Torsdag var en mindre sjov dag for aktionærerne i A. P. Møller - Mærsk. Et kursfald på ti pct. lig med værdier for 20 mia. kr. forsvandt fra selskabets markedsværdi efter et skuffende kvartalsregnskab. Topchef Søren Skou vil ikke direkte kommentere det store kursfald, men han siger, at det er en udfordring at sælge de ambitiøse planer for fremtidens A.P. Møller - Mærsk.
Investorerne solgte heftigt ud af Mærsk-aktierne, fordi A.P. Møller - Mærsk kom ud af første kvartal med et underskud på 1,4 mia. kr. - en del under markedets forventninger. Det sker midt i det omfattende strategiske skifte, som virksomheden i øjeblikket gennemgår.
