Når spillet om regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen går ind i sin sidste fase, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undgå at blive taget som gidsel for anden gang af Anders Samuelsen og Liberal Alliance.
Det gik galt første gang for Løkke, da han efter valget i 2015 lod sig presse af Liberal Alliance til at indføje en sætning i regeringsgrundlaget om, at regeringen ville have som ambition at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint.
For Liberal Alliance var der dengang tale om et meget vigtigt politisk mål, og da det først var blevet nedfældet i regeringsdokumentet, var Samuelsen naturligvis overbevist om, at partiet stod med solide chancer for at få det indfriet. Men så simpelt var det ikke, viste det sig snart.
Først udskød Løkke de planlagte forhandlinger om at nedsætte skatten uden at orientere Liberal Alliance på forhånd, og da statsministeren endelig inviterede til forhandlinger om skatten i forbindelse med fremlæggelsen af sin stort anlagte 2025-plan tidligere på efteråret, stemte hans forslag ikke overens med ønskerne fra Liberal Alliance. Derfra gik alt galt.
Anders Samuelsen følte sig snydt og gjorde det klart, at han ville fælde statsministeren og regeringen, hvis han ikke fik opfyldt kravet om en lettelse af topskatten med minimum fem procentpoint. I denne sidste og afgørende fase af den langvarige nervekrig med regeringen var Anders Samuelsen ligeglad med, at Løkke rent faktisk ikke kunne finde 90 mandater – og dermed et politisk flertal - til at gennemføre LA’s ønsker om lettelser af topskatten. Løkke havde bare at levere varen. Hvis ikke, ville statsministeren blive væltet ved årsskiftet, lød truslen fra Anders Samuelsen.
Dette forløb er væsentligt at have i baghovedet i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om grundlaget for en ny VLAK-regering. For her risikerer Løkke at ryge i samme fælde som i 2015, hvis han giver efter for Anders Samuelsens krav om, at det nye regeringsgrundlag skal være det »mest ambitiøse borgerligt-liberale regeringsprogram, der har været i Danmark nogensinde«.
Et blik på mandaternes fordeling i Folketinget gør det nemlig klart, at regeringen slet ikke vil kunne finde flertal for et sådant politisk projekt, som derimod alene vil udløse alvorlige konfrontationer med Dansk Folkeparti.
I fredagens udgave af Berlingske lægger Kristian Thulesen Dahl allerede massiv afstand til et regeringsdokument med dette tilsnit.
»Reformer i den forstand, at man skal pine danskerne ekstra for at få råderum til skattelettelser (…) har ingen særlig god prognose for at komme igennem Folketinget,« lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
DF-formanden understreger ganske vist, at de tre blå partier – Venstre, Liberal Alliance og de Konservative – som sidder og forhandler om et nyt regeringsdokument selvfølgelig »fuldstændig må gøre op med sig selv«, hvad de skriver i et nyt regeringsgrundlag. Men det vil bare ikke være noget, som DF vil føle sig forpligtet af, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
Udsagnet fra DF-formanden skærer Løkkes aktuelle dilemma ud i pap og viser, at der er klare grænser for langt, han kan gå, og hvor langt han skal følge Anders Samuelsen.
Det siger sig selv, at Lars Løkke Rasmussen i samspil med Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen skal kunne vise en klar retning for deres kommende regering, og at de selvsagt også har ret til at opsætte ambitiøse pejlemærker for deres politik. Men der er også en grænse, og i Venstre er man uhyre opmærksom på, at Lars Løkke Rasmussen i slutspillet om regeringsdokumentet skal passe på med ikke at blive ramt af det såkaldte Stockholm-syndrom, så han begynder at fatte for stor sympati for sin gamle gidseltager i skikkelse af Anders Samuelsen.
Hvis Løkke igen giver for meget efter for LA-lederens ønsker, risikerer han - for anden gang i træk - at blive taget som gidsel af Liberal Alliance.
Bliver regeringsgrundlaget for vidtgående, vil det som allerede beskrevet skabe sammenstød med Dansk Folkeparti, og hvis LA ønsker at gå linen ud i disse forventelige konfrontationer, vil Lars Løkke Rasmussens kommende regering forbløffende hurtigt befinde sig i livstruende kriser, og statsministeren vil snart komme til at erkende, at VLAK-regeringen ingenlunde bliver synonym med øget stabilitet og harmoni i den borgerlige lejr.
Her og nu kan det være fristende for Løkke at give Samuelsen, hvad LA ønsker sig. Det vil fremskynde forhandlingerne om regeringsgrundlaget, og det vil desuden være en hjælpende hånd til LA-lederen, der netop nu har hårdt brug for at vise sine støtter, at LA kommer til at gøre en forskel i den nye regering.
Men i praksis risikerer Løkke at skubbe en ny regeringskrise foran sig.