BRUXELLES: Ved midnat udløb sikkerhedsnettet under Grækenland, og landet kom bagud med betalingerne til Den Internationale Valutafond (IMF). Situationen er dybt alvorlig, og efter deadline tilbyder den græske premierminister, Alxeis Tsipras, så nu at acceptere næsten alle kreditorernes krav om reformer.
I et nyt brev til de tre »institutioner« - EU-Kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank (ECB) - tilbyder han at acceptere den pakke, der blev offentliggjort af EU-Kommissionen i søndags.
Der er dog nogle få forbehold på vigtige områder, fremgår det af brevet, som Financial Times er i besiddelse af og har offentliggjort.
Brevet er også sendt til eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, og eurolandenes finansministre skal diskutere udspillet på en telekonference kl. 17.30 i aften.
Tsipras skriver i brevet, at Grækenland er »parat til at acceptere« aftalen som grundlag for et nyt toårigt hjælpeprogram, men med et par væsentlige ændringer. Han vil beholde momsrabatter for de græske øer, og i pensionssystemet vil han have en langsommere udfasning af en solidaritetsfond til de fattigste, samt påbegynde de reformer, der skal løfte pensionsalderen, til oktober i stedet for med det samme.
Netop solidaritetsfonden og momsen for øerne har været store knaster gennem de seneste måneders forhandlinger, så det er bestemt ikke sikkert, at eurogruppen vil acceptere Tsipras' seneste tilbud, selv om han efterhånden er tæt på at lægge sig fladt ned.
For lidt - og for sent
Men umiddelbart er det for lidt og for sent, at indrømmelserne kommer fra Tsipras. Problemet er, at hjælpeprogrammet udløb ved midnat, så der skal forhandles et helt nyt hjælpeprogram. Det vil for det første tage tid, og for det andet er spørgsmålet, om det ikke vil medføre nye krav fra kreditorerne, som i forvejen mener, at de er kommet Grækenland rigeligt i møde - uden resultat.
Tsipras trak tirsdag en kanin op af hatten, da han kort før deadline både bad om en forlængelse af det hjælpeprogram, som udløb ved midnat, samt et helt nyt hjælpeprogram - det tredje - der over de næste to år skal gøre Grækenland i stand til at klare lånebetalinger for samlet knap 220 milliarder kroner.
Eurolandenes finansministre afviste efter en telekonference tirsdag aften en forlængelse, da det ganske enkelt var for sent, mens formand Dijsselbloem sagde, at man er åben over for at diskutere et nyt program, men at der dårligt er tid til det, og at det også ville blive vanskeligt, fordi den græske regering hidtil ikke havde vist tilstrækkelig kompromisvilje. Dijsselbloem sagde også, at et nyt program kunne få endnu hårdere reformkrav.
Onsdag eftermiddag har Tysklands kansler, Angela Merkel, så understreget, at der ikke kan blive tale om at gå i gang med forhandlinger om et nyt hjælpeprogram før folkeafstemningen i Grækenland på søndag.
Næstformand i EU-Kommissionen, Valdis Dombrovskis, siger på onsdagens pressebriefing i Bruxelles, at Kommissionen er ved at regne på det seneste udspil fra Tsipras, og at man vil give en vurdering på aftenens møde i eurogruppen.
Men han understreger også, at det er op til eurogruppen at beslutte, om og eventuelt hvornår man skal gå i gang med forhandlinger om et nyt hjælpeprogram til Grækenland. Med meldingen fra Merkel tyder det dog på, at den beslutning bliver udskudt til efter søndagens folkeafstemning i Grækenland.
