For nylig kom den franske skuespillerinde Catherine Deneuve for skade at sige, at #Metoo var en nypuritansk bevægelse og trussel mod den seksuelle frihed.

»Kvindehader!«, råbte flere toneangivende feminister tilbage, og Deneuve måtte forskrækket undskylde mange gange. Hvorfor ryger feminister altid i flæsket på andre? Og kan de overhovedet blive enige om noget som helst?

Ja, det kan de godt. Enigheden består i, at alle kæmper for bedre vilkår for kvinder. Men hvad er bedre vilkår? Her opstår problemet, for det ser kvinder på 30 år anderledes på end kvinder på 60.

Når Catherine Deneuve og andre af hendes generations feminister som Germaine Greer og Margaret Atwood f.eks. synes, at de yngre feminister gør sig selv til grin, når de insisterer på samtykke og klare regler for, hvordan mænd og kvinder interagerer seksuelt, så skyldes det, at de selv har kæmpet for seksuel frihed og for færre regler. De er rundet af en tid, hvor kvinder f.eks. måtte anmode deres mænd om at få lov at arbejde, ikke kunne blive skilt eller få en abort, og hvor det slet ikke var comme il faut for kvinder at have et flamboyant sexliv - næ, den slags var forbeholdt mænd.

Derfor forstår de ældre feminister ikke, at de yngre kvinder nu vil rulle hele den kamp tilbage og begrænse sig selv med regler. Men siden 1960erne er der sket noget med billedet af kvinden. Fra at hun forventes at blive gift og få børn, forventes en kvinde i dag at være en seksuel buffet. Det viser den verserende Umbrella-sag også - her har flere pointeret, at unges sexkultur er i skred, og at kvinder forventes at stå seksuelt til rådighed. Og det er blandt andet billedet af kvinden som en 7Eleven med alt i sex, de yngre feminister nu vil inddæmme med #Metoo.

Et andet eksempel på, at generationerne ikke forstår hinanden, er de hjemmegående mødre. Engang skulle kvinderne udfris fra kødgryderne, uddannes og ud på arbejdsmarkedet, i dag vælger flere veluddannede kvinder helt frivilligt at være hjemme fremfor på arbejdsmarkedet. Er de reaktionære, dumme eller tager de bare deres frie valg på sig? Den debat dukker jævnligt op. Generationerne har hver for sig gode argumenter, men de taler forbi hinanden. For de ældre feminister bliver ved med at henholde sig til en tid, der var engang, mens de yngre netop lever på ryggen af de fremskridt, der har fundet sted siden - og som de måske glemmer at takke de ældre feminister for.

Endelig er der de ældre feministers forundring over, at yngre feminister synes at fortabe sig i deres eget skød. Debatter om friblødning, kønsbehåring, amning og det korrekte navn for det kvindelige kønsorgan kan virke komplet latterlige sammenlignet med kampen for ligeløn, retten til at blive skilt, lige adgang til uddannelsessystemet og lige muligheder på arbejdsmarkedet. Men kroppen er de yngre feministers primære kampplads, og her handler det ikke så meget om retten til bedre vilkår, men om retten til at blive defineret mindre vilkårligt. Og hertil hører retten til ikke at være den næste, man kan have sex med, hvis man tilfældig får lyst til det.

Jeg var i begyndelsen skeptisk overfor #Metoo, men forstår i dag bevægelsens berettigelse. En bevægelse, der i øvrigt har gjort mere for kvinder end den statsfinansierede feminisme, som mere har tangeret pamperi end idealisme.