15 aktivister trængte ind i bygningen på Axeltorv i København. De løb op på taget og kastede et stort protestbanner ned foran bygningens facade.

Banneret var en protest mod gensplejset foder til grise, som danske landmænd lovligt benyttede sig af.

Aktionen mod landbrugets hovedkvarter var ulovlig. Derfor fik hver aktivist ved byretten 1.500 kroner i bøde for husfredskrænkelse.

Greenpeace fik desuden ved Landsretten i 2006 en bøde på 50.000 kroner for de ulovlige handlinger.

På trods af bøder ved flere lejligheder er civil ulydighed et værktøj, som miljøorganisationen til tider benytter sig af. Greenpeace mener nemlig, at målet helliger midlet.

Men hvorfor holder Greenpeace sig ikke til at tale med virksomhederne og myndighederne og ytre deres bekymringer overfor de politikere, der kan ændre lovgivningen? Hvorfor er det ifølge organisationen somme tider nødvendigt at bryde loven?

Svaret er ifølge generalsekretær i Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen, enkelt.

»Ord er billige, men handling har en anden styrke. Det afkræver en anden respekt,« siger han om organisationens aktioner.

I en række artikler forsøger Berlingske at forstå og udfordre holdninger, der strider mod et flertal af danskeres holdning.

Gandhi gjorde det også

Mads Flarup Christensen, hvorfor er civil ulydighed – ulovlige handlinger – et rigtigt værktøj at bruge, når I kæmper for en sag?

»Det er ikke et nyt værktøj. Det er noget, der har været med os lige fra demokratiets start. Jeg vil betragte civil ulydighed som en meget vigtig aktivitet. Vi bruger det til at udfordre lovene. Erkende, at lovene er lavet af mennesker. De kan laves om og justeres til,« siger Mads Flarup Christensen og tilføjer:

»Den samtale indeholder blandt andet også, at man en gang imellem bryder lovgivningen. Gandhi brugte det som redskab til at bryde det engelske imperiums love i Indien. Jeg tror, de fleste er enige i, at det var det, der førte til Indiens løsrivelse.«

Mener du at den form for politisk ulydighed, som I bedriver, kan sammenlignes med det, Gandhi gjorde?

»Metoderne er de samme.«

En ting er metoderne, men er det ikke værd at overveje, hvad man kæmper for, og hvilket land man lever i, når man vælger at bryde loven for at få sit budskab igennem?

»Jo. Grunden til, at der i dag stadig er brug for civil ulydighed, er, at vores politikere desværre får mindre og mindre magt. Store multinationale virksomheder får i stigende grad mere frirum til at agere. Det bliver vanskeligere for vores politikere at inddæmme dem via lovgivningen,« siger han og tilføjer:

»Civil ulydighed kan sætte fokus på, at her er en lov, der af forskellige grunde skal udfordres for at gøre den retfærdig.«

Men er sammenligningen med Gandhi rigtig?

»Gandhi lærte hele verden om det moralske ansvar, vi hver især har for at sige nej, hvis vi møder uretfærdighed. Den uretfærdighed møder vi stadig. Der er stadigvæk stigende ulighed og klimaforandringer, som vi har et moralsk ansvar for at agere overfor. Hvis det nogle gange betyder, at der er love, som vi er nødt til at bryde for at kunne sikre den retfærdighed, er det vigtigt, at vi gør det.«

Mads Flarup Christensen tilføjer, at der i Danmark har været eksempler på faglige kampe på arbejdspladser, hvor loven er brudt, men hvor lovgivnigen efterfølgende er blevet rettet ind.

»Vores samfund er bygget på civil ulydighed. Det har det altid været. Det er det stadigvæk.«

Hvor går grænsen? Hvornår er det berettiget at bedrive civil ulydighed?

»Det skal være muligt for os efterfølgende at forklare proportionerne i vores aktion. Altså at det lovbrud, vi begik, står i forhold til den større forbrydelse eller uretfærdighed, som vi forsøger at standse. At vores lovbrud var i samfundets interesse, mens virksomheden handlede for egen vindings skyld.«

Ingen straf for hærværk

Han nævner som eksempel Greenpeace-aktionen mod Proms Kemiske Fabrik i 1993. Aktivisterne skruede en ventil på et spildevandrør, hvorigennem fabrikken udledte mere kemi, end den måtte.

Anklagemyndigheden krævede aktivisterne dømt for hærværk. Men domstolen vurderede, at hærværket reddede et større gode – i dette tilfælde vandmiljøet. Aktivisterne fik derfor ikke nogen straf.

I 2010 satte I GPS-udstyr på fiskekuttere i Gilleleje. Det viste sig, at de fiskede i forbudte områder, men I blev dømt ved landsretten for ulovlig indtrængen, da I satte GPS-udstyr på bådene. Så I bliver ikke altid frikendt for jeres aktioner?

