Hver morgen udspiller en tragedie sig foran min matrikel. Den begynder klokken 8.00, når den lokale børnehaves udflytterbus ankommer, og den slutter klokken 8.10, når bussen kører igen med børnene om bord. På de ti minutter er man fra mit vindue vidne til en moderne opera i fulde fire akter – all inclusive med store følelser.

På fortovet står en gruppe af forældre, der trofast vinker farvel til deres små børn oppe i bussen. Umiddelbart oplægget til en enkel opgave, men lagt i hænderne på den moderne jeg-har-altid-dårlig-samvittighed-generation af forældre, har jeg oplevet scenarier, hvor man skulle tro, at børnene var på vej ud af landet med politieskorte for evigt og ikke blot afventede en halv times kørsel ud til grønne lege­marker.