Maise Njor

Bryster er fantastiske. Jeg er nok større fan af bryster, end mange mænd er. Jeg elsker bryster. Babser. Dongelonger. Boobies. Jader. Også patter. Og yvere. Uanset hvad man kalder dem, så synes jeg, at det er to fantastiske ting.

De hænger der lige midt på forsiden, eller lidt længere oppe, og de svinger, når man løber, og især når man sidder ned i trav. Så får man virkelig noget for skillingen. Lige i hovedet. Med mindre man er iført sports-bh, men de fleste af den slags flader dem ligesom ud, og det er man ikke interesseret i. Babs og Nutte skal have en fri fold at boltre sig på.

Kvindeligheden sidder selvfølgelig alle mulige steder. Men den sidder i hvert fald også og svinger der. Lige på spidserne af babsi-wabsierne! De er det eneste HELT synlige tegn på, at vi er kvinder, når vi har tøj på.

De kan være små eller store, det er lige meget, selv om jeg måske selv er mest til de små, fordi de store let kan føles lidt offensive, når man som jeg ikke er så høj ...

»Der kommer en alder, hvor man tager sin bh på, FØR man bukker sig ned og tager strømper på, så man ikke skal se på de der to kød-tipier,« sagde en veninde, og ja, de ændrer sig, men det er da det sjove. Fra teenagerens accent aigu og accent grave, over til nogle sprængfarlige balloner, når det er tid til at amme, til en lidt mere afslappet facon bagefter – man skal bare huske at passe godt på dem.

»Vi har aldrig før haft det her problem,« sagde Falck-redderen.

Jeg var åbenbart den første, som mente, det var en god idé at tage en baby på et halvt år med til Roskildefestivalen, og endda mente, at jeg sagtens kunne drikke et par øl, hvis bare jeg havde en flaske (altså med mælk) med til barnet.

Det fandt hverken barn eller bryster sig i, og resultatet var, at jeg for ikke at omdanne kavalergangen til en form for Crazy Daisy-fustageanlæg, gik til samaritterne for at få en udpumpning. Bare ikke de udpumpninger, de var vant til på festivalen.

Da jeg kom tilbage efter en tur hos Falck i Roskilde, sov både barn og far stadig i skønneste orden, men jeg var en smule flov over den lemfældige omgang med egne bryster. For den slags skal behandles ordentligt.

Hassan Preisler

Man kunne skrive en klumme om, hvor umuligt det er at bruge ordet »kvindelighed«. Men man sendes straks ud som kanonføde i den evige skyttegravskrig mellem kønnenes vanvidsgeneraler. Så sådan en klumme vil jeg ikke skrive!

Jeg vil aldrig glemme første gang, kvindeligheden ramte mig. Jeg gik i 2. g, og vi var på studietur til Kreta. Jeg havde langt hår, mine jeans var hullede og mine Ray Bans havde guldstel. Jeg lyttede til Prince på min walkman.

Den sidste dag på øen holdt jeg oplæg om oldtiden, og samme aften gik vi ned på den lokale bar. Jeg drak ud og rejste mig for at bestille en omgang Pina Coladas. Jeg vendte mig mod baren. Hun lignede Apollonia. Hun havde en cigaret mellem fingrene. Hendes krøllede, sorte hår var sat op. Den korte læderjakke havde skulderpuder. På brystet hang en tynd guldkæde.

»Hej,« sagde hun på engelsk. Med græsk accent. Hun var en del år ældre end mig og ikke bange for at fastholde mit flakkende blik. Da jeg fik mine drinks, tog hun min hånd: »Du behøver ikke flygte, jeg gør dig ikke noget.«

Mange timer senere gik de andre til hotellet. Jeg blev siddende, mens hun lukkede baren af. I gyden stod hendes motorcykel. Den varme natteluft slog blidt mod mine kinder, da hun tog hårnålesvingene et efter et.

Øverst oppe på bjerget trådte vi ind i hendes hus. Hun tog tøjet af og gik i bad. Så hældte hun et glas øl op til mig og tændte en cigaret i det åbne vindue.

Det er tre årtier siden, men jeg kan stadig huske hendes hud. På én gang spændstig og meget blød. Jeg vågnede for sent. Hun kørte mig ned ad bjerget i høj fart. Mit hotelværelse var rømmet. Vi ræsede ad landevejen mod lufthavnen og nåede frem i sidste øjeblik. Jeg satte mig på mit sæde i flyet.

Duften af hendes hud hang ved min. Den var både mild og stærk. Ekkoet af hendes dovne stemme var kommanderende og beroligende. Men mest af alt var det mystikken, jeg tog med mig hjem fra oldtidsøen. »Hvad er dog dette væsen?« tænkte jeg for første gang.

Sådan har jeg tænkt mange gange siden. Og derfor har jeg i overvejende grad tilladt mig ikke at skænke det en tanke, i hvilket moment af mentalt kollektivt kollaps vi besluttede, at kvindeligheden skulle dissekeres hen til at være en banal isme, som man kan indtage holdninger til.