Godmorgen.

Hermed tirsdagens politiske morgenpost, der klæder dig på til dagen i dansk politik. Vi begynder med flygtninge- og migrantkrisen, der bliver behandlet på flere niveauer i dag.

I den forgangne uge har mindst 10.900 flygtninge og migranter krydset grænsen til Danmark, oplyser Rigspolitiet, og det er det højeste antal siden begyndelsen af september.

Det får Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen til at lange hårdt ud efter regeringen:

»Det er nogle tal, der står i grel kontrast til det, som den nuværende regering lovede før valget. De garanterede jo danskerne, at de ville lave en straksopbremsning. Det er altid alvorligt, når man siger noget, man ikke kan levere. Men det er ekstra alvorligt, fordi regeringen ikke har en plan,« siger han til TV2 News.

Og med »plan« menes blandt andet en plan for, hvordan kommunerne skal håndtere presset, uddyber han og peger på, at boligsituationen er blevet forværret med regeringens integrationsydelse, som har reduceret flygtningefamiliernes økonomiske råderum.

Og den melding leder videre til to ting:

For det første til forsiden af Politiken, der citerer en ny KL-undersøgelse. Her angiver 17 ud af 61 kommuner, at de nu huser flygtninge i private hjem. Mere om den historie her.

Intern S-kritik af højredrejet udlændingekurs

Og for det andet til Socialdemokraternes interne forhold. For selvom partiets udlændingeordfører nu slår fast, at partiet er imod regeringens integrationsydelse, er det ikke så lang tid siden, at partiet åbnede for det modsatte.

Det var den øvelse - at Socialdemokraterne åbnede for at nikke ja til integrationsydelsen, hvis flygtningefamilier eksempelvis kunne få gratis flyverdrager, »bare for at komme ind ved forhandlingsbordet og stramme endnu mere«, der fik bægret til at flyde over for partiets udviklingsordfører og tidligere minister, Mette Gjerskov.

Det fastslår hun i et interview med Jyllands-Posten idag, hvor hun langer hun ud efter sit partis kurs på udlændingeområdet:

»Vi trænger til en åben debat om vores linje i flygtninge- og udviklingspolitikken. Det må være socialdemokratisk politik, at man ikke både kan stramme på flygtninge og skære på udviklingsbistanden. Vi har åbnet for begge dele,« siger hun. Hele interviewet her (kræver Premium)

Det nordiske perspektiv

På krisemødet om flygtninge- og migrantkrisen i Bruxelles i går efterlyste Sverige mere solidaritet fra de andre EU-lande, herunder Danmark. Det kan du læse mere om i Berlingske. Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbjerg slår tilbage:

»Det er rigtigt, at der er en gennemstrømning gennem Danmark til Sverige, men det er en gennemstrømning, som vi har set gennem meget lang tid. Og som jeg ser det, er det fordi svenskerne har ført en meget lempelig udlændingepolitik gennem mange år,« sagde hun i går.

Norge lægger nu op til at stramme deres asylregler. I går fremlagde den borgerlige regering 15 punkter til stramninger, og Arbeiderpartiets leder Jonas Gahr Støre siger i dag til Aftenposten, at Norge må »sende et signal om«, at de ikke er »et mere attraktivt land at søge ophold i end nabolandene«. Læs her.

Nye anklager mod Carl Holst

Selvom han for længst har trukket sig som forsvarsminister, slipper Venstres Carl Holst ikke for at stå med nye sager på halsen. En ekstern undersøgelse fra advokatfirmaet Kromann Reumert til Region Syddanmark om den såkaldte Holst-sag lister nemlig en lang liste af kritikpunkter mod den tidligere regionsrådsformand. Det skriver Fyens Stiftstidende, der har læst hele undersøgelsen.

Blandt andet får Carl Holst hug for sammen med en ledende medarbejder at have deltaget i et lederskabskursus i Schweiz til en pris af over 100.000 kroner per snude. Desuden har Region Syddanmark brugt mere end 750.000 kroner på coaching-forløb for lederne i regionen.

Et andet kritikpunkt er Carl Holst brug af aviser. Han fik ifølge undersøgelsen 37 aviser sendt til sit kontor i regionen, og ti aviser sendt til sit private hjem. Carl Holst har fået indtil på mandag til at svare på kritikpunkterne. Hele historien her.

Status på forhandlingerne

Regeringen skal helst lukke forhandlingerne om først en politiaftale og så den samlede finanslov i denne uge, så politikerne fra næste uge kan fokusere på kampagnen op mod folkeafstemningen.

