At være født i frihed er en tilfældighed; at leve i frihed er et privilegium; at dø i frihed er et ansvar.«
Denne talemåde siger noget sandt om vores personlige ansvar for at kæmpe for det gode, vi har.
Det er der heldigvis nogen, der har gjort hele tiden. Men de fleste har ikke. Endelig er der nogen, der bliver omvendt undervejs. Historieprofessor Uffe Østergård er en nyligt omvendt.
I et JP-interview 12/9 viser Uffe Østergård, at han endelig er begyndt at gøre noget for at få lov til at dø i frihed. Nu siger han nemlig langt om længe alt det rigtige om faren fra indvandring og islam.
Han siger, at muslimerne skal blive som protestanter, for at vi kan opretholde sammenhængskraften i Danmark. Man skal gå bort fra multikulturalismen og i stedet kræve assimilation af indvandrerne. Kulturel assimilation er nemlig en nødvendig forudsætning for demokratisk assimilation, siger han. Tidligere har han sagt det modsatte og skoset dem, der sagde det, han nu selv mener er rigtigt.
Flere skribenter har i ugens løb gjort deres til, at Uffe Østergård er blevet klar over, hvad han tidligere har sagt af dumheder. Det vil jeg afstå fra her og i stedet glæde mig over, at han er nået frem til at sige noget, der er rigtigt og vigtigt. Måske når han selv at dø i frihed, selvom han først til sidst gjorde en indsats for det.
Jeg er mere bekymret for de unge generationer. Kommer de til at leve i frihed? Kommer de til at dø i frihed? Jeg kan godt få mine tvivl.
For der er jo desværre stadig mange, der ikke er nået så langt som Uffe Østergård.
Hvorfor modarbejde undersøgelse?
Et eksempel er nogle gymnasielærere og gymnasieelever, der i denne uge er meget forargede over et spørgeskema, som undervisningsministeren har udsendt i forsøget på at fremme den såkaldte »demokratiske dannelse« i skolerne.
Undervisningsministeren prøver med spørgeskemaet at afdække, hvor stort problemet er med islam og manglende personlig frihed for at kunne sætte ind imod problemet. Men forsøget falder ikke i god jord i gymnasiet og kaldes i Gymnasielærer-bladet for »muslimhetzende og tendentiøst«.
Lærerinde Sylviane Paolis fra Øregårds Gymnasium nævner dette eksempel fra spørgeskemaet som særligt slemt:
»Har du oplevet, at der udøves social kontrol, i form af at elever, der ikke følger bestemte regler i islam, ekskluderes fra en gruppe?«
Paolis siger, at hun bliver stødt, fordi der sættes lighedstegn ved social kontrol og muslimske elever. For »vi oplever social kontrol blandt alle elever.«
Formanden for gymnasieelevernes organisation, Jens Philip Yazdani, er også forarget. For »spørgeskemaet kan få det til at se ud, som om der er generelle problemer med kvindeundertrykkelse, social kontrol og islamkritik på landets gymnasier, men det er bestemt ikke den virkelighed, vi oplever.«
Men hvis det er, som Yazdani siger, er det vel også det, undersøgelsen vil vise. Så hvorfor være sur over undersøgelsen?
Lærerinden og eleven viser modstand imod at få virkeligheden afdækket. Det er i første omgang meget besynderligt, at man kan have noget imod, at der samles ekstra viden ind på så vigtigt et område. Tænk, hvis det viser sig, at der er store problemer med undertrykkelse og manglende frihed blandt muslimske elever. Ville det så ikke være fint at sætte ind imod det? Eller mener lærerinden og eleven virkelig, at det er bedre at lade tingene gå deres skæve gang, lukke øjnene for undertrykkelse og fortsætte, som om intet er sket? Skal virkeligheden fornægtes, hvis den ikke følger de multikulturelle drømme om, at det er helt lige meget, hvilken kulturel baggrund du har?
Lærerinden og eleven giver her udtryk for den multikulturelle holdning, som Uffe Østergård har forladt. De nyder det privilegium, at de lever i frihed, men de gør intet for, at kommende generationer skal kunne nyde samme privilegium.
For selvfølgelig er vi nødt til at se i øjnene, at der er forskellige kulturelle værdier indlejret i de forskellige kulturer. En islamisk kultur, der bygger på en bog med så megen vold og undertrykkelse, som Koranen indeholder, har selvfølgelig mere end vanskeligt ved at tilpasses en fri, kristen kultur som den danske. At afdække dette og derefter gå i gang med at tage sine forholdsregler for at modgå ufriheden er det eneste rigtige. Det bør en ideologisk, multikulturel fordom ikke afholde nogen fra.
Det er derfor godt, hvad undervisningsministeren har gang i, og det er beskæmmende, at der stadig er nogen, der har den forældede 1990er-holdning, hvor enhver kritisk konstatering angående islam og islamisk kultur blev anset for moralsk underlødig og racistisk. En kritisk holdning til islam, undervisning, demokrati, sig selv og så videre er da kun rettidig omhu. Og den er bestemt nødvendig, hvis vi vil videregive den gave, det er at leve i et frit samfund, og hvis vi selv vil dø i et frit samfund. Godt at Uffe Østergård har indset det. Må indsigten spredes til mange flere.