Når regeringen inden for den nærmeste fremtid indkalder Folketingets partier til forhandlinger om et nyt dagpengesystem, skal der formentlig trækkes tov om, hvor mange såkaldte karensdage et nyt dagpengesystem kommer til at omfatte.

Men det kan ikke komme på tale med et dagpengesystem uden karensdage, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han tirsdag er i Korsør for at mødes med byens erhvervsliv og Slagelses borgmester.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at man kan ende med et dagpengesystem uden karensdage. Alle dele af dagpengekommissionen, også lønmodtagersiden, anbefaler en model med karensdage. Så diskussionen går i givet fald på, hvor mange der skal være,« siger han.

»Det er klart, at hvis man køber den fulde model med otte karensdage, så hænger det sammen. Hvis det antal skal ned, så kommer der til at mangle nogle penge, og så må man diskutere, hvor de så skal komme fra,« uddyber han.

Dagpengekommissionen - der blev nedsat af SR-regeringen - fremlagde mandag sit forslag til en ny dagpengereform. Her lød det blandt andet, at det skal være lettere at genoptjene dagpengeretten.

Men da kommissionen har fået i opdrag, at et nyt system ikke må være dyrere end det nuværende, skal pengene blandt andet findes ved at indføre karensdage, der betyder, at ledige ikke får udbetalt dagpenge i to dage hver tredje måned - medmindre de finder arbejde en uge hver måned.

Direkte adspurgt, om det er rimeligt, at de arbejdsløse på den måde selv skal betale for at forbedre dagpengesystemet, svarer statsministeren.

»Jeg synes ikke, man kan udtrykke det på den måde. Situationen er den, at vi har et ganske fornuftigt dagpengesystem. Jeg står fuldstændigt på mål for reformen fra 2010. Uden den og efterlønsreformen ville mangle noget, der ligner 45 milliarder kroner om året til velfærd,« siger han og uddyber.

»Der har været skønhedspletter på den reform. Ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt der er tilstrækkelig tilskyndelse til at tage job af kortere varighed, og det er noget af det, kommissionen nu kommer med nogle bud på, hvordan man kan lave mere robust.«