Det danske Mærsk-skib, Alexander Mærsk, sejlede direkte ind i en malstrøm af europæisk asylballade, efter at skibet på anmodning fra den italienske kystvagt for nylig samlede 113 migranter op i Middelhavet. Italienerne nægtede efterfølgende at tage imod dem, så det danske skib var nødsaget til at flyde rundt med migranterne om bord i flere dage, indtil italienerne til sidst gav efter.

Historien understreger, hvor presset Italien og de andre middelhavslande er af migrantstrømmen fra Afrika. Dog er problemet ikke med handelsskibe som fra Mærsk, der sejler i internationalt farvand, men de mange NGO-skibe, der uden opfordring sejler tæt på kysten i Libyen for at samle migranter op, hvorefter de bliver fragtet over Middelhavet til lande som Italien. NGOerne skaber dermed et stort incitament for migranterne, der sejler ud i mere og mere faldefærdige både. Mange bliver samlet op, men hvert år drukner tusindvis også som følge. Derfor forstår jeg godt den italienske regering, der nu siger stop til NGOerne. Og jeg mener, at NGOerne i stedet for at sejle skibbrudne migranter til Italien, burde sejle dem til nærmeste sikre havn i Nordafrika.

Spanien viste vejen

Heldigvis viser historien, at vi godt kan sætte en prop i de massive migrantstrømme som fra Libyen til Italien. Spanien har nemlig tidligere vist, at det er muligt at standse strømmen. Tilbage midt i 2000erne kæmpede Spanien en lignende kamp med massive migrantstrømme. Afrikanere i titusindvis tog turen op langs Afrikas vestkyst og fortsatte i små både til De Kanariske Øer. Alene i 2006 ankom der over 30.000 illegale migranter, så Spanien iværksatte en indsats for at forhindre tilstrømningen, og det var med succes. For i 2009 ankom nul illegale immigranter til De Kanariske Øer.

Indsatsen lykkedes på grund af samarbejde med især Senegal og nabolandet Mauritanien samtidig med, at man arbejdede for at udvikle de lande, hvor immigranterne kom fra. Men mest af alt lykkedes indsatsen, fordi der blev brugt penge på at styrke kystvagten i Senegal og Mauritanien. Spanien forærede dem helikoptere og hurtiggående både, og de betalte for løn og uddannelse af lokale politifolk.

Det samme er man i gang med i Libyen, men der er tydeligvis brug for en endnu større indsats. Her kunne NGOerne hjælpe, hvis de samarbejdede med den libyske kystvagt med den målsætning at vende skibene og sende dem tilbage til Afrika. Det vil mindske incitamentet til at stævne ud, og dermed vil færre drukne.

Afrikanske lande skal udvikles

I skrivende stund er vores statsminister til EU-topmøde i Bruxelles, hvor netop migrantsituationen er på toppen af dagsordenen. Der er ingen tvivl om, at den permanente løsning på presset på EUs ydre grænser skal findes via langsigtede løsninger i fællesskab og/eller mellem enkelte medlemslande. For eksempel er den fælles pengekasse EUs Trustfond for Afrika, der lige nu har tre milliarder euro, en vigtig langsigtet løsning, fordi formålet er at udvikle de afrikanske lande, som folk migrerer fra.

NGOerne skaber dermed et stort incitament for migranterne, der sejler ud i mere og mere faldefærdige både.

En anden løsning er det, som Danmark lige nu arbejder på sammen med Østrig, nemlig at placere udrejsecentre for afviste asylansøgere i et land uden for EU.

En tredje løsning er, at EU arbejder for at placere opsamlingsplatforme i Nordafrika til flygtninge og migranter fra Middelhavet.

Alle disse løsninger skulle gerne på sigt lette presset og skabe en situation, hvor man kun kommer til Europa, hvis man er inviteret. Men indtil de løsninger forhåbentlig træder i kraft, må vi se på den korte bane. Her er nøglen at styrke kystarbejdet i Libyen og sørge for, at migrantbådene slet ikke når ud i Middelhavet, eller at de bliver sendt retur undervejs.