Helene Møller er lærer på Vesterbro Ny Skole. Det har hun kun været i halvandet år. Da folkeskolereformen blev rullet ud, og slaget om lærernes arbejdstid stod i 2013, var hun under uddannelse. Nu er hun til demonstration.
»For mig personligt handler det ikke så meget om løn. Men om at vi bliver anerkendt og værdsat, og at vi får nogle arbejdsvilkår, som betyder, at man kan udføre sit arbejde ud fra de værdier og ambitioner, man har,« siger hun.
Som ny lærer er det svært at opsamle de erfaringer, der er brug for, fordi hverdagen er voldsomt presset.
»Der er rigtigt mange nyuddannede lærere, der knækker halsen og ikke har lyst til at fortsætte. De kan mærke, at de ikke kan udføre deres arbejde ordentligt,« siger Helene Møller.
Hun står på Thorvaldsens Plads i hjertet af København sammen med sin kæreste og flere tusind offentligt ansatte, som demonstrerer for at få en ny overenskomst. Og hun siger det, som de alle sammen siger.
Det handler selvfølgelig om spisepauser, lærernes arbejdstid og løndecimaler. Men først og fremmest handler vreden blandt de offentligt ansatte om respekt. Følelsen af ikke at blive værdsat har drevet Danmark ud til kanten af en lammende storkonflikt.
»Nok er nok,« råber demonstranterne i kor. Enhedslisten er massivt til stede med deres bannere, mens andre politiske partier holder lav profil. Pædagogerne og betjentene er her, farmakologerne, SOSUerne og sygeplejerskerne er her.
Også DJØFerne, juristerne og økonomernes kolde hænder har fundet vej til demoen. Moderniseringsstyrelsens udskældte »lakajer« er her. De har aldrig været ude i en konflikt før, men står i jakkesættene skulder ved skulder med deres offentlige kolleger om at finde »en løsning for alle«, råber formanden for DJØFs offentlige gruppe, Sara Vergo, fra scenen.
»Vi er den mest udskældte gruppe i det her land. Men vi gør bare det, som politikerne siger, at vi skal gøre. Udliciteringer og besparelser besluttes af politikere, ikke af DJØFere,« siger hun i et forsøg på at få en form for tilgivelse, mens ordene sendes retur i et ekko fra de tykke mure omkring Christiansborg.
En skriggul konfliktvest passer også godt til en grå habit, mener hun og fastslår: »Vi har brug for hinanden i den offentlige sektor.«
Frederikke Marie Sørensen er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hun er sammen med sin kæreste Andreas med til demonstrationen i den sene eftermiddagssol. Hun kommer direkte fra en vagt, hvor hun med egne ord har »knoklet som en sindssyg«.
»Når man løber så stærkt for at få det hele til at hænge sammen, så betyder anerkendelse meget,« siger Frederikke Marie Sørensen.
På hendes afdeling som de fleste andre på Rigshospitalet har man i forhandlingerne om et nødberedskab i tilfælde af en storkonflikt konstateret, at der ikke er nogen, som kan undværes. Derfor kan lockouten ikke effektueres.
»Det er jo absurd, at vi er så få, at det, vi kører med til dagligt, svarer til et nødberedskab. Selv om det er forfærdeligt, er det godt, at det kommer frem,« siger hun.
Det offentligt ansatte Danmark er træt af hele tiden at skulle køre »længere på literen«, trætte af at blive målt og vejet, og at det, der tæller, er skemaer, og ikke at arbejdet gøres ordentligt.
Grete Christensen, som er chefforhandler for de offentligt ansatte i regionerne og formand for Dansk Sygeplejeråd, går på scenen. Det handler om de tre hovedkrav, slår hun fast.
»Men det handler også om anstændighed,« siger hun til de tusinder af demonstranter. »Og om velfærdssamfundet, som bliver behandlet dårligt. Nu tegner vi en streg i sandet og siger hertil og ikke længere. Det er et kedeligt menneskesyn at være tal i et regneark,« siger hun og skyder løs på Moderniseringsstyrelsen.
»Vi er grundlæggende ude i en tillidskrise,« siger hun, og der klappes.
Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, er den næste på scenen. Hun mener, at der er »tændt et håb i det her forår«, og at det skal være slut med at blive styret af regneark, regnedrenge og regnemaskiner.
»Vi vil ikke være mere og mere effektive, som Moderniseringsstyrelsen kræver,« siger hun.
