det er værdien i det danske samfund, synes jeg. Så længe du har et arbejde, er du en del af middelklassen i Danmark. Det handler om at etablere et samfund, hvor gadefejeren fortsat kan tage til Costa del Sol,« siger Mattias Tesfaye og fortsætter:

»Men det kræver, at vi ikke har udliciteringsrunder hele tiden, så det ender med, at irske vikarbureauer fejer gaden, bygger husene, klipper hækkene og kører lastbilerne. Det store brede ufaglærte og måske også noget af det faglærte arbejdsmarked er dem, som jeg brænder for at fastholde i middelklassen. Udflytningen af arbejdspladser har gjort det sværere at fastholde disse job som middelklassejob, og de risikerer at blive underklassejob.«

Derfor er hovedudfordringen for ham efter et valg også, at langt flere end i dag kan sælge deres arbejdskraft til overenskomstens minimallønninger på et globaliseret arbejdsmarked.

»Hvis befolkningen ikke kan sælge deres arbejdskraft, falder velfærdsstaten sammen,« siger Mattias Tesfaye.

Savner arbejdserfaring på Christiansborg

Vi vender tilbage til Grundtvigskirken i Nordvest, hvor murene står snorlige, som Mattias Tesfaye bemærker, da han kigger op ad muren. Om han skal være det arbejdende folks nye ansigt på Christiansborg, én de kan spejle sig i, er endnu uvist. Men han leverer en opsang til de mange politikere på Christiansborg, der aldrig har haft hud hård hud på fingrene eller skidt under neglene.

»Jeg bare en lillebitte smule arbejdserfaring. Hvis du tæller Folketingets samlede arbejdserfaring sammen, er jeg sikker på, at der er mindre arbejdserfaring end tidligere. Om folk så har arbejdserfaring som gadefejere, sosu-assistenter eller tandlæger er sådan set ikke afgørende. Jeg synes, det er et problem, at vi har et meritokratisk samfund. Vi anerkender meritter, som vi eksaminerer, men vi anerkender ikke de meritter, som vi ikke eksaminerer,« siger Mattias Tesfaye, der blev uddannet murer i 2001 og har arbejdet omkring otte år på byggepladserne samt i fagbevægelsen.

»Det er også en merit at have været på en byggeplads nogle år eller passet nogle ældre. Der foregår en læring dér, som ikke bliver eksamineret, men som alt andet lige danner karakter i et menneske. Den karakter kan jeg godt savne på tværs af partierne.«