Hele dagen i går var der ikke officielle forhandlinger hos Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet. I stedet var der løbende »bilaterale sonderinger«, oplyser ministeriet til politiko.dk. Det arbejde fortsætter i dag, hvilket betyder, at finansministeren med kort varsel har meldt afbud til et EU-møde. Læs mere her.

Ifølge Børsens politiske kommentator Helle Ib arbejder DF i øjeblikket ikke kun på at få mærkesager om ældrepleje og grænsekontrol hjem, men også på at komme ud af kniben med at skulle lægge stemmer til nedskæringer i kommunerne, hvilket rammer partiets velfærdsprofil hårdt og åbner en flanke for kritik fra især Socialdemokraterne.

Ib skriver i en analyse, at DF arbejder på et betænkningsbidrag til regeringens lovforslag om det kritiserede omprioriteringsbidrag:

»Ordlyden, der præsenteres om få dage, bliver afgørende for, om DF får cementeret overfor vælgerne, at partiet har viljen til at lukke for de gyldne haner, så omprioriteringsbidraget ikke går ud over kernevelfærden,« skriver Helle Ib. Hele analysen her (kræver abonnement).

Skat får kritik for brugen af penge

Endnu en møgsag rammer nu Skat og Skatteministeriet. I morgen offentliggøres en beretning fra Rigsrevisionen om Skat og Skatteministeriets økonomistyring, og den kommer med en række kritikpunkter, skriver Berlingske.

Blandt andet konkluderer Rigsrevisionen, at økonomistyringen i en længere periode har være utilfredsstillende, og at udgifterne til administration og støttefunktioner vokser, mens budgettet til Skats kerneopgaver - som eksempelvis vejledning af borgerne og inddrivelse af gæld - skrumper.

Ifølge Berlingske blev der i 2014 brugt ca. 2,5 mia. kroner på det første, mens de fire kerneområder står for udgifter på ca. 2,2 mia. kroner.

Sådan bruger Skat sine ressourcer:


Berlingske Infografik/Malling. Kilde: Skat og Skatteministeriet

Konsekvensen af et »ja«

Videre til den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet, for på forsiden af Jyllands-Posten slår juraeksperter i dag fast, at et »ja« kan betyde, at danskere risikerer at blive overvåget, aflyttet og afhørt for handlinger, der ikke er strafbare i Danmark.

Forklaringen? Hvis Danmark tilslutter sig EUs direktiv om den europæiske efterforskningskendelse, som er et af de 22 retsakter, som ja-partierne vil tilslutte sig.

»Vi vil være forpligtede til at efterforske danskere i sager, som i bund og grund kan være i strid med eksempelvis vores opfattelse af ytringsfrihed,« forklarer lektor Birgit Feldtmann fra Syddansk Universitet til Jyllands-Posten. Hele historien her.

Camerons deadline

Og vi bliver - et øjeblik endnu - i EU-sporet. For det er i dag, at den britiske premierminister David Cameron skal fremlægge sin længe ventede liste over krav, som skal imødekommes, hvis Storbritannien skal blive i EU. Og det bliver en øvelse i retorik, lyder det i Politiken, hvor London-korrespondent Lone Theils skriver om Camerons »umulige balancegang«. Den står på side 4 i papiravisen, men er pt. ikke til at finde online.

I øvrigt har britiske The Times skrevet, at en kommende britisk folkeafstemning om et ja eller nej til fortsat EU-medlemsskab skal gennemføres i juni næste år.

4 korte nyheder:

1: Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen lagde i foråret politisk pres på Trafikstyrelsen i en sag om etablering af en vindmøllepark ved Stauning lufthavn, hvor to af hans nærmeste familiemedlemmer havde betydelige økonomiske interesser. Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til en række dokumenter. Læs historien her.

2: Kritikken af sygedagpenge-systemet fortsætter. Information kan viderebringe en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen, og her peger ni ud af tretten kommuner på, at det er umuligt for dem at fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, om syge borgere skal have forlænget deres sygedagpenge inden for den lovsatte tidsfrist. Læs mere her. Enhedslistens Finn Sørensen har nu kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.

3: Regeringen har indkaldt partierne til et hastemøde om den kommende Mali-mission, hvor Forsvarsministeriet vil gennemgå de betingelser og begrænsninger, som de ca. 30 danske elitesoldater fra Jægerkorpset skal arbejde under. Årsagen er DF, der har opfordret til at udskyde behandlingen af lovforslaget om Mali-missionen, før der er klarhed over reglerne, skriver Berlingske.

4: En række partier på venstrefløjen skyder med skarpt mod både Skat, Pet og justitsminister Søren Pind (V), efter Skat har erkendt, at myndigheden har leveret oplysninger om danskeres flyrejser til PET, selvom det var i strid med loven og skete uden dommerkendelse. Læs mere hos Politiken her.

