Der er tibetsager og slettede mails, statslig overvågning af alt og alle, en ubådssag, der får dig til at tvivle på det grundlæggende i mennesker, og der er varslet strejke hele vejen rundt.

Det har regnet i et år, og du har influenza for 3. gang i 2018. Din opvasker lækker vand ud på dit ludbehandlede gulv, og du skylder en årsløn i skat, fordi du har økonomisk apati og ikke tør tage din telefon, når din revisor facetimer dig. Det er for tidligt at drikke rosé og for sent at drikke portvin. Og din nærmeste leder er begyndt at tale om robusthed og omstillingsparathed igen.