»Nej, og det har jeg det fint med. Et vigtigt princip for Greenpeace er, at vores aktivister står ved deres handlinger og tager den straf, der følger med. Det er et helt afgørende princip - ikke bare at civil ulydighed er ikke-voldelig, men også at man gør det åbent. Derfor ser man heller aldrig Greenpeace-aktivister, der er tildækkede,« siger genrealsekretæren og tilføjer:

»Fiskerne i Gilleleje fik ganske massive bøder på flere hundrede tusinde kroner. Vi fik en bøde på 3.000 kroner. Samtidig satte vi fokus på systematisk snyderi med fiskerikvoter, som har gjort, at fiskerikontrollen har ændret deres praksis væsentligt. Hvis du spørger, om det var rimeligt at bryde loven ved at gå om bord på de både, så vil mit svar være et klokkeklart ja. Proportionerne var i orden.«

Hvordan er I berettiget til at vurdere, hvornår det er rimeligt at bryde loven?

»Vores 22.000 støttemedlemmer accepterer metoderne. Jeg er ret sikker på, at hvis det ikke var accepteret, ville vi ikke have den indflydelse eller den troværdighed, som vi har. Og det måler vi på, om vi har.«

Du bruger de 22.000 danske medlemmer som argument for, at jeres handlinger er accepterede. Det antal er jo et markant mindretal i Danmark. Hvem siger, at det mindretal og I som organisation kan bestemme, om civil ulydighed er okay?

»At et flertal af danskerne ikke direkte støtter Greenpeace, er ikke et udtryk for, om civil ulydighed er et legitimt politisk værktøj.«

Er 22.000 støtter et udtryk for, at civil ulydighed er i orden?

»Jeg er sådan set ikke voldsomt optaget af, om et flertal af danskerne mener, at lovbrud er i orden. Jeg er ikke interesseret i den generelle diskussion om, hvorvidt vi skal overholde landets love. Selvfølgelig skal vi det. Jeg er ret sikker på, at flertallet af danskerne  ligesom jeg selv  mener, at man skal overholde landets love. Men jeg er også ret sikker på at de fleste mennesker i løbet af deres liv befinder sig i situationer, hvor deres moral byder dem at bryde loven.«

Artiklen fortsætter under billedet...

Er det ikke en glidebane, hvis vi ikke skærer igennem og siger, at landets love altid skal overholdes?

»Vi skal overholde landets love. Men alle har deres grunde til at lige præcis en konkret lov gerne må brydes. Må du gå over før rødt, hvis du vil redde en person i trafikken? Ja, vil de fleste svare. Hvis det var en glidebane, ville lovgivningen for længst være eroderet. Vi har alle vores egen moral, som skal vejlede os i den givne situation.«

»Jeg brød loven«

I har haft over fem millioner medlemmer, der støttede jer økonomisk i 1980’erne. I dag er tallet 3.1 millioner. Er tiden løbet fra politiske aktioner?

»Nej, vores medlemstal stiger lige nu. Vi har været helt nede på 12-13.000 i Danmark. Nu er vi 22.000.«

Du mener ikke, at et flertal af danskerne vil sige, at det forkert, at I bryder landets love?

»Hovedparten af danskerne mener, at vi skal overholde landets love. Ligesom jeg selv gør.«

Men I bryder jo loven?

»Det gør vi en gang i mellem. Det er der, proportionerne kommer ind i det. Det er ikke et spørgsmål, som kan diskuteres som værende sort eller hvidt. Vi er nødt til at tage fat på hvert enkelt konkret tilfælde og vurdere, om vi gik over stregen denne gang,« siger Mads Flarup Christensen og tilføjer:

»Der er ting, som er så dybt uretfærdigt, at lovbrud er i orden.«

Han nævner som eksempel en aktion mod en virksomhed, der var mistænkt for at forurene via deres spildevandsudledning. Han kravlede derfor selv over hegnet for at hente vandprøver.

»Jeg brød landets love, ja. Jeg klatrede over hegnet. Hvem kom til skade ved det? Hvis vi ikke afslørede det, hvem ville så, når myndighederne ikke var i stand til det,« siger han.

Der har også været sagen med protestbannere ved den historie linje i Peru, hvor regeringen mener, at jeres fodspor har forårsaget store skader. Men der var heller ingen mennesker, som kom til skade. Var det en rigtig aktion?

»Nej, det var en dum aktion. Det har vi været ude at undskylde. Vi er ikke perfekte. Vi laver fejl en gang i mellem.«

Er det ikke netop et eksempel på, at civil ulydighed ikke fungerer som værktøj, når I må trække en aktion tilbage og undskylde?