Løkkes mandagsstævnemøde

Vi skruer lige tiden ca. et døgn tilbage, for statsminister Lars Løkke Rasmussen havde mandag morgen inviteret en håndfuld personer til løbetur, morgenmad og uformel snak om samfundets udfordringer.

På gæstelisten var blandt andet direktør i AP Møller-Mærsk Lars Erik Brenøe, tænketanken Justitias direktør Jakob Mchangama, sportsdirektør Brian Holm og direktør i kommunikationbureauet Ulveman og Partners, Michael Ulveman, der lagde et billede op på sin Facebook-profil.

 

Det sker i dag:

- Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er i dag, og frem til torsdag, i Kina, hvor hun bl.a. skal mødes med en række kinesiske ministre og deltage i konferencer i Shanghai og Beijing om fødevaresikkerhed.

- kl. 12.30 mødes Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, og statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager i mødet. På dagsordenen er det kommende uformellem møde mellem EUs stats- og regeringschefer på torsdag 12. november.

- Kl. 13.00 skal MFerne på møde i Folketinget behandle en række lovforslag. På dagsordenen er blandt andet forslaget om at udsende et supplerende dansk, militært bidrag til indsatsen mod Islamisk Stat og forlaget  om at sende et dansk, militært bidrag til Mali.

Desuden skal skatteminister Karsten Lauritzens omdiskuterede forslag om at udskyde forældrelsesfristen for danskernes gæld til det offentlige 2. behandles. Læs mere om det her.

Og så er der ellers en række samråd på programmet på Christiansborg.

- kl. 14.30 skal både sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og social- og indenrigsminister Karen Ellemann i samråd i Folketingets sundheds- og ældreudvalg, hvor de skal redegøre for konsekvenserne af at omlægge den såkaldte »ældremilliard« til det kommunale bloktilskud.

- kl. 14.30 er der også åbent samråd i beskæftigelsesudvalget med beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. På dagsordenen er nedskæringerne i Arbejdstilsynets bemanding.

- kl. 16.30 skal to ministre, udenrigsminister Kristian Jensen og kulturminister Bertel Haarder, stå ret i Folketingets udenrigsudvalg, og her handler det om lukningen af Center for Kultur og Udvikling (CKU). For nylig luftede bestyrelsen i CKU deres bekymring over lukningen i en kommentar i Berlingske:

»Vi frygter, at man i Venstre slet ikke er klar over, hvad det er for et vigtigt udenrigspolitisk redskab, Danmark står til at miste,« skrev de blandt andet. Hele kommentaren her.

- I Bruxelles mødes EUs økonomi- og finansministre. De skal bl.a. have en status på implementeringen af bankunionen og forsøge at nå til enighed om, hvordan kampen mod klimaforandringerne skal finansieres i den globale aftale, der forhåbentlig bliver et resultat af det kommende COP21 i Paris. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har dog meldt afbud til mødet på grund af de hjemlige finanslovsforhandlinger, ås i stedet deltager Danmarks EU-ambassadør i Bruxelles, Kim Jørgensen, oplyser Berlingske Nyhedsbureau.

- I aften dansk tid (kl. 14.30 i Washington DC) skal Alternativets formand Uffe Elbæk mødes med den amerikanske præsidentkandidat og senator Bernie Sanders (Dem.). Det var ham, der affødte en del debat, efter han udtalte, at USA skulle være mere som Danmark. Uffe Elbæk har været i Washington i de seneste dage, blandt andet for  »at tjekke potentielle internationale samarbejdspartnere ud«, som han skriver på Facebook.

- Og så er der i dag deadline for at indsende et privat jule- eller vinterbillede til Statsministeriet, hvis man vil være med i kampen om at levere det billede, som statsminister Lars Løkke Rasmussen udvælger til sit årlige julekort, der sendes til stats- og regeringschefer over hele verden. Læs mere i pressemeddelelse fra Statsministeriet her.

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker i dag eller i morgen, så se mere på dato.dk.

Det skete i dag:

... i 1918: 1. verdenskrig slutter.

... i 1952: Efter længere tids chikaner fra Sovjetunionen meddeler FNs generalsekretær Trygve Lie, at han træder tilbage.

... i 1955: Der bliver fremsat et lovforslag om at etablere et atomforsøgscenter med to atomreaktorer på Risø.

... i 1960: Det bliver politisk besluttet at indføre parkometre i København.

 

Politisk morgenpost skrives løbende, og er senest opdateret kl. 8.30.