Når EUs ledere mødes til topmøde i Bruxelles, er det altoverskyggende tema migration: Skib på skib anløber sydeuropæiske havne med flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten. Det, der kaldes migrantkrisen, er blevet yderligere forstærket af, at Italien nu nægter at overholde sine internationale forpligtelser til at tage imod skibe. Europas ledere synes stadigt mere fortvivlede. I Tyskland er regeringen ved at bryde sammen, Italien og Frankrig er på vej i totterne på hinanden.
Sådan ser virkeligheden ud i Bruxelles, Berlin og København. Set fra Addis Ababa - hovedstaden i Etiopien, hvor jeg opholder mig lige nu - er billedet et andet. Set herfra virker optakten til topmødet ærligt talt en anelse skør.
Om man så sendte den samlede europæiske flåde til Middelhavet, ville det være umuligt at stoppe det pres.
Europæiske medier og politikere er travlt optaget af intern fordeling af asylansøgere, og man kan få det indtryk, at en styrkelse af Frontex og modtagecentre et endnu udefineret sted i Afrika kan løse Europas problemer. Det kan det ikke.
En grund til at blive
Etiopien er et af de berømte nærområder og huser over en million flygtninge fra primært Sydsudan, men også fra Somalia og Eritrea - lande, hvis indbyggere allerede i dag stiller sig i kø i de libyske havne. Landet oplever pæn økonomisk vækst, og internationale donorer er massivt til stede. Men det er en kæmpe udfordring at give flygtningene et værdigt liv - og en grund til at blive.
Samtidig skriger landets egen befolkning på job og muligheder - og kan de ikke få dem i Etiopien, kigger de andre steder hen. Om man så sendte den samlede europæiske flåde til Middelhavet, ville det være umuligt at stoppe det pres, som mange her frygter vil komme, hvis ikke Afrikas unge får bedre muligheder og håb om et værdigt liv.
Derfor ryster de etiopiere, jeg møder hernede, på hovedet, når de hører den europæiske debat.
Det er farligt at tro, at man kan nøjes med afskrækkelse af migranter og venteværelser i Afrika. Vi skal forfølge det vigtige spor, som Afrikas og Europas ledere lagde på EU-Afrika-topmødet i Elfenbenskysten i november sidste år. Her handlede samtalerne ikke om afskrækkelse af migranter, men et samarbejde om vækst og muligheder.
Der var tale om en Marshallplan for Afrika - et monumentalt løft båret af menneskerettigheder, arbejdspladser, sundhed og god regeringsførelse. Den samtale må ikke forstumme. Men det frygter jeg, at den gør, hvis ikke de afrikanske lande bliver taget alvorligt i Bruxelles og de europæiske hovedstæder.
EUs hovedpine er altså større, end vi tror. Hvis blot én fraktion af flygtningene i nærområderne sætter sig i bevægelse, vil vi se på flygtningekrisen fra 2015 som overkommelig. Og vurderingen her i landet er, at flygtningene vil sætte sig i bevægelse, hvis EUs eneste svar på den nuværende situation er at styrke Frontex og den libyske kystvagt.