Han kalder EU for »en af civilisationens mest succesfulde projekter«, men nu vil Martin Schulz tilbage til Tyskland for at vippe Angela Merkel af pinden.

Torsdag bekræftede Europa-Parlamentets formand Martin Schulz nemlig efter længere tids spekulationer officielt, at han til januar stiller op som socialdemokratisk kandidat i delstaten Nordrhein-Westfalen ved det tyske valg i efteråret 2017.

Meget tyder på, at Schulz ønsker at overtage posten som kanslerkandidat i stedet for den mindre populære partiformand Sigmar Gabriel, der efter alt at dømme må erkende, at det socialdemokratiske bagland og dele af partiledelsen foretrækker den mere populære Schulz, der siden 2012 været formand for Europa-Parlamentet og har tilbragt de sidste godt 23 år af sin politiske karriere i Bruxelles. Tyske medier nævner dog også den mulighed, at Schulz skal overtage posten som udenrigsminister fra Frank-Walter Steinmeier, der ventes at blive valgt til forbundspræsident i februar.

Hos de tyske socialdemokrater håber man uanset hvad, at Schulz med sin kombination af kampgejst, arbejdsvilje og europapolitisk erfaring kan fungere som en saltvandsindsprøjtning i et parti, der længe har ledt med lys og lygte efter en kandidat med reelle chancer for at vinde ind på Angela Merkel ved forbundsdagsvalget ved 2017.

Bøvl med Berlusconi

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Martin Schulz skulle ende på toppen af de europapolitiske tinder. Som ung mand drømte han om at blive professionel fodboldspiller for klubben Alemannia Aachen, men en knæskade tvang ham på andre tanker.

Efter en periode som arbejdsløs med  alkoholproblemer i midten af 1970erne, foretog Schulz en kovending og gik i lære som boghandler. Sideløbende plejede han sine politiske interesser i SPD, hvor han allerede som nittenårig meldte sig ind i de tyske socialdemokraters ungdomsorganisation for at slå et slag for social retfærdighed i 1970ernes vesttyske forbundsrepublik. Efter en elleveårig periode som borgmester i provinsbyen Würselen, satsede Schulz for alvor på en europapolitisk karriere, da han i 1994 blev valgt til Europa-Parlamentet.

Siden sin ankomst i Bruxelles har Schulz oparbejdet respekt fra både modstandere og tilhængere, der er enige om at beskrive den afgående parlamentsformand som en stærkt engageret og hårdtarbejdende politiker uden frygt for konfrontationer med politiske ærkefjender.

I 2003 blev Schulz for alvor et kendt ansigt i den europæiske offentlighed, da Italiens daværende præsident Silvio Berlusconi fra Europa-Parlamentets talerstol provokerende opfordrede Schulz til at søge en rollen som KZ-vagt i en italiensk filmproduktionen.

»Det er ingen fornøjelse at blive kaldt nazi af Berlusconi,« sagde Schulz efterfølgende til ugebladet Bunte.

Nyt Europa

Som midtersøgende socialdemokrat vil det blive Martin Schulz’ opgave at skærpe SPDs profil efter en årrække som lillebror i den store regeringskoalition med Merkels CDU.

Som parlamentsformand har Schulz først og fremmest været optaget af at styrke de europæiske institutioner, herunder ikke mindst parlamentets beføjelser i forhold til Kommissionen. Tidligere har Schulz blandt andet konsekvent afvist danske ønsker om en særaftale om Europol-samarbejdet.

Om netop supereuropæeren Martin Schulz, der i en årrække har befundet sig fjernt fra regeringskvarteret i Berlin, er den rette mand til at trække de hensygnende tyske socialdemokrater op af meningsmålingernes hængedynd, er dog ikke umiddelbart indlysende.

Mens Schulz generelt nyder stor tillid blandt sine partifæller i Tyskland, hersker der blandt mere skeptiske stemmer i Socialdemokratiet fortsat tvivl om, hvorvidt han efter en årrække i Bruxelles besidder den fornødne gennemslagskraft i den tyske befolkning. I en tid hvor mange tyskere er skeptiske over for transatlantiske frihandelsaftaler, er Martin Schulz eksempelvis en overbevist tilhænger af både TTIP og Ceta.

Dæmonerne

Noget synes dog at tale til Schulz’ fordel. Han er noget så sjældent som en tysk socialdemokrat med nylige valgtriumfer bag sig. Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 kunne Schulz som spidskandidat for SPD bryste sig af et stærkt resultat med 27,3 pct. af stemmerne.

Selv om de europæiske socialdemokrater i Europa-Parlamentet ved den lejlighed ønskede Schulz som kommissionsformand, endte posten dog med at gå til den konservative kandidat, Jean-Claude Juncker. Nederlaget har imidlertid ikke lagt en dæmper på Schulz, der i juli fremlagde en plan for et nyt Europa. Foruden behovet for at slanke institutionerne vil han arbejde for tilblivelsen af en handlekraftig europæisk regering, der står under Parlamentets demokratiske kontrol.

Som kanslerkandidat skal Schulz sandsynligvis indstille sig på nye fornærmelser fra politiske rivaler. Hans kompromisløst pro-europæiske synspunkter vil gøre ham til en forhadt kanslerkandidat i en række øvrige EU-lande, hvor tilliden til både Berlin og Bruxelles efter de seneste års europæiske kriser er skrumpet gevaldigt. Men også det tyske højreparti Alternative für Deutschland vil indstille det EU-kritiske sigtekorn efter Schulz frem mod valget i 2017.

Netop udfordringerne fra de anti-europæiske protestpartier, der ønsker et gennemgribende opgør med EU, ser Schulz som et af unionens mest presserende problemer. Af samme grund har han været fortaler for en hård linje i forhandlingerne med Storbritannien om betingelserne for Brexit.

»Hvis vi ødelægger de instrumenter, vi bruger til at holde dæmonerne i skak, så sætter vi dem atter fri,« udtalte Schulz efter briternes flertalsbeslutning om at forlade EU.