Mary Namagambes logik, Alex Ahrendtsens meninger om sex, rapperen Nikolines karriere og parallelliserede kvinder i burka. Ja, det er muligvis ting, du har lyst til at blive fri for. Men du har bedst af at tåle dem alle sammen, for du bliver både klogere og mere funderet i din egen overbevisning af at forholde dig til ting, du ikke bryder dig om.
Det er som om, at flere og flere af os har mistet selvtilliden og er blevet enormt følsomme over for ting, der virker ubehagelige eller irriterende på os. Hvis noget generer os ellers vores mavefornemmelse, får vi sværere og sværere ved at kigge væk og tænke »nå, dig om det«, og nemmere og nemmere ved at piske en stemning op, hvori vi kan forlange, at urostifteren og dennes midler skal tilintetgøres i en ordkrig mellem Politikens og Berlingskes kernelæsere.