»Det er helt fair, at du tager fat i det. Men Greenpeace laver mange aktioner. Det er ikke rimeligt at sige, at fordi vi laver en fejl i netop den konkrete sag, så underminerer det fuldstændigt civil ulydighed som værktøj.«

Understøtter den fejl ikke netop, at hvis I ikke bedrev civil ulydighed, så ville denne fejl ikke være sket, og eventuelle fejl i fremtiden ville heller ikke ske?

»Det er rigtigt, og hvis vi alle sammen sad hjemme i vores stuer med lukkede dørene, så ville der ikke ske skader. Men vi har alle en forbandet pligt til at engagere os i samfundet omkring os. Derfor er det vigtigt, at vi gør os overvejelser om, hvordan vi undgår at begå skader inden, vi går i gang.«

Så en række – i dine øjne vellykkede – aktioner med civil ulydighed retfærdiggør, at der sker en fejl en gang i mellem?

»Præmissen er mærkelig. Denne debat ville være langt mere væsentlig, hvis det var fejl, der skete hele tiden. De civile ulydigheder, vi begår, er vigtige. Ligesom GPSerne på fiksekutterne i Gillelleje var vigtige.«

Agererer myndighed

I sådan en situation går I ind og agerer myndighed. Men er det ikke netop dertil, vi har et retssamfund og har rigtige myndigheder til de opgaver?

»Vi skal ikke være så bange for at engagere os i det samfund, vi lever i. I netop det tilfældet havde vi en myndighed, der ikke havde ressourcer til at håndhæve loven om fiskeri. Vi havde en politisk beslutning om, at det her område skulle der ikke fiskes i, men fiskerne gjorde det alligevel,« siger Mads Flarup Christensen og tilføjer:

»Vi kan godt tale om, at det ikke kom os ved og ikke var vores opgave at føre kontrol. Men jeg mener, at det, vi gjorde, kunne forsvares, fordi vi gjorde det i en højere sags tjeneste. Fordi vi beskyttede dem, som ikke kunne tale for sig selv. I dette tilfælde fisk og havliv,« siger Mads Flarup Christensen og tilføjer, at Greenpeace inden aktionen havde forsøgt at få myndighederne til at handle.

Landsretten har fastslået, at begge parter brød loven. Fiskerne fiskede ulovligt, I begik ulovlig indtrængen på deres både. Hvorfor er fiskernes lovbrud mere alvorligt end jeres?

»Det er derfor, jeg er så glad for vores retssystem og vores love. Retssystemet forstod, at vi gjorde det i en større sags tjeneste, fiskerne gjorde det for egen vindings skyld. Byretten erklærede os først straffri, men dømte fiskerne. Ved landsretten blev vi efterfølgende fundet skyldige, men vi fik vi en meget lavere bøde, end fiskerne gjorde.«

Udvander I og rokker I ved demokratiet og retssamfundet, når I tager loven i egen hånd?

»Det er en risiko, som vi alle må spørge os om, når vi bryder landets love. Jeg kan ikke komme i tanke om en aktion, hvor vi ikke har proportionerne i orden. For os er det utroligt vigtigt, for vores eneste valuta er troværdighed. Jeg er glad for, at vores troværdighed er højere end både politikernes og din stand (journaliststanden, red.),« siger Greenpeaces generalsekretær:

»Vi skal sætte spørgsmålstegn ved vores lovgivning. Den er skabt af mennesker og kan ændres af mennesker.«

Én ting er at sætte spørgsmålstegn ved den. Så tilskriver dansk lov, at man går den demokratiske vej og argumenterer for, at loven skal ændres. Stemmer på de rigtige politikere. Er I antidemokratiske, når I går den modsatte vej?

»Det er absolut ikke antidemokratisk. Det er en vigtig del af vores demokrati. Vi skal konstant konfrontere uretfærdighed, ulighed og love, som ikke tjener vores langsigtede interesser. En gang i mellem indebærer det at klatre op på en boreplatform for at skabe opmærksomhed om et emne, eller sætte en GPS-tracker på en båd for at dokumentere lovbrud. Det er bevis på, at vores lovgivning ikke er tilstrækkelig til at beskytte landets borgere eller naturomgivelser.«

Argumenter er ikke nok

Man plejer at sige, at mindre intelligente mennesker tyr til vold eller lovbrud, når de ikke har flere argumenter. Er det det samme, der sker for jer?

»Hvis det var argumenter og videnskab, der bestemte, hvordan verden så ud, havde vi løst klimaforandringerne for lang tid siden.«

Hvordan er det at have en holdning, som mange er imod?

»Det tænker jeg ikke voldsomt meget over. Det vigtige for mig er, at vi er enige om, at de ting vi sætter fokus på, er sager, som folk mener, vi skal sætte fokus på. For hvis der ikke er folk bag vores krav, kampagne og arbejde, så har vi ingen mulighed for at få politikkere og virksomheder til at ændre adfærd. Det overordnede spørgsmål om, hvorvidt civil ulydighed er okay eller ej, giver jeg ikke så meget for.«