Med inspiration fra Donald Trump, har nogle af det gamle Østeuropas nationalkonservative ledere iført sig populistiske fåreklæder og er gået til angreb på det liberale demokrati, der i dag bruges som et skældsord både af dem og deres vestlige forbilleder. Man tager sig til hovedet over det demokratiske underskud, for det, vi ser, er en form for politisk hybridkrig med bestanddele fra den ikke så fjerne kommunistiske fortid og Europas fascistiske pest som en del af det politiske arvegods.

Polen demonstrerer for tiden, hvordan man kan spille hasard med demokratiet som indsats. Siden det kom til magten i 2015 med et beskedent flertal, har regeringspartiet med det Orwelsk-klingende navn »Lov og Retfærdighed« arbejdet på at indføre sin egen form for lov og ret.

Målet er ikke blot at stække frihedsrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed. Man vil afmontere det polske demokrati med en retsreform, så regeringen kan udnævne alle dommere og anklagere fra højesteret til lokale retsinstanser. De demokratiske grundsætninger om magtens tredeling og retssamfund skal sættes ud af kraft og erstattes af et nyt og ordentligt demokrati.

Den polske opposition har slået alarm og ligesom EU og andre internationale organisationer advaret om, at Polen er ved at genindføre et autoritært diktatur. Det er den enevældige partiboss Jaroslaw Kazcynki, der med en moderne polsk udgave af »blod og jord«-tænkning kæmper for retsreformen. Med en ægte populistisk saltomortale bedyrer han, at man kun ønsker, at staten og dens institutioner skal tjene det polske folk og ikke kun eliten. Man vil renationalisere Polen og rense systemet for de kommunis­tiske og liberale kræfter, der har inficeret landet og er styret fra udlandet.

Det er værd at hæfte sig ved, hvordan Kazcynski og hans parti sidestiller kommunister og liberale og ser dem som tidens største fare og onde. Ved at befri sig for dem vil man gøre Polen stort igen. Man sikrer demokratiet ved at afskaffe det. Velkommen Orwell til 2017.

Anne Applebaum, forfatter og kommentator på The Washington Post, skriver, at Donald Trump i sin tale i Warszawa lovpriste det polske styre, men undlod at hylde Vestens demokrati og frihedsidealer. Det ser hun som en anerkendelse af den polske regerings nationalistiske og antidemokratiske kurs. Trump gav dermed sin velsignelse til Kazcyn­skis raid mod det polske retssystem.

Det var grønt lys til kampen mod det liberale demokrati og for en ny politisk orden, som en af Kazcynkis politiske åndsfæller og støtter, Ungarns leder Viktor Orban, kalder for det illiberale demokrati – det ikke-liberale demokrati. Det er angiveligt stadig et demokrati, men uden de rettigheder og friheder, som har afsporet Vestens liberale demokratier og ført til – om ikke helvede så dog noget tæt på, nemlig Gayropa.

Det er dog ikke kun Trumps ord, men i endnu højere grad hans handlinger, der har givet Kazcynski og Orban en opskrift på grænseoverskridende politik: glem alt om politisk korrekthed, riv eliternes pyramider ned og gør alt, hvad I kan komme af sted med.

Efter et halvt år i Det Hvide Hus har den kurs givet Trump massiv, global omtale og opmærksomhed, men ført til meget begrænsede politiske resultater. Kazcynski og Co. ser også ud til at have forstrakt sig. Polens præsident satte en kæp i hjulet og nægtede at godkende to af de mest vidtgående lovforslag.

Den polske misere er ikke et isoleret tilfælde, men en tendens i tiden med appel til ligesindede både ude i verden og tættere på vores egne kyster. Det er alle dem, der har nået et mætningspunkt for det liberale demokrati og nu ligesom Kazcynski, Orban, Trump og deres fæller fabler om en ny politisk verdensorden. Med en umiskendelig autoritær understrøm.

Det begynder at flimre for mine øjne, når jeg tænker på, hvordan lande som Polen og Ungarn efter et halvt århundrede med ufrihed og totalitær undertrykkelse under nazismen og kommunismen vender sig mod det vestlige demokrati og de institutioner som f.eks. EU, der har hjulpet dem og bliver ved med at hjælpe dem med at genvinde frihed, demokrati og velstand.

Men jeg tænker også på, at man bør se tingene i en større sammenhæng og måske træde lidt mere varsomt over for de østeuropæiske hasardspillere, når nogle af vores egne spillere hylder de samme værdier og idealer. Som f.eks. DFs forsvarspolitiske ordfører, Marie Krarup, der anser EU og liberale værdier for en større trussel for Danmark end Putin og Rusland. Efter et besøg i Ukraine anser hun nu Krim for en del af Rusland og taler stadig om den uret, der bliver begået mod Moskva, når man giver Rusland al skyld for krigen i Ukraine.

Der er mere i luften, hvis politikere i et gammelt og veletableret demokrati som det danske bevæger sig ud på det overdrev. Så er det måske ikke så overraskende, at demokratiske novicer som Kazcynski og Orban har svært ved at finde melodien. Man får helt lyst til at sende alle dem ude og hjemme, der længes efter mere lov, orden og retfærdighed og ser det liberale demokrati som en forbandelse, en melodi fra fortiden med en hilsen fra PH og Liva Weel:

Man binder os på mund og hånd

Men man ka’ ikke binde ånd

og ingen er fangne, når tanken er fri.

Samuel Rachlin er journalist og forfatter.