ATHEN: Margarita har på forhånd nægtet at snakke om politik. Når den 52-årige førtidspensionist har trodset sin generthed og sagt ja til at lade sig interviewe, er det for at fortælle om sin vanskelige hverdag og forklare, at mange nordeuropæeres ide om grækerne som en flok arbejdssky og samfundsnassende snydetampe ligger meget langt fra virkeligheden. I hvert fald i hendes tilfælde. Men da vi alligevel spørger, hvad hun mener om den venstreorienterede Syriza-regering, flyder den indestængte harme over.

»Den er bedre end de foregående. Ikke alt, hvad de gør, er lige klogt, men de prøver i det mindste at forsvare os mod vores fjender.«

Fjender?

»Ja, europæerne, selvfølgelig, tyskerne. Jeg ved ikke, hvad de vil have os til. Vi kan jo ikke blive ved med at spare, når vi næsten ingenting har. Måske ønsker de bare, at vi alle sammen skal dø.«

Måske vil de bare have deres penge tilbage.

»Måske, men det er ikke særlig intelligent, for man kan ikke få penge ud af en person, som ingenting har, eller som er død. Det må de jo vide.«

496 euro i pension

Indtil krisen for alvor bed sig fast omkring 2010 havde Margarita er godt liv. Hun var ganske vist enlig mor til to store teenagedrenge, men hun havde sin ejerlejlighed, som faren, der var entreprenør, havde foræret hende. Og med de godt 1.000 euro om måneden, hun tjente som korrekturlæser på et magasin samt lidt hjælp fra eksmanden, kunne det sagtens løbe rundt.

Problemerne begyndte, da Margarita blev fyret i forbindelse med en nedskæringsrunde. Hun fandt hurtigt arbejde på et andet magasin. Men her blev der kun udbetalt løn de første par måneder, og da hun – træt af at arbejde gratis – prøvede lykken på en nystartet avis, gentog historien sig.

»De skylder mig stadig penge alle tre steder. Og for at få en sikker indkomst besluttede jeg at bruge muligheden for at gå på førtidspension som 50-årig,« forklarer Margarita og fortsætter:

»Det kunne jeg gøre, fordi min yngste søn på det tidspunkt endnu var under 18 år. Men på en nedsat ydelse som straf for, at jeg ikke ventede, til jeg blev 55. Jeg ved ikke, om det var nogen særlig god ide, men jeg var så desperat.«

Margaritas pension løber op i 496 euro (ca. 3.700 kr.) om måneden. Samtidig tjener hun lidt ekstra som babysitter og hundelufter. Men det sidste job har den spinkle kvinde måttet opgive, fordi hundene var ved at trække hendes skulder af led.

Alene drengenes universitetsuddannelse koster 500-600 euro om måneden. Når det indtil nu har kunnet lade sig gøre at svare enhver sit og samtidig få noget at spise, er det kun i kraft af hjælpen fra deres far.

»Risikofyldte« brancher

»Jeg ved ikke, om nogen går på pension, fordi de ikke gider arbejde, sådan som I tror i Nordeuropa. Når man får så lidt ud af det, som jeg gør, giver det ikke rigtig mening. Og hvis jeg fik tilbudt et job til f.eks. 800 euro i måneden – med en vis sikkerhed for at få udbetalt løn – ville jeg sige ja med det samme,« forsikrer Margarita.

Men der findes naturligvis også andre former for førtidspension, end den som er rettet mod mødre til mindreårige. De besynderlige detaljer i det pensionssystem, som grækerne bruger 18 pct. af deres BNP på, er talrige. Eksempelvis muligheden for at trække sig tilbage som 52-årig for folk med arbejde i omkring 30 såkaldt »risikofyldte« brancher, heriblandt frisører, operasangere og TV-fotografer.

Margarita nævner desuden banksektoren, hvis overenskomster indtil for nylig gav mulighed for at lade sig pensionere som 40-årig med gode penge. Samt »naturligvis« reglerne for offentligt ansatte.

»Det er ikke helt normalt og retfærdigt. Og hvad skal man i øvrigt stille op med al den tid, når man er så ung. På den måde kan man være pensionist i 40 år,« siger Margarita.

Sagen er blot, at pensionssystemet langtfra er Grækenlands vigtigste problem. Hun vil ikke sige, hvad det så er, men reagerer, når man nævner ordet »korruption«.

»Jeg har ingen beviser, bare min intuition. På samme måde kan jeg kun sige på egne og ikke på alle grækeres vegne, at jeg aldrig har levet over evne og brugt penge, jeg ikke selv havde tjent. Men sådan er det,« fastslår hun.

Eftermiddagen er ved at blive til aften på parkcaféen i det hensygnende men endnu pæne udkantskvarter Maroussi. Kaffen, som Berlingske har inviteret på, koster næsten tre euro koppen. En luksus, Margarita ikke længere kan tillade sig. Mens vi drikker de sidste sjatter, løber børn ubekymret omkring på legepladsen ved siden af. Med jævne mellemrum brager et nærtog forbi på den nærliggende højbane, totalt overmalet med graffiti. Og da vi spørger Margarita, hvad hun venter sig af fremtiden, begynder stemmen at knække:

»Jeg tør ikke tænke på det. Jeg tør ikke engang tænke på næste år, eller hvad der skal ske til september. Det for skræmmende. Måske vil jeg tigge på gaden, jeg ved det ikke. Andre bestemmer over mit liv, spørg dem i stedet for mig.«