Forleden morgen skulle jeg følge min niece i skole. Hun er syv år og går i 1. klasse. Hen over havregrynene med sukker og rosiner talte vi om, hvilke fag hun skulle have, og om hun glædede sig. »Jeg skal have dansk med Line. Hun er den bedste lærer,« udbrød hun glad og med morgenpjusket hår.
Det var en morgen, som de er flest på denne tid af året. Mørk, kold og klam. Og langs villavejene i Vanløse stavrede vi af sted hånd i hånd. Vi nærmede os skolen, og lyset begyndte stilfærdigt at bryde frem gennem den mørke dis. Det var her, jeg første gang blev opmærksom på den besynderlige adfærd. Fra diverse biler og parkerede cykler kom fædre og mødre gående med, hvad der umiskendeligt lignede børnerygsække på deres rygge. Jeg skød skylden på den mørke morgen og beroligede mig selv: »Nejda, det kan ikke passe.«