Jeg er ikke bange for at gå hånd i hånd med min kæreste på Nørrebro. Det sker, at jeg får hårde øjne af en kvinde iført tørklæde, og så bliver jeg da ked af
det. Men man må bare ikke give op.«
29-årige Nada Josef er lesbisk med somalisk og libanesisk baggrund. Hun sprang ud som ganske ung, men selv om hun stammer fra en religiøs familie, kom accepten med det sammen. Nadas mor var ikke overrasket.
Havde Allah skabt hendes datter som lesbisk, var det sådan, hun var. Alligevel tog det lidt tid, før Nada for alvor selv stod ved sin seksualitet.
»Jeg boede to år i Silkeborg, og der havde jeg virkelig svært ved at gå ned ad gaden med min ekskæreste i hånden. Da jeg så flyttede til København og gik ind på Vela (lesbisk bar på Vesterbro, red.), var det ligesom at komme hjem. Da jeg først opdagede det, var det som om, jeg gik mere oprejst«.
Det handler om at være del af et miljø, forklarer hun. Og det er netop det, der mangler uden for København, hvor unge homoseksuelle muslimer ofte er meget alene med deres følelser.
Af samme grund tager Nada nu rundt i landet og taler med dem, der kommer ved Sabaahs caféer.
»De tror jo, at det, de gør, og det, de føler, er forkert. De er så overbeviste om, at de normer, de er opdraget med, er rigtige, og at det, de føler, er fejlagtigt.«
Et godt eksempel var en pige, hun mødte ved en af foreningens arrangementer i Aarhus.
»Hun sad og krummede sig sammen og sagde hele tiden til sig selv: »Jeg er synder. Jeg er synder,«« fortæller Nada Josef.
Som for mange af de andre unge muslimer, var pigens dårlige samvittighed enorm. At være homoseksuel i en muslimsk verden er ofte ikke en mulighed og ikke noget man taler om. Hverken i familierne og omgangskredsen.
»Hvis du spørger børnene i en almindelig gymnasieklasse, så tror de ikke, at homoseksuelle findes i Mellemøsten. Man får jo altid at vide, at der ikke findes homoer i Pakistan. I Egypten. Og der bliver aldrig talt om det i baglandet. Derfor er det slet ikke en mulighed, der falder de unge ind. De ved bare, at noget er galt med dem,« siger Nada Josef.
Hun mener, at det vigtigste er, at vise de unge, at der er andre ligesom dem. At det er muligt at mødes i flok, høre arabisk musik, ryge vandpibe og være sig selv.
»Som frivillig i Sabaah behøver jeg ikke gøre så meget. Jeg skal bare være der og lytte til deres historie. Så kan de se mig, og måske tænker de: »Hvis hun kan, så kan jeg også,«« forklarer Nada Josef.
Hun tror på, at hendes styrke kan smitte. At det kan lade sig gøre.
Hun har set det ske.
»En måned efter at jeg mødte pigen ved caféen i Aarhus, så jeg et billede af hende på Instagram. Med kort hår og en kæreste i hånden. Det var det hele værd«.