Man husker jo godt fornemmelsen af, at man har en ven med hjemme at lege, og kan se på ens forældre, at de ikke er helt vilde med det nye bekendtskab. Det kan man så nok gange med et par millioner, hvis man er Chelsea Clinton eller Ivanka Trump.
Godt nok er de ikke børn længere, men de er døtre af de to amerikanske præsidentkandidater, der har deltaget i den mest nederdrægtige valgkampagne i lang tid. Og de er venner.
»Vi var venner før denne valgkamp, og vi vil være venner længe efter denne valgkamp. Vores venskab begyndte ikke i politik, og det skal i hvert fald ikke slutte på grund af politik,« udtalte Chelsea Clinton til ABCs The View i september. Samme sted sagde hun, at hun egentlig var mere forarget over Trumps udtalelser om kvinder generelt, end dem om hendes mor. Der er ellers nok at tage af ... Men som Ivanka Trump mindede om i tv-programmet On The Record: »Vi er ikke kandidaterne, vi er børn af kandidaterne«. Alligevel kan man undre sig over, at to kvinder kan blive venner, når deres forældre er SÅ forskellige.
Chelsea Clinton, 36, og Ivanka Trump, 35, mødte hinanden via deres mænd, og gennem de senere år er de blevet set sammen ved diverse society-arrangementer, ligesom de begge har udtalt, at de også ses privat. Nogle kommentatorer har sat spørgsmålstegn ved, om venskabet overhovedet er ægte, men ser man f.eks. billederne fra Glamour Women of the Year Awards for et par år siden, og måden, de to kvinder smiler på, så ser den altså ægte nok ud, glæden ved hinandens selskab.
Men hvordan kan det gå til, at to kvinder med så forskellige forældre tilsyneladende begge får noget ud af at være venner? Umiddelbart minder de ikke om hinanden: Chelsea Clinton ser ofte lidt beklemt ud, når der er en suppe af fotografer foran hende, mens Ivanka Trump ser ud som om, det er sådan, hun får sin næring. Den ene har arvet sine forældres lidt kompakte mål, mens Ivanka har fået mere af udseendet fra sin mor, den tjekkiske skiløber og model Ivana, end fra far Donald. Dog har hun ikke gjort noget for at ligne hverken far eller mor på frisuren.
Sidstnævnte har »Absolutely Fabulous«-skaberen Jennifer Saunders i øvrigt nævnt som inspiration til Patsy Stones altid meget høje hår. I Ivanka Trumps familie er man ikke klædt på, før man har iført sig mindst ti ting, der skinner, mens der i Chelsea Clintons familie gås i fornuftige sko. Alligevel har Chelsea Clinton til Vogue udtalt »Der er ikke noget overfladisk over Ivanka. Og jeg synes, at det er en stor kadeau til hende, for en der er så smuk som hun, kunne være kommet langt, bare på overflade.«
Men hvad så nu? De to kvinder har ifølge flere kilder besluttet at sætte fælles offentlige optrædener på pause til efter valgkampen. Lige nu har de travlt med at støtte deres forældre – men også her kan de måske finde fællesskab i at klumpe lidt rundt i det store valg-cirkus, før de finder en måde at gøre tingene på deres egen måde på. Da Ivanka Trump optrådte ved republikanernes konvent tidligere i år, gik Twitter amok over måden, Donald omfavnede sin datter på.
Men mens det strømmede ud med kommentarer om, hvor upassende langt nede på hoften, far havde holdt datter, valgte Ivanka Trump en mere praktisk tilgang til mediet, og udsendte efter sin tale et tweet med »shop the Ivanka look from RNC speech«. Første gang, Chelsea Clinton blev spurgt om, hvordan hun syntes hendes mor havde tacklet hele Lewinsky-skandalen, svarede hun »det kommer ikke dig ved«, men hurtigt lærte hun en lidt mere raffineret tilgang, så som at svare »hvis det er det, man vil stemme ud fra, så må man gøre det. Men jeg tror, at andre mennesker stemmer ud fra økonomi og sundhedsordninger.«
Hvis man skal se på, hvad de har til fælles, så er begge kvinder f.eks. gift med jødiske mænd fra højt profilerede familier. De bor i New York, og er begge mødre – Ivanka Trump har tre børn, og Chelsea Clinton har to. Og måske er det ikke nær så vigtigt, hvad ens far eller mor har af politisk ståsted, som at man som teenager må stå igennem, at hele verden kan læse om ens fars affærer. Chelsea var 18 år, da Bill Clinton did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky, og Ivanka var ti år, da Donald-far blev skilt fra Ivana oven i rygter om, at han havde en affære med skuespilleren Marla Maples. Deres mødre var tilsyneladende ikke nok for deres fædre. Og hele verden så på. Det er trods alt ikke så mange af ens venner, der kan tale med om den slags …
Oven i kommer, at ingen af dem jo har bedt om at blive berømte. Da Bill Clinton blev præsident, skrev Margaret Truman, datter af den tidligere præsident Harry S. Truman, et brev til The New York Times, hvor hun forklarede, hvor ødelæggende, det kunne være for den unge Chelsea, hvis medierne viste for stor interesse for hende. Det kan være svært at være teenager, men det er nok ekstra svært, hvis man kan se sine bumser og bøjle med nakketræk plastret ud over alverdens aviser, bare fordi man har forældre, der rigtig gerne vil bestemme rigtig meget over rigtig mange mennesker.
Så på trods af de åbenlyse forskelligheder, er de to kvinder nok alligevel vokset op lidt på samme måde: Med forældre, som var mere interesserede i magt og anseelse, end madpakker og andengradsligninger. Fra de rejste sig fra potten, har de stavret rundt i knæhaserne på kendisser, politikere og dem, der gerne ville være det. Der må for begge have været et øjeblik, hvor det gik op for dem, at de ikke var normale. Og at de aldrig, aldrig kunne være sikre på, om deres klassekammerater ville være venner med dem på grund af deres charmerende væsen, eller fordi deres far ejede en skyskraber, eller havde verdens mest magtfulde job.
Måske er det der, de kan møde hinanden – ved at spejle sig i en anden person, som også har skullet kæmpe med at finde sin egen identitet i et magtcirkus af vilde dimensioner. Man kan også vende den om og sige: Vi kender vist alle fornemmelsen af at have venner på besøg, og synes at ens forældre er heeelt vildt pinlige.