Efter 23 år i Europa-Parlamentet - de sidste fem år som dets formand - vender socialdemokraten Martin Schulz tilbage til tysk politik, og det har straks sat gang i en større magtkamp om, hvem der skal være den næste formand for Europa-Parlamentet. En magtkamp som i yderste tilfælde også kan få betydning for den konservative ledelse af Det Europæiske Råd og EU-Kommissionen.
Egentlig følger alt den plan, som de konservative og socialdemokraterne i Europa-Parlamentet indgik i 2014. Efter to og et halvt år skulle socialdemokraten Schulz forlade posten til fordel for en konservativ formand for Europa-Parlamentet. Men da de to andre politiske EU-topposter også er besat af konservative - rådsformand Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker - vil socialdemokraterne i Europa-Parlamentet ikke længere acceptere den aftale.
»Det er indlysende, at Martins beslutning dramatisk ændrer den politiske dynamik mellem EU-institutionerne. Vi vil holde os til princippet, at den politiske balance skal sikres og respekteres. Et højrefløjsmonopol på EU-institutionerne ville være uacceptabelt,« lød den klare besked straks fra den italienske formand for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Gianni Pittella.
Den konservative gruppe - kaldet European People’s Party (EPP) - insisterer dog på at få den tredje EU-toppost også, og det var netop derfor, at EPPs leder i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, onsdag gjorde det klart over for Martin Schulz, at han ikke kunne fortsætte som formand og dermed reelt tvang Schulz til at vende tilbage til tysk politik.
I EPP er der imidlertid også en intern magtkamp, om hvem der skal være kandidat til posten, hvilket vil blive afklaret over de kommende uger.
Både Donald Tusk og Jean-Claude Juncker kan se fordele i, at det ikke er en konservativ fælle, der er formand for Europa-Parlamentet. Jean-Claude Juncker og Martin Schulz har i tæt samarbejde planlagt meget sammen på ugentlige møder, og da de konservative og socialdemokraterne til sammen har flertal i Europa-Parlamentet, har det vist sig meget effektivt i forhold til at sikre opbakning i Europa-Parlamentet til mange af EU-Kommissionens forslag.
Donald Tusk og Jean-Claude Juncker afviste begge torsdag, at de har tænkt at trække sig, men Donald Tusk skal til marts have opbakning fra EU-landene til at fortsætte i yderligere to og et halvt år som formand for EU-topmøderne i Det Europæiske Råd. Og her kan kabalen i Europa-Parlamentet i sidste ende komme til at spille ind, selv om de fleste forventer, at Donald Tusk får opbakning til at fortsætte.
Den store liberale ALDE-gruppe har nemlig også set sig varm på en af topposterne, efter at en række valg de seneste år har medført, at der nu lige så mange liberale stats- og regeringchefer som socialdemokratiske i EU - begge har otte stats- og regeringschefer mod ti i den konservative gruppe.
Fredag meldte franske Sylvie Goulard sig som en mulig liberal kandidat til formandsposten i Europa-Parlamentet, men hun får muligvis konkurrence fra lederen af den liberale gruppe, supereuropæren Guy Verhofstadt. I sine egne drømme ville Verhofstadt helst over tage Donald Tusks job til sommer, men som en erklæret europæisk føderalist vil han ikke kunne fra opbakning fra EUs stats- og regeringschefer og må derfor i stedet gå efter posten som formand for Europa-Parlamentet.
Gruppen af konservative reformister (ECR) - hvor både de britisk konservative og Dansk Folkeparti sidder, og som er den tredjestørste i Europa-Parlamentet - opfordrer derimod til, at Schulz’ exit også blive enden på »den store koalition« mellem konservative og socialdemokrater, der har bestemt stort set alt, fordi de to grupper sammen har flertal i Europa-Parlamentet.
ECR stiller derfor med belgiske Helga Stevens som sin kandidat, der skal forsøge at skabe bredere flertal.
Og flere kandidater vil utvivlsomt melde sig i de kommende uger, inden Martin Schulz' efterfølger formelt skal vælges til januar.