Da styrmanden Andreas Lubitz manuelt beordrede autopiloten i »flight 4U9525« til at styrte flyet og dræbe dets passagerer, tog han også sin far med i faldet.

For selv om faderen ikke var ombord på flyet, da det ramte de franske alper, er han »fuldstændig knust« ved tanken om sin søns handling. Det skriver The Telegraph.

Den 27-årige pilots forældre har ikke sagt et ord offentligt, siden flystyrtet tirsdag morgen, men de har besøgt ulykkesstedet sammen med de pårørende til de omkomne passagerer og besætningsmedlemmer.

I den forbindelse mødte dødspilotens forældre Bernard Bartolini, der er borgmester i den lille by Prads-Haute-Bléone, der ligger i nærheden af det sted, hvor flyet ramte Alperne, og ifølge ham er faderen »en mand hvis liv ligger i ruiner«.

»Han bærer hele vægten for hele dramaet på sine skuldre. Hans liv er sønderknust,« har Bernard Bartolini udtalt til den franske TV-kanal BMF TV.

»Jeg har utrolig ondt af ham, og han var tydeligvis berørt. Både fordi han har mistet en, han elsker, men også fordi hans søn måske er skyld i hele tragedien,« skulle Bernard Bartolini også have sagt.

Forældrene er blevet afhørt af fransk politi, og når de vender hjem til Tyskland, skal de efter planen også politiafhøres der.

Andenpiloten fra det styrtede Germanwings-fly havde boliger i både Düsseldorf og Montabaur, og de er begge blevet gennemsøgt.

Det er kommet frem, at den tyske pilot havde en sygdom, som han eftersigende gjorde alt for at skjule fra sine omgivelser.

En lydfil fra cockpittet afslører desuden, at Andreas Lubitz bad kaptajnen om at gå på toilettet, da flyet var kommet i luften.