For mange danskere er dette års sommerferie indledt med en stærkt frustrerende oplevelse i Københavns Lufthavn i Kastrup. Megalange køer, der er begyndt helt nede i ankomsthallen i Terminal 3 for at komme igennem sikkerhedskontrollen, har skabt vrede passagerer og brok fra flyselskaber. Lufthavnens største kunde, SAS, kritiserer planlægningen, som har givet forsinkede fly.

For at komme den massive flaskehals til livs sætter lufthavnens topchef, Thomas Woldbye, fart på rekrutteringen af 80 nye medarbejdere til security. Det svarer til en forøgelse af sikkerhedspersonalet på næsten 20 pct. i ét hug.