Under et oplæg om mad og krop hos jobrådgivningsfirmaet Alecto gik en kurv med æbler rundt. Hver af de 30 - alle ledige akademikere - deltagere ved oplægget tog et æble, som de skulle nærstudere.

Allerede her startede Louise Benners skepsis. Hun er uddannet cand. mag i dansk og religionshistorie, men har gået ledig i cirka et år.

Derfor har hun også deltaget i en stribe forskellige kurser hos Alecto for at forbedre sine muligheder for at vende tilbage på arbejdsmarkedet.

Men selv om mange af kurserne har været gode, blev det i fredags en kende for alternativt for Louise Benner.

I et opslag på sin Facebook-profil beskriver hun, hvordan de 29 andre ledige akademikere gav sig til at studere æblet.

»Jeg skæver kort til min sidemand, som allerede sidder helt skeløjet og vender og drejer æblet foran sig, og så følger jeg trop. Et æble er faktisk lidt som et landskab, kan jeg fortælle - eller en planet. Man tror måske, det bare er rødt eller grønt. Men - og hold nu godt fast - det kan faktisk også være en blanding!«

Efter at have betragtet æblet bad oplægsholderen kursisterne om at lytte til æblet ved at banke på det og holde det op til øret.

»Det var nok her kæden hoppede af for mig. Jeg så det lidt udefra og tænkte, det er bare mærkeligt det her. Når jeg har været til et kursus hos Aletco, tænker jeg som regel, når jeg går derfra: ok, har det her rykket mig tættere på det job, jeg skal have? Og det kunne jeg slet ikke se, at det skulle have gjort i fredags,« forklarer Louise Benner.

Men kurset stoppede ikke der. Efter æbleseancen faldt snakken nemlig på væske og drikke, et emne som Louise Benner troede var ganske uskyldigt.

Men underviseren forklarede ikke bare, at det er vigtigt at man holder øje med sin urin. Hun opfordrede også de ledige til at lugte til deres eget tis. Og de rigtig modige kunne sågar også driste sig til at lugte til andres, forklarede underviseren.

Hele kurset blev rundet af med muligheden for at blive vejet og få målt sin fedtprocent - og resultatet blev meldt ud i lokalet.

»Det var rigtig grænseoverskridende, selv om jeg synes, at det kunne være sjovt at få målt sin fedtprocent. Men i en helt anden kontekst,« siger Louise Brenner, der frivilligt tilmeldte sig kurset, da hun på grund af sin lange ledighedsperiode allerede havde deltaget i de andre udbudte oplæg i sidste uge.

»Jeg synes også, at det er vigtigt, at man tænker på sin krop og mad - det har selvfølgelig stor betydning for at stå bedre i forhold til vores jobansøgning. Men ved det her oplæg var konteksten fuldstændig væk. Jeg synes ikke, at man burde bruge penge på at undervise akademikere i det her,« siger Louise Brenner, der understreger, at hun normalt synes, at Alectos kurser og tilbud er gode og relevante.

Kommunen kendte ikke til kurset

På Københavns Rådhus, der blandt 11 andre kommuner samarbejder med Alecto om jobrådgivning, undrer man sig også over indholdet af undervisningen. Det understreger Københavns Kommunes beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) i en mail til Berlingske. Hvor hun også erkender, at hun ikke vidste af denne type coaching indgik i undervisningen af de ledige i Københavns Kommune.

»Jeg synes, det lyder absurd og helt gak-gak. Jeg kan sagtens forstå Louise Benner, at hun undrer sig over den øvelse,« siger beskæftigelsesborgmesteren.

Hun mener ikke, at den slags tilbud bør indgå som en del af aktiveringen af ledige borgere.

»Som jeg forstår det, så er det et frivilligt tilbud, som firmaet giver de ledige ved siden af obligatoriske forløb. Men selv om det er frivilligt, så har jeg meget svært ved at se, at det skulle bringe Louise Benner eller andre ledige tættere på et arbejde, og jeg har meget svært ved at støtte det,« siger Anna Mee Allerslev, der derfor har bedt sin forvaltning om at undersøge sagen nærmere.

Hos Alecto mener man dog ikke, at oplæggets indhold er problematisk. Her oplever man nemlig en stor efterspørgsel på det frivillige oplæg, der skal bidrage med lidt alternativ inspiration til jobsøgningen.

»Det er et oplæg på cirka halvanden times varighed, hvor formålet er at give inspiration til en sund og balanceret livsstil. Det er et frivilligt event, der ligger i et spor, der rækker ud over den almindelige jobsøgning,« siger Alectos direktør Christina Grøntved.

Tidligere har jobrådgivningsfirmaet blandt andet også tilbudt lignende frivillige oplæg, der har handlet om stress, motion eller hvor en stylist har givet gode råd til jobsøgningen.

»De oplæg har en lidt skæv vinkel og kan give nogle ny inspiration. De udgør cirka ti procent af vores samlede udbud, men vi oplever en rigtig stor efterspørgsel på det. Det oplæg vi havde i fredags, havde vi 56 tilmeldinger på, og vi har kun plads til 40, hvorimod når vi har noget mere klassisk jobsøgningsrettet, kan vi ind imellem have svært ved at få tilmeldinger nok til et oplæg«, siger Christina Grøntved.