En anden taler, Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, mener ikke, at arbejdsgiverne respekterer det arbejde, der udføres. Fokus er kun på besparelser og ikke på kvalitet. Og det offentlige er massivt udsultet.
»Vi er reduceret til objekter for effektivisering. Det er respektløst,« råber hun ud til demonstranterne, der svarer med et bifald.
Onsdag blev forhandlingerne genoptaget. Og hvis fagbosserne skal levere noget, der skal kunne tilfredsstille demonstranterne og alle deres medlemmer, skal de returnere fra Forligsinstitutionen med en stor pose respekt og anerkendelse, måske også med en nedlæggelse af Moderniseringsstyrelsen og et endeligt livtag med »New Public Management«.
Men ingen af de emner er på bordet hos forligsmand Mette Christensen. Vreden kører ud af sit eget særlige spor.
Og på de sociale medier bakkes velfærdens frontkæmpere op af danskerne, som har kastet deres kærlighed på SOSUer, pædagoger, sygeplejersker og lærere.
Arne Würgler har skrevet en hyldestsang til de varme hænder, og forfatteren Hanne Vibeke Holst fortæller, hvordan hun med bekymring har fulgt sine to søstre, der begge er offentligt ansatte.
Det er ikke lønnen, der klages over, men at de ikke er i stand til at gøre arbejdet godt nok »derude, hvor der i effektiviseringens hellige navn skæres to procent om året og følgelig må skæres flere hjørner, hoppes over stadig lavere gærder og hugges endnu flere hæle og tæer for at få enderne til at mødes«, skriver Hanne Vibeke Holst i et debatindlæg på Altinget.
Mens protesterne vokser, og billedet af det danske velfærdssamfund males stadig mere sort, ryster man på hovedet andre steder. De ansattes oplevelser står i kontrast til det billede, man har der, hvor man beskæftiger sig med, hvordan den offentlige sektor skal ledes og styres.
»Det er DJØFerne, der har reddet os fra græske tilstande. Intet mindre. Vi burde hædre dem,« siger professor Kurt Klaudi Klausen til Mandag Morgen.
»Hele den økonomistyring af den offentlige sektor, der blev sat igennem op gennem 1990’erne med DJØFerne, må siges at være det, der har reddet velfærdsstaten,« tilføjer Ove Kaj Pedersen, professor emeritus fra CBS, og mener samme sted:
Så måske er historien om den danske velfærd, udbygningen og effektiviseringen af den som den om operationen, der lykkedes, men hvor patienten døde.
Bliver Danmark kastet ud i en omfattende storkonflikt, vil det ifølge politikere og iagttagere sætte dybe skel. Velfærdsdanmark vil ikke kunne fortsætte som hidtil.
Som antropolog og forfatter Dennis Nørmark forleden skrev i Politiken, så kan en ny overenskomst »kun blive et plaster på et sår, der uden tvivl vil springe op igen næste gang, medmindre man for alvor får bygget bro over den virkelige kløft mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den offentlige sektor«.
Han tilføjer:
»Der går en kløft ned igennem det offentlige Danmark. En kløft, der handler om, hvordan man definerer kvaliteten i arbejdet. En kløft, hvor velfærdsstatens frontmedarbejdere og specialister står på den ene side, og et vældigt administrativt apparat af generalister står på den anden.«
Tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler siger til FOAs fagblad, at lønnen sjældent er afgørende, men at det handler om det sprog, der bruges.
»Man taler om højere og lavere uddannelser. Og man taler om at tørre røv på ældre, når man taler om omsorgsarbejde. Det er meget nedsættende og viser, at omsorgsarbejde ikke er agtet på samme måde som andre fag,« siger Jacob Birkler.
Tre pædagoger fra Hørve på Midtsjælland har taget turen lige fra arbejde for at demonstrere. Børnene har klippet bogstaverne »BUPL« i lilla pap, som nu sidder fast i håret på Camilla Jørler.
»Hvis vi skal være på arbejdsmarkedet, til vi er omkring 70, så skal de ikke fjerne vores pauser eller tage vores seniordage,« siger hun.
Og selvfølgelig handler det også om respekt og anerkendelse.
»Jeg har måttet overbevise min kæreste om, at det at være pædagog, ikke bare handler om at sidde på legepladsen med en kop kaffe,« siger hun og griner.